Det var i foråret 2002. Jeg havde været præst i Baptistkirken i 24 år og havde i en del år været ansat på halv tid i en menighed i Silkeborg. Men i år 2000 blev jeg bedt om også at være præst for en menighed i Vejle. Det var en menighed, som var skrumpet ind til næsten ingenting efter nogle meget konfliktfyldte år, og nu var der kun en lille flok tilbage. Jeg forsøgte at samle stumperne, men måtte erkende, at det mest fornuftige var at lukke menigheden og sælge kirken. Det var en hård proces, og først nogle måneder efter gik det op for mig, hvor stressende det havde været. Samtidig var Danmark gået i krig i Afghanistan, hvilket var mig voldsomt imod og gav mig mange frustrationer. Jeg var kort sagt et stresset, frustreret og forvirret menneske.
I Baptistkirken blev det besluttet, at det årlige præstekonvent skulle bestå i en uge i det økumeniske klosterfællesskab Taizé i Frankrig. Jeg vidste, at det var et godt sted at finde ro, så jeg tænkte, at jeg kunne få styr på mine tanker, følelser og problemer. Den anden dag fik vi besked på, at vi kunne vælge, om vi ville gå i stilhed eller deltage i en samtalegruppe. Jeg vidste med det samme, at jeg ville gå i stilhed. Som gartner elskede jeg at gå alene og lytte til fuglene og passe mit arbejde.
Jeg gik lange ture i området omkring Taizé, og på en mark mellem nogle køer fandt jeg et gammelt asketræ, hvis grene dannede en form for stol i to meters højde. Der sad jeg og prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle bruge stilheden til. Jeg bad, så det knagede, og det blev til en frygtelig masse ord. Så læste jeg i Bibelen, og det blev også bare til en masse ord og larm. Så slog det mig, at meningen med stilheden måske var slet ikke at gøre noget. Jeg stoppede med at formulere bønner, lagde Bibelen væk og lod tankerne smutte, som de ville.
Så blev der stille, og så skete der noget uhyggeligt. Det var, som om der op af mit hjerte og op af mit sind pulsede en tyk, sort støj. Det var, som om jeg stod i en tyk olierøg, som jeg næsten kunne mærke fysisk. Som om et sammensurium af nedstuvede, hengemte, ignorerede ting og sager pulsede ud af mig. Så lettede røgen, og jeg så ind i, ud i, op i og ned i en grænseløs kærlighed. Alt omkring mig – køerne på marken, fugle i hækken, vinmarken, skyerne, en lille gul blomst – sang og råbte og jublede om denne grænseløse kærlighed.
Da jeg kom tilbage til klosterområdet, så jeg levende, smukke øjne overalt, og jeg var klar over, at de alle var omsluttet af samme ubegribelige kærlighed. Jeg kom i tanke om krigen i Afghanistan, og jeg så for mig, hvordan vi mennesker siden skabelsens morgen har tromlet hen over den kærlighed, som vi er skabt ud af. Vi kvaser den med vores ondskab og ligegyldighed og egoisme. Men Gud bliver bare ved og ved med at øse sin kærlighed ud over os.
En af de sidste aftener dernede sad jeg i kirken lige neden for en stor ortodoks korsikon. Mens vi sang ”I din opstandelse Kristus jubler himmel og jord” kom jeg til at kigge på ikonen, og det gik op for mig, at hele den grænseløse kærlighed var personificeret i ham, der hang på det kors. Vi korsfæstede den kærlighed, og det var for min skyld, det skete. Hele vægten af Guds grænseløse kærlighed hvilede på mig, men samtidig var den stor nok til, at hvert eneste menneske på Jorden kunne sige det samme.
Da vi skulle hjem, spurgte en af mine kolleger mig, hvad jeg havde oplevet i stilheden. Jeg begyndte bare at tude. Jeg kunne ikke kunne tale om det. I flere måneder efter havde jeg et enormt behov for at være i stilhed. Jeg kunne ikke se tv. Det føltes som en frygtelig, skurrende larm.
Langsomt vendte jeg tilbage til et mere normalt liv, og jeg fik sat mit behov for at søge stilheden lidt i system. På en retræte blev jeg introduceret for tidebønner, som jeg med min frikirkelige baggrund var helt fremmed for. Men det gik op for mig, at her fik jeg nogle ord foræret, som var udkrystalliseret af århundreders brug, og når dagen var gået, var mit liv, min familie, min menighed, min verden omsluttet af bøn, uden at jeg behøvede selv at formulere en eneste bøn. Jeg havde på det tidspunkt fået job i en naturbørnehave, og der kunne jeg jo ikke tage et kvarter ud flere gange i løbet af dagen til at bede tidebøn. Så jeg lavede mine egne ganske korte tidebønner og fandt tre minutters ro på voksentoilettet til at bede dem. Det toilet forvandlede sig mange gange til en fantastisk katedral. Via en folkekirkepræst i Silkeborg kom jeg også med i arbejdet med at arrangere Taizé-gudstjenester og pilgrimsvandringer.
Min forkyndelse ændrede sig også. Stort set alle mine prædikener kom til at handle om den grænseløse kærlighed, jeg havde erfaret. En ven af mig skrev på et tidspunkt, at det var godt nok, at jeg talte om denne altfavnende kærlighed, men hvad blev der af fortabelsen? Jeg måtte sige ”det ved jeg ikke”. Jeg har svært ved tankemæssigt at indplacere fortabelsen som noget evigt og endegyldigt. Millioner af mennesker oplever krig, sult og vold i deres liv, og hvis det ikke er fortabelse, hvad er fortabelse så? Men i sidste ende tror jeg, at alt indoptages i Guds grænseløse kærlighed.
Med min lommepsykologi kan jeg sagtens forklare det, jeg oplevede i Taizé, som et puds, jeg har spillet mig selv. Men den kærlighed, der ramte mig, var mere virkelig end noget andet, jeg har set og hørt. Den er der uafhængig af, om jeg tror på den eller ej.
Hvad har udfordret din tro?
I mine yngre dage udfordrede det min tro, når jeg skulle forklare og forsvare den og forsøge at argumentere rationelt for den. Senere har det udfordret min tro, når jeg hos kristne i kirken, specielt hos mig selv, har mødt nederdrægtighed, egoisme og beregning. Til gengæld anfægter det mig ikke længere, når mennesker afviser Guds eksistens med rationelle argumenter. Jeg så med stor fornøjelse en udsendelsesrække med Stephen Hawking, hvor han mente at bevise, at Gud er overflødig for verdens skabelse og ikke eksisterer. Gud er langt større, end hvad en af verdens største videnskabsmænd kan indfange med sine kvanteteorier.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er et råd, jeg fik i 1980’erne, da jeg var præst i Baptistkirken på Amager. I forbindelse med en diskussion om nogle nye tiltag i kirken sagde et ældre medlem af menigheden, der også af og til prædikede, lidt henkastet til mig: ”Kast dit brød på vandet”. Det er et citat fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente, og fortsættelsen lyder: ”du finder det igen efter lang tid”. Dengang forstod jeg det ikke, men i dag kan jeg se, at det var et rigtigt godt åndeligt råd, som handler om, at man skal give ud af alt det, man har og får givet. Som præst skal man ikke spekulere så meget over, hvad der bliver af det, man giver ud, og om det sætter sig de spor, man gerne vil have. I frikirkekredse er der nok en tendens til, at vi meget gerne vil tage imod folk og være der for dem, men responderer de ikke, som vi gerne vil have, og vender os ryggen, vender vi også dem ryggen. I de sidste år af mit virke som præst holdt jeg op med spørge så meget efter, om det, jeg gjorde, gavnede eller landede det rigtige sted. Jeg indså, at det er jo sådan med alt, hvad Vorherre har skabt, at det skal kastes ud og gives videre, og selvom kun en brøkdel af det spirer, er det mere end nok. I vores have havde vi et birketræ, som kastede milliarder af små frø af sig, og de fleste blev fejet sammen og smidt på komposten eller et andet sted, hvor de ikke kunne spire. Kun en promille af en promille fik lov at blive liggende og spire, og alligevel kom der så mange birketræer, at vi måtte luge dem op, for ellers overtog de haven.