Prøv avisen
Kirken i verden

Fra nyreligiøse grupper til ny spiritualitet

Religion udvikler sig hele tiden. Menneskeheden har altid set nye religiøse bevægelser komme. Men set over tid kan man iagttage, at der tilsyneladende er perioder, hvor aktiviteten stiger, og hvor den religiøse innovation blomstrer. En sådan periode havde vi i sidste halvdel af forrige århundrede. Foto: Casper Christoffersen

Er guruerne stadig over os? Nej, men de har været med til at ændre det religiøse landskab

Det er nogle markante ændringer i det religiøse landskab, som Kristeligt Dagblads serie om guruer har været med til at sætte fokus på. For at sætte udviklingen i perspektiv vil jeg kort referere fra et møde, jeg i 1973 deltog i.

Det hele foregik i det kommunistiske dagblad Land og Folks hus. Festsalen var propfuld, og et pragtfuldt billede af Lenin hang på bagvæggen. Det var ikke egentlig glorificerende, men viste en mand i slængkappe, der havde noget at gøre, og som var opsat på at komme ud og få det gjort. Nå, måske bekom hele det setup ham ikke vel, for midt under seancen faldt portrættet ned og blev båret længere tilbage på scenen til de 600 deltageres store moro. Lidt utilpasset var han nok, for mødet handlede om forholdet mellem nyreligiøsitet og venstrefløj. Bare få år tidligere havde det været utænkeligt. Da var der på venstrefløjen ikke mere at sige om religionen end det, Marx havde sagt: at religionen var opium for folket og derfor skulle bekæmpes.

For mig blev dette møde, hvor jeg sad i panelet, en øjenåbner for de nye vinde, der fremover kom til at blæse på det religiøse overdrev. I panelet sad flere repræsentanter for diverse nyreligiøse retninger. Mest indtryk gjorde Ole Grünbaum, der med vildt hår og skæg placerede et plasticbillede af den lille fede guru Maharaj Ji foran sig. I en messende stil fremførte han guruens budskab om kærlighed og tro på, at man kan finde sandheden inde i sig selv.

Mange af de andre deltagere i panelet, for eksempel Ebbe Kløvedal Reich og Nils Ufer, er døde. Men Ole Grünbaum er stadig aktiv. Han har i dette år udsendt to bøger, der på hver deres måde fortsætter hans engagement på såvel det politiske som det religiøse område. I bogen ”Bryd igennem. Det er vores verden” fortsætter han det venstreorienterede engagement i et opgør med alt det, der er galt i vores samfund, som i stigende grad hærges af ufordragelighed, grådighed og inkompetence. En helt anden karakter har bogen ”Tusind og en nats samtaler”, der gengiver fortællingen om digteren Rumi og vismanden Shams. Men på en måde er budskabet det samme som i den gamle nyreligiøsitet: ”Når hjertets dør åbnes, finder du hele universet i dig selv. Når du kender dig selv, kender du alt.”

Men Ole Grünbaum er en enlig svale, når han forsøger at forbinde sin ungdoms engagement i såvel det politiske som det religiøse. De fleste andre har fulgt den generelle trend, hvor religiøsiteten er blevet sekulariseret og blevet spredt tyndt ud over. Nutidens guruer er ikke længere de østlige vismænd, men nutidens strømlinede psykologer, der tjener deres penge i den stadig voksende rådgivnings- og konsulentbranche.

På trods af al tale om religionens tilbagekomst har den mest fremherskende bevægelse på det religiøse område i de sidste 100 år været en tiltagende sekularisering, der helt håndgribeligt også viser sig i en dalende opslutning til de etablerede religiøse institutioner, in casu folkekirken. Men da mennesket fra naturens side er skabt som et relationelt væsen, viser det sig, at religionen ikke kan udryddes. Den bibelske lignelse om, hvorledes den onde ånd drives ud, så huset står fejet og prydet, viser igen sin aktualitet. Det sidste bliver værre for dette hus end det første, for der rykker syv nye ånder ind (Lukasevangeliet 11, 24).

Hvad er det som karakteriserer de nye ånder? Ja, det er netop, at de ikke er én, men flere. Den store fortælling om det religiøse landskabs udvikling i løbet af de sidste godt 50 år er netop en historie, der går fra mono til multi. Vi var et monoetnisk, et monokulturelt og et monoreligiøst land. Men vi er nu (på vej til at være) et multietnisk, et multikulturelt og et multireligiøst land. Religionen er blevet spredt tyndt ud overalt og dukker op de besynderligste steder. Når jeg sætter ”på vej til at være” i parentes, er det, fordi vi stadig har en grundlov, der fastholder sin oprindelse i et monoreligiøst samfund med dens paragraf 4 omhandlende den danske folkekirkes fortrinsstilling, som gentages i den nuværende regerings grundlag, når det, der siges, at ”Danmark er et kristent land”.

Der er ikke noget overraskende i, at religion hele tiden udvikler sig. Menneskeheden har set nye religiøse bevægelser komme og gå hele tiden. Men set over tid kan man iagttage, at der tilsyneladende er perioder, hvor aktiviteten stiger, og hvor den religiøse innovation blomstrer. En sådan periode havde vi i sidste halvdel af forrige århundrede, hvilket på mange måder var uventet. Efter depression og verdenskrige var Europa ved at komme til kræfter. Den herskende internationalisering og globalisering med massekommunikation og migration satte gang i sociale forandringsprocesser, der udfordrede de traditionelle samfundsmæssige og religiøse institutioner. Resultatet var en opblomstring af nye religiøse bevægelser. Den religiøse socialisation blev derefter ikke noget, der skete i en overlevering fra den ene generation til den næste. Den finder i mindre grad sted i de etablerede samfundsinstitutioner som hjem, skole og kirke, men bliver noget, man vælger. Overskriften er: fra vane til valg. Fra at den religiøse adfærd var en vanemæssig adfærd, bliver den til et valg. Individualismen sætter sig igennem, hvilket betyder at den religiøse dannelse bliver en del af det enkelte individs projekt. Denne ”vending mod selvet” fører til en optagethed af velvære for ens ”krop, sind og ånd”, som nu er noget, man holder messer for. Man vil opleve frelsen som mere håndgribelig: åndelig vækst og legemligt velvære. De hårdt disciplinerede nyreligiøse grupper blev afløst af en mere blød og ubestemmelig ”ny spiritualitet”.

Men hov: Glemte du ikke noget? Jo, selvfølgelig: den islamiske vækkelse. De nyreligiøse bevægelser fra forrige århundrede indvarslede en ny måde at være religiøs på, men de fleste kultlignende grupper forsvandt lige så stille igen. Men de var på deres måde med til at bane vejen for den nye spiritualitet, der spredes tyndt udover, samt den vækkelsesbevægelse, der under navn af islamisme, kommer til afgørende at præge det 21. århundrede.

Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi.