Prøv avisen
Valg i kirken

Optakt til menighedsrådsvalg: Danmark er gået fra at have et kirkevæsen til at have en foreningskirke

Folkekirken er blevet en forening for dem, der er særligt interesserede i kristelige og åndelige spørgsmål. Når den er en forening, er det derfor også på en måde logisk, at den vælger en bestyrelse, som man gør i andre foreninger, nemlig ved en generalforsamling, skriver Viggo Mortensen. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix-

Folkekirken er blevet en foreningskirke. Teolog Viggo Mortensen skriver under menighedsrådsvalget tre refleksioner om demokrati i kirken

Jeg flyttede, lige før Corona lukkede alt ned og lagde en dæmper på vores integration i de nye omgivelser. Men ellers må man sige: Der er styr på det. Har man først meldt flytning, så retter alle ind. Kommunen ved, hvor den skal opkræve skat, posten videresendes, sygekassen og forsikringerne reguleres og omdirigeres. Man får sms om, hvornår det sorterede skrald afhentes. Grundejerforeningen byder velkommen og indkalder til generalforsamling. Det er dejligt med et velordnet samfund.

Men hvad med kirken? Hvor er det lige, jeg er kommet hen? Hvilket sogn hører jeg til? Jeg opsøger den nærmeste kirke, men erfarer indirekte, at det er ikke der, jeg hører til. Samtidig læser jeg i Grundtvigsk Tidende, at Inge Lise Pedersen, tidligere formand for Landsforeningen af Menighedsråd, fastslår:

”Det er interessant at se, at i København – i modsætning til resten af landet – er sognet aldrig blevet en bærende enhed.” Det gælder så også i Københavns omegn, finder jeg ud af. Der er snarere tale om ”standskirker”, siger Inge Lise Pedersen. København har aldrig rigtig fået sogne og sognekirker.

Nå, i min videre søgen finder jeg dog min sognekirke. Men hvorfor får man egentlig ikke som ny tilflytter en lille hilsen fra sin sognekirke, der fortæller om stedet, kirken og dens virke samt en indbydelse til at deltage?

Af interesse for sagen går jeg til det orienteringsmøde, som menighedsrådet indbyder til, hvor man orienterer om rådets arbejde blandt andet med det formål at vække interesse for at lade sig vælge til og deltage i menighedsrådets arbejde. Som det ofte nok er blevet fremhævet, er menighedsrådene faktisk demokratiske råd, der har markante beføjelser med hensyn til at tage ansvar for kirkens – ofte betydelige – bygningsmasse og disponere over de frie midler beregnet til at stimulere og iværksætte aktiviteter i og omkring kirken. Der er sådan set nok at gøre, som professor i religion og ret Lisbet Christoffersen siger i samme nummer af Grundtvigsk Tidende: ”Det er bare om at tage fat.”

Ved hurtig hovedregning kommer jeg frem til, at det er cirka 0,4 procent af sognets beboere, der er mødt op, en forsamling væsentligst bestående af det siddende/afgående menighedsråd, de ansatte og enkelte af de sagnomspundne ældre damer, der har deres gang i kirken og på kirkegården, hvor deres afdøde mænd ligger. Det er menigheden!

Der hersker en hyggelig og afslappet stemning. Alle kender hinanden og er på fornavn. Efter præsentationen af de forskellige udvalg og deres arbejde er der en fornem corona-korrekt servering, hvor man har mad til dobbelt så mange, som der er mødt frem.

Med den nye ordning af menighedsrådsvalget ved en valgforsamling kan man siges at have taget konsekvensen af den nyere udvikling af kirkesynet. Folkekirken er ikke længere en overordnet samfundsinstitution, der potentielt rækker ud til alle mennesker, således som den er defineret i Grundlovens paragraf 4. Men den er blevet en forening for dem, der er særligt interesserede i kristelige og åndelige spørgsmål. Når den er en forening, er det derfor også på en måde logisk, at den vælger en bestyrelse, som man gør i andre foreninger, nemlig ved en generalforsamling.

Men jeg er godt nok spændt på, hvordan det går. Bliver valglisterne retvisende? Kan man få folk til at stille op? Der bliver jo ikke tale om et i almindelig forstand demokratisk valg med lister og divergerende synspunkter, som brydes, og som afbalanceres gennem en valgprocedure.

Hvad med præsterne? Ja, de er jo ikke underlagt menighedsrådet. Menighedsrådet bestemmer, hvis de spiller deres kort rigtigt, hvem der ansættes. Men når præsterne er ansat, så øver de deres virke som gudstjenesteledere, liturgiforvaltere og begravelsesmyndighed uafhængigt af menighedsrådet. Det bedste, menighedsrådet kan gøre, er at bakke op om deres præst, hvilket da også heldigvis sker de fleste steder.

Men måske skulle man fokusere lidt mere på det. I Amerika har man en ”buy your pastor a beer day” for med en sådan gestus at vise, at man sætter pris på hendes eller hans virke. Og den anden dag fik jeg en indbydelse til at deltage i et amerikansk program, der hed ”Bless your Pastor” (velsign din præst). Det råd var også ment økonomisk, for coronatiden har også været svær for præsterne. Det er selvfølgelig et program tilpasset den amerikanske kirkelige virkelighed, hvor præsterne lever mere direkte af de bidrag, som den aktive menighed giver – eller altså giver mindre til.

Sådanne forhold har vi heldigvis ikke i Danmark. Her er præsterne velaflønnede og bor godt. Men derfor kan de godt have behov for opmuntring, så de ikke tror, at de er alene om at bære menigheden. Det kan de nemlig ikke.

Viggo Mortensen er professor emeritus i systematisk teologi. Han skriver under menighedsrådsvalget refleksioner om folkekirken.