Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Fra godgørende helgen til kommercielt varemærke

Tegning: Peter M. Jensen

Julemænd over hele verden ligner hinanden i dag med rød dragt, hvidt skæg og et ordentligt korpus. Sådan har julemanden ikke altid set ud, faktisk har han engang lignet en helgen - men da var det de fattige og ikke de artige børn, der fik gaver

Fra slutningen af november og en måned frem myldrer det hvert år med tusinder af julemænd verden over, der uddeler fabriksfremstillede pebernødder og spørger små børn, om de har været artige.

Arten findes hovedsagelig i stormagasiner - og kan man ikke finde en levende af slagsen, findes de også i gaderne, butiksvinduer og selv på små søvnige villaveje. Her hænger julemænd i flagstænger, på skorstene og på vej ind over eller på førstesalens balkon. Oppustelige, af stof eller plastik, med og uden lys i og meget lidt pyntelige.

Fælles for dem alle er, at de er tykmavede, har langt hvidt skæg og rød dragt. For sådan ser en julemand jo ud, ikke?

Svaret er kun delvist rigtigt. For selvom ingen har egenhukommelse tilbage til sidste halvdel af 1800-tallet, så var det her, julemanden i "vores billede" optrådte for første gang med vom, rød dragt og hvidt skæg. På nordstaternes side i den amerikanske borgerkrig, trykt i magasinet Harper's Weekly.

Det var altså ikke Coca-Cola, der gjorde det: kidnappede julemanden til eget kommercielt brug. Det skete først i 1930'erne. Og før det optrådte han i en anden drikkevare-koncerns reklamer for noget sundere produkter, nemlig mineralvand og ingefærøl.

Men før tegneren Thomas Nast udødeliggjorde vores kanon om, hvordan en julemand ser ud, har han været både alfeagtigt lille og meget gammel, en velplejet mand i grøn pelskantet kappe og en piberygende, nederlandsk sømand i grøn frakke.

Selvom julemanden har ændret både størrelse, udseende og farve, så er der et stort flertal af verdens folk, som mener, at julemandens oprindelse skal findes i den katolske og ortodokse helgen Skt. Nicolaus. Han var biskop i Myra i byzantinsk Anatolien - det nuværende Tyrkiet - i 300-tallet. Fra retsmedicinske undersøgelser i 2005 ved man, at han var 150 centimeter høj og havde brækket næsen! Det er også sikkert, at han som biskop deltog i kirkemødet i byen Nikæa, hvor man blandt andet fastsatte reglerne for, hvornår det er påske.

Men det er ikke det, han er kendt for. Skt. Nicolaus blev helgen på grund af sin godgørenhed mod de fattige. Og de gerninger findes der ingen videnskabelige beviser for.

Et af de mest kendte er, at han gav tre poser guld i medgift til tre fattige piger, som ellers var endt i prostitution frem for ægteskab. Om han gav pengene på én gang, over tre nætter, eller når pigerne nåede skelsår og alder, er der uenighed om. En tredje tese er, at Skt. Nicolaus steg med den sidste pose guld ned gennem skorstenen, for at faderen ikke skulle opdage, hvem giveren var.

Heraf julemandens hang til skorstene - og i den moderne udgave til at skjule sin identitet.

Da Skt. Nicolaus døde i 343 - hans døds- og dermed også helgendag er sat til den 6. december - begyndte andre at give gaver til de fattige børn.

Efter hans død er et af de mirakler, som tilskrives Skt. Nicolai, at han genoplivede tre mænd, som en slagter havde dræbt. De skulle sælges som skinke. Men Sct. Nicolaus genoplivede dem ved bøn. I den græske tradition er det tre græske studenter, helgenen bad tilbage til livet efter et røverisk overfald.

I dag er han skytshelgen for børn, pantelånere, studerende og søfolk - i Grækenland en kristen udgave af havguden Poseidon. Han er skytshelgen for hele Grækenland og for byer som blandt andet Moskva og New York.

I 1087 blev hans relikvier stjålet af italienerne. I den pæne udgave for at forhindre muslimerne i at ødelægge dem. I den mindre pæne for at tjene en formue ved at bruge relikvierne til at tiltrække pilgrimme. Så siden dengang har den syditalienske by Bari haft både en katolsk katedral og en ortodoks kirke, hvorfra der sælges myrra i små flasker, som siges at stamme fra væde der kommer fra Skt. Nicolaus' rester. De er med til at tilvejebringe præcis den formue, som nogle - måske - kalkulerede med i 1087.

En amerikansk historieprofessor, Charles W. Jones, skrev i 1953, at Skt. Nicolaus var en medvirkende årsag til reformationen i 1500-tallet. Det skyldtes hans popularitet og ikke mindst misbruget af den.

Kulten omkring Skt. Nicolaus var den mest intensive af alle ikke-bibelske helgener i kristendommen på den tid. Men selvom både reformationen og modreformationen forsøgte at nedtone den populære helgen, så levede han frejdigt videre blandt lægfolket - selv i Rusland, hvor han beskyttede kommunister mod ulve! Men mest af alt er han populær blandt børnene. Her er og var han et stensikkert hit. Omend han stadig i nogle lande gengives i kardinalkåbe - og langt skæg - så har han i de fleste småfolks bevidsthed et andet udseende end på malerier og utallige russiske ikoner.

Julen, som vi i hvert fald nogenlunde kender som familiefesten i dag, kommer - selvfølgelig - fra USA. Her er den ikke udviklet gennem langsommelig kulturforandring, som mange andre sæder og skikke, men som et bevidst forsøg på at få julen væk fra gaderne og ind i hjemmet.

Først skulle julen dog gå meget grusomt igennem. Blandt de indvandrede puritanere fra Holland og England var julen forbudt indtil 1660 og ansås i to århundreder derefter stadig for enten katolsk eller hedensk. Det var lige slemt.

Men i 1800-tallet havde julen udviklet sig til en folkelig, fordrukken gadefest, der hærgede New York. Det billigede det bedre borgerskab bestemt ikke, og deres var også magten til at ændre julefestlighederne til en pæn og ordentlig familiefest. Tvungen traditionsændring foregik ved, at amerikanske forfattere i 1820'erne skrev flere fortællinger om julemanden. Hans opførsel og værdier fik en mistænkelig lighed med amerikansk højere middelklasses takt og tone. Han kom i kane forspændt rensdyr med gaver til de artige børn - de uartige fik kulstykker og kartofler i deres julestrømper. Bortset fra kul og kartofler må man sige, at det var en fortælling med gennemslagskraft. Det var også her, helgenens popularitet for alvor begyndte at vige for den stadigt mere kommercielle udgave.

Der er kristne, som ikke bryder sig om, at julemanden i mange hjem har fortrængt den kristne fortælling om Jesu fødsel. Men der findes også grupper af reformerte, der, som de siger, foretrækker den kommercielle julemand frem for at fejre Jesus på en dato, som er så åbenbart forkert.

I dag er der eksperter, som mener, at julemanden tjener det formål, at børn lærer, at de ikke bare skal stole på, hvad voksne siger. Og en nylig undersøgelse viser da også, at børn ikke tager skade af, at deres forældre fortæller dem sandheden om julemanden: Nemlig, at han ikke eksisterer i virkeligheden.

Men lad os slutte med den amerikanske forfatter Carol Jean-Swanson, som i 1992 skrev, at julemanden er kommet til at ligne mennesker i sin adfærd.

- Før gav han kun til de fattige børn, ligesom Skt. Nicolaus. I dag ligner han os: Overvægtig, kommerciel og bebyrdet af materialisme og grådighed. Samtidig sætter han også idealerne op for os. Hvem har ikke en drøm om at være ren, uselvisk, gavmild og barmhjertig?

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk