Det var i 1922, og Europa lå i ruiner efter første verdenskrig. Byer var sønderbombede, hele befolkninger var ramt af sult og fattigdom, og en tårnhøj inflation havde ødelagt økonomien.
Derfor var dagsordenen også helt klar, da repræsentanter fra de evangeliske kirkesamfund i Europa og USA havde sat hinanden stævne i Bethesda-bygningen i København den 10. august 1922. Kirken måtte engagere sig endnu mere i genopbygningen af Europa, lød det på mødet, som var blevet til på initiativ fra den amerikanske evangeliske kirke. Og sådan blev det.
Mødet førte til oprettelsen af »Nødhjælp til Europas Evangeliske Kirker«, og i Danmark blev cand.theol. Alfred Theodor Jørgensen, som af nogle beskrives som »konsekvent luthersk«, udnævnt til formand for den danske afdeling. Kirkeministeriet støttede projektet og udnævnte fra officielt hold pinsedag til at være kollektdag for »Nødhjælp til Europas Evangeliske Kirker«. Og pengene strømmede ind. Faktisk så hurtigt og i så rigelige mængder, at ingen anså det for nødvendigt at oprette eget kontor i Danmark, for om få år ville nødhjælpsproblemet være løst. Troede man.
Sådan gik det dog ikke. Som det er set gennem hele menneskehedens historie, afløste den ene krise den anden, Europa blev ødelagt af endnu en verdenskrig, og ude i verden opstod et stigende behov for nødhjælp. »Nødhjælp til Europas Evangeliske Kirker« voksede sig større, stærkere og mere professionelt, og som en konsekvens af, at hjælpen nu ikke kun var rettet mod Europa, men hele verden, ændrede den danske afdeling i 1954 navn til Den Danske Folkekirkes Nødhjælp, senere Folkekirkens Nødhjælp.
Folkekirkens Nødhjælp var og er stadig den helt store aktør i det kirkelige nødhjælpsarbejde i Danmark, og helt naturligt går den store organisation, som trods navnet er en privat organisation, derfor også som en rød tråd gennem en ny bog med den sigende titel »Kirkeligt nødhjælpsarbejde«, som udkommer på mandag.
Bogens ti kapitler, skrevet af teologer, samfundsforskere og repræsentanter fra flere nødhjælpsorganisationer, giver dels et indblik i det kirkelige nødhjælpsarbejde gennem de seneste 100 år, dels en lang række bud på de udfordringer, problemer og opgaver, som formentlig vil præge de kommende årtiers nødhjælpsarbejde.
En kirkelig brønd
Det omfattende indblik i det danske kirkelige nødhjælpsarbejde er redigeret af cand.theol. Jan Nilsson og er et resultat af forskningsprojektet »Kirke og religion i dansk nødhjælp og udviklingsbistand«, som Folkekirkens Nødhjælp iværksatte i efteråret 2000 med base på Københavns Universitet.
Målet med forskningsprojektet har blandt andet været at belyse religionens betydning og kirkens indflydelse på nødhjælpsarbejdet, historisk og i fremtiden. For har det overhovedet nogen betydning, om nødhjælpsrationerne bliver uddelt af en kirkelig organisation eller ej?
- Naturligvis er vandet i en brønd, der er bygget af en kirkelig nødhjælpsorganisation, ikke mere livgivende, end hvis brønden er bygget af en ikke-kirkelig nødhjælpsorganisation. Men erfaringsmæssigt kan vi se, at det kirkelige fundament alligevel kan være en fordel i mange henseender. På det overordnede plan er der som udgangspunkt naturligvis en kristen vilje og forpligtelse til at hjælpe sin næste, og i begyndelsen er det netop, hvad der er udgangspunktet for arbejdet. Nødhjælp til Europas Evangeliske Kirker er, som navnet siger, rettet mod ligesindede i Europas kirkesamfund. Det giver et netværk, som stadig er vigtigt i det kirkelige nødhjælpsarbejde, fordi man ved hjælp af de lokale kirkesamfund lettere kan distribuere hjælpen og dermed få direkte kontakt med de nødlidende. Adskillige andre nødhjælpsorganisationer skal først have opbygget et netværk, før de kan distribuere hjælpen, lyder det fra Jan Nilsson.
Hvornår den første kirkelige nødhjælpsorganisation så dagens lys er svært at sige. Helt tilbage i starten af 1800-tallet, længe før oprettelsen af Folkekirkens Nødhjælp, havde adskillige missionsselskaber kombineret det internationale missionsarbejde med nødhjælp, blandt andet ud fra den betragtning, at et menneske i nød er lettere at omvende.
- I begyndelsen havde det kirkelige nødhjælpsarbejde langt mere karakter af mission end i dag. Missionsselskaberne erfarede dog hurtigt, at de ud over at forkynde evangeliet også måtte afhjælpe den legemlige nød, hvis de lidende skulle have overskud til at tænke på andet end deres egen overlevelse. Man betragtede nødhjælpen som et redskab i missionsarbejdet, siger Jan Nilsson.
I de første mange år var det kirkelige nødhjælpsarbejde, også i Folkekirkens Nødhjælp, i høj grad baseret på velviljen i det kirkelige miljø. Man samlede ind blandt sine egne og gav til sine egne. Men på et tidspunkt fik den kirkelige nødhjælp sit endelige folkelige gennembrud, og ifølge Jan Nilsson kan det tidspunkt fastsættes meget præcist.
- I 1968, da Nigeria indledte en krig mod den løsrevne provins Biafra, løftede Folkekirkens Nødhjælp sig definitivt ud af et rent kirkeligt miljø og fik en bred folkelig opbakning. Krisen i Biafra fik en mediedækning, som overgik næsten alt andet på det tidspunkt, og tv-billederne af de sultende børn i Biafra kom direkte ind i danskernes stuer. Folkekirkens Nødhjælps daværende generalsekretær Viggo Mollerup stod i spidsen, da de nordiske nødhjælpsorganisationer opbyggede en luftbro, hvor man i årene 1968-1971 med mere end 5000 flyvninger fik bragt mad og nødhjælp til de nødlidende. Det gav en enorm opbakning, specielt fordi de kirkelige organisationer gik foran alle andre hjælpeorganisationer i Biafra, siger Jan Nilsson.
Teologisk diskussion
Sultkatastrofen i Biafra blev ganske rigtigt et vendepunkt for Folkekirkens Nødhjælp.
Under mottoet »flyv nu, bed senere« fik piloterne, som beskrev sig selv som »Jesus Christ Airlines«, bragt nødhjælp frem til tusinder af sultende, og med Viggo Mollerup som aktionens øverste ansvarlige, placeret i hovedkvarteret i København, fik Folkekirkens Nødhjælp sit navn slået fast, nationalt og internationalt.
Ikke alle brød sig dog om sammenblandingen af kirke og nødhjælp, og udviklingen udløste en større teologisk diskussion om hele begrebet »kirkelig nødhjælp«.
I den nye bog påpeger Niels Thomsen, tidligere rektor for Præstehøjskolen, eksempelvis, hvordan den tidehvervske Niels Carl Lilleør kritiserede den private hjælpeorganisation Folkekirkens Nødhjælp for overhovedet at bruge ordet »Folkekirken« i sit navn, ligesom de to unge stud.theol.'er Margrete Auken og Johannes H. Christensen, som i dag er henholdsvis SF-folketingsmedlem og præst ved Skovshoved Kirke, ikke så det som en kirkelig opgave at ville afhjælpe nød. For langtfra alle var enige med økumenerne i, at kirkens opgave består af både forkyndelse og diakoni, skriver Niels Thomsen i sit bidrag til bogen om det kirkelige nødhjælpsarbejde.
- Over for dem står den folkekirkelige gruppe af nylutherske og grundtvigske, der fastholder, at kirkens opgave er at forkynde evangelium og lov. Man skal lægge mærke til fremhævelsen af lov. Det er heri, den teologiske legitimering af nødhjælpsarbejdet skal findes. Ud af forkyndelsen af loven kommer tjenesten. Det er motiveringen for, at nødhjælpsarbejdet skal tages op, men samtidig fastholdes det, at tjenesten i sig selv ikke er en kirkelig opgave. Det er en udgave af det Hal Kochske standpunkt: Diakoni er i grunden ikke kirkens opgave; ret beset burde staten løse disse opgaver. Karakteristisk er det imidlertid igen, at man fra begge grupperingers side er enige om Folkekirkens Nødhjælps berettigelse og praktiske virksomhed. Uenighederne vedrørte den teologiske forståelse af nødhjælpen, men havde ingen konsekvenser for nødhjælpsarbejdet, der udviklede sig i retning af stadig mere humanitært hjælpearbejde og nu også i retning af, at hjælpen blev brugt mere på udviklingshjælp og mindre på katastrofehjælp, skriver Niels Thomsen i sit bidrag til bogen »Kirkeligt nødhjælpsarbejde«.
Folkekirkens Nødhjælp blev genstand for endnu en diskussion om forholdet mellem politik og religion i begyndelsen af 1970'erne. Kirkernes Verdensråd havde på det tidspunkt netop iværksat en kampagne mod racisme, det såkaldte Raceprogram, som Folkekirkens Nødhjælp først valgte at støtte med et beløb på 5000 dollar. Efter behandling i forretningsudvalget blev pengene dog taget af budgettet igen, blandt andet med den begrundelse, at man »ønskede at holde hjælpearbejde og politik adskilt«.
Kirkernes Verdensråd opfordrede i stedet Det Økumeniske Fællesråd til at tage opgaven op, og dermed kom Folkekirkens Nødhjælp som medlem alligevel til at stå som en indirekte støtte til kampagnen mod racisme. Det førte til skarp kritik, blandt andet fra Søren Krarup, sognepræst og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, hvilket stud.theol. Lene Suh Nicolaisen beskriver i bogen »Kirkeligt nødhjælpsarbejde«.
- Tidehvervs bannerfører sognepræst Søren Krarup vægrede sig i Ekstra Bladet den 28. februar 1972 imod, at nogen skulle mene noget på vegne af ham, idet han fremførte det synspunkt, at der ikke findes en særlig kristen moral - ej heller en særlig kristen politik. Af samme årsag anså han hele kampagnen som meningsløs: »Der er med andre ord slet ingen kristelig og retfærdig moral. Der er heller ingen kristelig og retfærdig politik. Men kristendommen siger, at i moralske, ideologiske og politiske forhold må ethvert menneske handle i eget navn og på eget ansvar. Deri består det kristne menneskes frihed«. Hans frygt var dog ikke så meget, at kirken skulle komme til at støtte én side i en væbnet konflikt, men at Raceprogrammet ville føre til en ophævelse af folkekirken, fordi det satte lighedstegn mellem folkekirken og en særlig politisk ideologi, skriver Lene Suh Nicolaisen om kritikken af Folkekirkens Nødhjælp.
Ikke overdrive det kirkelige
I dag er den teologiske diskussion om Folkekirkens Nødhjælp stort set forstummet, og ingen kræver længere, at »Folkekirken« fjernes fra navnet.
Det kan virke paradoksalt, i og med at den store nødhjælpsorganisation i offentligheden faktisk har betonet sit kirkelige fundament markant de seneste år. I januar 2001 udarbejdede organisationen et arbejdspapir, der direkte beskriver Folkekirkens Nødhjælp som »en økumenisk udviklings- og nødhjælpsorganisation, som er en del af dansk kirkeliv«, ligesom hjælpearbejdet blandt andet begrundes med en henvisning til Markusevangeliets kapitel 10, vers 45, hvor der står: »For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange«.
At det kirkelige fundament for nødhjælpsarbejdet ikke bare er blevet styrket, men også accepteret i brede teologiske kredse kan forklares med, at tiden har arbejdet til gunst for den kirkelige nødhjælp, lyder det fra journalist og konsulent Kirsten Lund Larsen, der er tidligere vicegeneralsekretær og som også har bidraget til bogen »Kirkeligt nødhjælpsarbejde«.
- Troen vil ikke spille en mindre rolle i vores liv i de kommende år, og det vil formentlig også afspejle sig i opbakningen til de kirkelige nødhjælpsorganisationer. I modsætning til for 15-20 år siden oplever vi en stigende religiøs søgen og bevidsthed, og det kan være en fordel for de organisationer, der netop er baseret på et kirkeligt fundament. Det kirkelige fundament vil blive set som en garanti for organisationens oprigtige og uselviske ønske om at hjælpe og vil give dem en fordel i forhold til andre, mindre værdibaserede organisationer, siger Kirsten Lund Larsen, som dog understreger, at det kirkelige fundament kan betones i offentligheden, men ikke skal overdrives internt.
- Der er en hård kamp om pengene til nødhjælp, og derfor skal de kirkelige nødhjælpsorganisationer fungere på moderne, professionelle vilkår. Det nytter eksempelvis ikke noget, at de ansætter folk på baggrund af deres kirkelige ståsted, hvis de faglige kvalifikationer ikke er i orden. Det har Folkekirkens Nødhjælp heldigvis været meget opmærksom på, og derfor er det i dag blevet en utrolig velfungerende og stærk organisation, siger Kirsten Lund Larsen.
Også Jan Nilsson, redaktør af den nye bog »Kirkeligt nødhjælpsarbejde«, vurderer, at kirkeligt nødhjælpsarbejde generelt og Folkekirkens Nødhjælp i særdeleshed kan stå stærkt i det fremtidige nødhjælpsarbejde.
- Med den tidligere generalsekretær Christian Balslev-Olesen blev Folkekirkens Nødhjælp for alvor en professionel organisation, ledet efter moderne ledelsesprincipper, og den linje er blevet videreført af den nuværende generalsekretær Peter Lodberg, som samtidig har været med til at styrke den kirkelige profil. Vi kan se, at Folkekirkens Nødhjælp har virkeligt gode resultater med sogneindsamlingerne og de store landsindsamlinger. Det er blevet en meget åben organisation, og i befolkningen er der et stort kendskab til den, så hvis man formår at fastholde den kurs, vil Folkekirkens Nødhjælp mindst spille en lige så stor rolle i det fremtidige kirkelige nødhjælpsarbejde, som den har formået at gøre de seneste 80 år, siger Jan Nilsson.
»Kirkeligt nødhjælpsarbejde«, redigeret af Jan Nilsson, udgives af Gads Forlag mandag den 28. april. 230 sider, 199 kroner.