Et særligt kirketårn ligger på Stændertorvet i Roskilde tæt på den domkirke, som er kendetegn for byen. Ved første øjekast ligner det blot et klassisk bykirketårn i samme sengotiske stil som mange andre kirker, der blev opført i 1500-tallet. Men dette tårn har ikke længere en kirke. Resterne af den gamle Sankt Laurentii Kirke ligger nu to meter under jorden – og to meter er åbenbart det, der skal til for at rykke 1000 år tilbage i tiden.
Museumsorganisationen Romu har for nylig genåbnet den underjordiske kirkes rum, efter man i et par år har arbejdet med, hvordan man kan fortælle det gamle steds historie på en ny måde.
Den snævre vindeltrappe, der fører til ruinen, hælder skarpt. Nogle gange skal man bukke hovedet. Allerede på de sidste trin rammes man af en tung og kold strøm af luft. I kontrast til formiddagens skarpe sol føles det som en fremmed, men velkommen gæst. Rummet for enden af trappen indeholder gamle ruinmure og gulve.
”Her blev engang indrettet et museum med genstande fra udgravningen, men dem har vi måttet fjerne igen, fordi indeklimaet ikke er egnet. Selve fortællingen om kirken er nu museets genstand,” fortæller Jesper Langkilde, som er middelalderarkæolog og museumsinspektør på stedet. De gamle sten ser ikke ud af meget. Kolde og grå. Men gennem arkæologens forklaring bliver de forvandlet til levende fortællinger om en svunden tid.
I hjertet af udstillingen står den gamle kirkebygning fra 1125, og det er først, når man når dette sted, at det føles som at stå i en kirke. Gulvet er lavet af teglfliser, der ligger som mosaik i sort og rødbrændte farver.
”Det er nok det tidligste eksempel på brugen af tegl,” fortæller Jesper Langkilde og forklarer, hvordan gulvet viser, at man allerede i 1100tallet var i kontakt med omverdenen, da fliserne ifølge analyser sandsynligvis blev importeret fra Tyskland. Datidens Roskilde har været et mødested for større strømninger i den katolske kirke. Før Reformationen havde byen 14 sognekirker, en domkirke og fem klostre.
I hjørnet buler gulvet nedad i stille kapitulation til en søjle, der har båret en hvælving, som blev bygget oven på det gamle gulv i 1200-tallet. Et melankolsk symbol på 500 års forglemmelse i en tid, hvor man ikke bevarede det gamle, men byggede nyt. Den fortælling cementeres af den endelige nedrivning af kirken i 1500-tallet, der dog efterlod tårnet intakt.
Turen fortsætter op ad samme smalle trappe som før. For hvert trappetrin tages en symbolsk bevægelse frem i tiden og væk fra kristendommen.
”Tårnet har stået som et slags vartegn for byen, siden kirken blev revet ned,” forklarer Mette Høj, som er museumsinspektør og samlingsansvarlig. Hun fortæller, hvordan tårnet først fungerede som vagttårn, derefter som rådhustårn og fængselstårn i 1800-tallet.
I fængselscellerne er der hvidkalkede vægge, som er dækket af indridsninger af skibe, plove og kalendere, der tæller ned. Et vidne om rigtige mennesker med interesser og drømme om et liv uden for tårnets tykke mure og en kontrast til den indgravering af Sankt Laurentius, der står på tårnets ydre side. Denne helgen blev set som de fattige og hjælpeløses beskytter.
Tårnets lange historie, som også inkluderede funktionen som pengeskab og vagttårn i tilfælde af alvorlige ildebrande, tjener dog ikke kun byen med titlen som museum i dag. Hver dag ringer den gamle klokke solen op og ned, ligesom den formodentlig også gjorde det i 1500-tallet.