Vi befinder os i omkring år 30. En gruppe mænd er samlet til en samtale med deres religiøse leder, som skal vise sig at ende i en mere alvorlig tone, end mange af dem har forventet. Manden, de følger, er Jesus, og denne dag forklarer han sine disciple om sin snarlige bortgang, og hvad der herefter vil ske for ham, for dem og for verden.
På et tidspunkt tager en af disciplene kort ordet. Han vil gerne vide, hvorfor Jesus egentlig har valgt at dele det kristne budskab med dem – 12 mænd uden magt, titler eller vigtige kontakter. Hvorfor har han ikke selv forsøgt at sprede det til resten af verden?
Det spørgsmål svarer Jesus på i den bibeltekst, der læses højt i landets kirker denne søndag. Men et spørgsmål, som ikke besvares – og som kan synes en lige så stor gåde – er, hvordan kristendommen faktisk spredte sig fra en lille følgerskare bestående af blandt andet fiskere til hele verden. Hvorfor var det den og ikke nogen af datidens andre religioner i området, der udviklede sig til at blive den mest udbredte i verden?
Det spørgsmål har mange forskere til gengæld forsøgt at finde svar på, siger Henning Nørhøj, der er teolog og historiker og blandt har skrevet bøger og holder foredrag om den tidlige kristendom.
”Det interesserer mange, hvorfor det lige var kristendommen, der blev den vindende religion. Selv de seneste år er der kommet flere udgivelser om kristendommens udbredelse, hvor forfatterne prøver at analysere sig frem til baggrunden for kristendommens succes,” siger han.
Ser man på forskningen, er der ifølge Henning Nørhøj særligt fire ting, der er med til at forklare kristendommens udbredelse. Den første handler ikke så meget om religionen selv, men snarere om tiden, den opstod i. Kristendommen havde nemlig god timing, siger han.
”Kristendommen blev til i en tid, hvor det østlige middelhavsområde var præget af en folkelig og religiøs pluralisme, hvilket senere spredte sig til den øvrige del af Romerriget. I det første århundrede opstod der derfor en række nye religioner, hvor gamle guddomme fra Egypten og Lilleasien blev genopfrisket og fik nye egenskaber. Disse nye religioner var frelsesreligioner. Målet var at blive frelst ud af den uoverskuelige verden, man levede i, hvor der ikke længere var nogen grænser,” siger han.
”Det var altså i den verden, kristendommen fik fodfæste, og dér, vi finder selve grobunden for den. Kristendommen dukkede op i en tid med stor religiøs søgen,” siger han.
Timingen alene forklarer dog ikke, hvorfor netop kristendommen var den religion, der vandt størst udbredelse. Her peger religionshistorikere i stedet på tre andre egenskaber ved den kristne tro, forklarer Henning Nørhøj. Den første er, at kristendommen var en eksklusiv religion.
”Det har vist sig at være kristendommens styrke og succes, at den ikke gik på kompromis. Den blev en religion, der forlangte et tæt fællesskab og et afkald af andre religioner. Den ville ikke dele pladsen med andre religioner i samfundet,” siger han.
Den anden egenskab ved kristendommen var ifølge Henning Nørhøj, at den var missionerende.
”Ifølge religionsforskere var der ikke andre af de religiøse systemer i datiden, der drev mission. Mange religioner fungerede som lukkede loger, hvor man samledes i hemmelighed og havde optagelsesceremonier for dem, der skulle lukkes ind i kredsen. Men kristendommen var derimod udadvendt. Den bevægede sig fra familie til familie og spredte sig i første omgang mest i middelklassen og blandt håndværkere og handlende. Dette gjorde det også lettere for den at sprede sig langt af det glimrende vejsystem, romerne havde lavet for de handlende,” siger han.
I pinsen markerer man, at det var disciplene, der fik til opgave at sprede det kristne budskab. Men en af de vigtigste aktører i missionsarbejdet var ifølge Henning Nørhøj apostlen Paulus, som på grund af sin baggrund og uddannelse var den rette mand til at kommunikere kristendommen ud i den græskromerske verden.
”Han kom fra et jødisk hjem i Tarsos i Lilleasien og rejste til Jerusalem for at uddanne sig som rabbiner og studere gammeltestamentlige skrifter og hele lovtradi-tionen. Han var opdraget i jødisk tradition, og i kraft af sin opvækst i Lilleasien havde han også godt kendskab til det græske sprog og græsk filosofi. Han var derfor godt klædt på til at oversætte kristendommen ind i en græsk kulturverden.”
Og så var der den tredje egenskab, der er med til at forklare kristendommens styrke: Modsat mange andre religiøse systemer dengang kunne kristendommen karakteriseres som en kærlighedsreligion, siger Henning Nørhøj.
”Man havde en omsorgs-etik, som ingen andre religioner havde på den tid. Det betød, at man tog sig af hinanden, hvilket ikke kun gjaldt i de kristne grupper, men helt generelt. Kristendommen forstod sig som universel, hvilket betød, at alle var Guds skabninger og dermed også var bestemt til at opnå frelse. Det var grænseoverskridende dengang, men gjorde også indtryk og betød, at religionen kom bredere ud. Selvom kristendommen først spredte sig hos middelklassen, var den allerede i sit andet århundrede stort set at finde inden for alle samfundsklasser, undtagen den romerske elite,” siger han.
Resultatet af alt dette var som sagt en hurtigvoksende religion. Hvor hurtigt den voksede, kan af gode grunde ikke opgøres, men for nogle år tilbage forsøgte en amerikansk religionssociolog at komme med et bud, fortæller Henning Nørhøj. Ved at opbygge en regnemodel baseret på udbredelsen af kristne samfund i USA, kom han frem til, at antallet af kristne gik fra omkring 1000 i år 40 til 1400 i år 50, og herfra voksede kristendommen frem til 300-tallet. Her voksede antallet af kristne markant, efter at Romerrigets daværende kejser Konstantin den Store gjorde kristendommen tilladt som religion.
Vurderingen fra de amerikanske forskere er, at der blandt Romerrigets omkring 60 millioner indbyggere i år 350 var 33 millioner kristne.
”Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvordan religionssociologer kan vurdere sådan noget, men vi kan konstatere, at antallet af kirkebyggerier i Romerriget også eksploderede, efter kristendommen blev tilladt. Det er med til at pege på, at kristendommen hurtigt fik succes, og omkring år 300 havde mange tilhængere i det skjulte i Romerriget. Da Romerriget var så definerende for resten af verden dengang, spredte kristendommen sig også hurtigt derfra,” siger Henning Nørhøj.