Det er uden tvivl det vildeste, der er sket de seneste mange år inden for områderne tro og religion. Charlotte Rørth, en jordbunden nordjysk journalist, mødte Jesus i et syn i Spanien for 10 år siden og skrev efterfølgende den overraskende bestseller ”Jeg mødte Jesus”, som udkom i 2015.
Rørths oplevelser viste sig at være toppen af et isbjerg, og nogle år efter udkom ”Vi mødte Jesus”, hvor Charlotte Rørth interviewede og skrev om nogle af de mange mennesker, der havde henvendt sig til hende med lignende religiøse oplevelser. Ingen tvivl om, at de er der – helt almindelige mennesker ser lys, hører stemmer og mærker et nærvær, som ikke rigtig kan forklares videnskabeligt.
Mens en etnolog som Rane Willerslev, Nationalmuseets direktør, har talt om paranormale oplevelser i Sibirien, har teologer og religionsforskere typisk været blandt skeptikerne over for sådanne erfaringer. Rørth har dog også fundet gode samtalepartnere og stor imødekommenhed både i folkekirken og i andre kirkesamfund. Det fremgår tydeligt af Charlotte Rørths aktuelle bog ”Gud, du er jo lige her”. Og den bog er ikke mindre interessant end de to første – faktisk tværtimod.
Rørth lægger her sin klassisk journalistiske arbejdsmetode bag sig og springer ud som forfatter med sin egen stemme hele vejen; og hun flytter faktisk på den måde opmærksomheden væk fra sig selv. Hovedfokus i de to første bøger var på de særlige oplevelser, og hendes ærinde var at gøre opmærksom på, at nok var disse oplevelser særlige, men altså ikke mere særlige, end at mange – helt igennem fornuftige – mennesker har sådanne oplevelser. Med sin seneste bog flytter Rørth fokus fra det særlige til det almene, troen, hvor alle kan være med. Og det handler vel at mærke ikke i første omgang om, hvad Charlotte Rørth tror på, men hvordan hun lever med sin tro. Det er tro som livsform, erfaring, eksistentiel udforskning – ikke som lære, dogmatik eller kognitivt indhold. Charlotte Rørth isolerer sig ikke i sin egen særlige historie, men taler alment om tro og stiller sig solidarisk, også med den kristendom, som nu er der, hvor hun er.
At leve med sin tro handler for Charlotte Rørth ikke om at melde sig ud, snarere om at melde sig ind i det menneskelige fællesskab, om solidariteten med andre mennesker. Det er ikke en tro på hvad som helst. Omdrejningspunktet for Rørth er, at hun har oplevet at være elsket af Gud – ”altid allerede elsket”, som musikeren Peter Bastian formulerede det i titlen på den bog, han skrev om sin sene dåb. Det er erfaringen af Guds kærlighed, der griber både den religiøst uforberedte Rørth og den langtidsspirituelle kvartals-munk Bastian. Både Rørth og Bastian har sans for, at kirken har en tradition, de kan trække på og være i, og de bliver derfor også vigtige fortalere for kristendommens aktuelle former.
Med sine to første bøger trak Charlotte Rørth så at sige tabuet væk under de religiøse oplevelser og fik selv skeptiske teologer til at lytte og tænke over det, man kunne kalde ”den porøse virkelighed”. Rørths erfaringer i kølvandet på bøgerne viser, at der faktisk er en vis spirituel ståhøjde i folkekirken i det 21. århundrede.
Nu leverer hun så med sin seneste bog et fint eksempel på, hvordan man kan formulere tro og kristendom i et alment, åbent og inviterende erfaringssprog. Det passer som fod i hose til den kirke, der vil samtalen frem for enetalen og tør begive sig ind i undren over det største. Og samtidig står hele Rørths afsæt i erfaringen godt til en kirke, som ikke kun vil være forsamlingshus, men også sakramentalt og liturgisk gudstjenesterum på en måde, så moderne mennesker oplever det som et sted, man kan være med alt det, et menneske nu rummer.
Da bogen blev præsenteret på forlaget i sidste uge, mente DR’s Anders Laugesen, at der er ”et før og et efter Charlotte Rørth”. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Der er i hvert fald noget at tænke over – og med.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær for Bibelselskabet.