Jeg er ortodoks kristen. Det er jeg blevet gennem en lang og kompliceret proces, der begyndte, første gang, jeg oplevede en ortodoks liturgi. Det skete i 1994 i Brookline ved Boston i USA, hvor jeg på Hellenic College Holy Cross Greek Orthodox deltog i en konference, der udsprang af konflikten mellem Grækenland og Makedonien. Mens jeg opholdt mig der, gik jeg med til aftengudstjenesterne, og om søndagen til liturgien, som i ortodoks sammenhæng især er nadvergudstjenesten, og ofte kaldes for ”den guddommelige liturgi”.
Jeg havde ikke i min baggrund nogen kontakt med ortodoksien. Men fra en tidlig alder var der interesse for det byzantinske rige og en kærlighed til den byzantinske kultur, som har meget med den ortodokse kirke at gøre. Så at opleve liturgien for første gang var for mig en særlig og fremmedartet oplevelse. Der var meget, som jeg ikke forstod. Men jeg oplevede alligevel det gribende ved en ortodoks gudstjeneste.
Mine erfaringer er derfor også et eksempel på, at et religiøst øjeblik kan være et øjeblik, hvis perspektiver man først i løbet af sit liv bliver klar over. For det var ikke sådan, at jeg lige efter, at jeg havde været til liturgien i Brookline, var klar over, at jeg skulle være ortodoks. Faktisk på ingen måde.
Men jeg var til stede. Og jeg så præsterne i deres særlige dragter og oplevede brugen af røgelse. Evangeliet blev læst både på græsk og på engelsk, og jeg hørte for første gang ordene, som siges før læsningen af epistelen og evangeliet: ”Lad os være opmærksomme”. Dét har jeg aldrig glemt. For opmærksomheden er vigtig. Den er ikke nem, men den er vigtig. Det handler om samlingen og koncentrationen om liturgien.
Jeg boede i de dage sammen med grækere og græsk-amerikanere, og jeg besøgte et kloster, hvor der både var grækere og russere. Jeg lagde også uundgåeligt mærke til ikonerne og havde lejlighed til at tale med en ung græsk-amerikaner om det, og fra ham hørte jeg for første gang udtrykket ”Vi ærer ikonerne, men vi tilbeder dem ikke”, som er den klassiske formulering af sagen. Endelig traf jeg også en engelsk-amerikaner, som var blevet ortodoks, og fik lejlighed til at spørge ham hvorfor.
Så jeg fik meget at vide i USA, men min vej ind i ortodoksien blev alligevel en lang og kompliceret proces, hvor også andre muligheder var under overvejelse. Det har også betydet noget for mig, at de ortodokse lande og kirker har erfaret lidelse på en anden måde end de vestlige kirkesamfund, både under tyrkerne, under mongolerne i Rusland og under kommunisterne i Sovjetunionen og i østeuropæiske lande.
Hjemvendt til Danmark gik jeg i 1990’erne en række gange til gudstjeneste i den russiske kirke i Bredgade i København og lærte efterhånden mere om liturgien og ortodoksien. Senere blev jeg katekumen i en rumænsk-ortodoks menighed, der holder sine gudstjenester i Sankt Andreas Kirke i Ordrup nord for København, og i 2015 blev jeg så fuldt optaget i den ortodokse kirke samme sted, som også er den menighed, jeg hører til i dag.