Prøv avisen
Boguddrag

Fra præst til asatroende: Derfor siger jeg farvel til kristendommen

I sommeren 2018 forlod Johan Christian Nord sit embede som valgmenighedspræst og bekendtgjorde, at han var vendt hjem til det nordiske hedenskab. I dette boguddrag fortæller han om bevæggrundene. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

I en ny bog forklarer tidligere valgmenighedspræst Johan Christian Nord om sine bevæggrunde for at vende kristendommen ryggen. I dette uddrag fra bogen fremhæver han de grundtræk ved Det Nye Testamentes livstydninger, der er kommet til at byde ham så kraftigt imod, at han ikke længere ønsker at kalde sig kristen

Himmelfikseringen

I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud (Jakobsbrevet 4,4).

Vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser (Fillipperbrevet 3,20).

I august flyttede vi fra præsteboligen. I begyndelsen af september bragte Asa- og Vanetrosamfundet Forn Siðrs medlemsblad Vølse en personlig, kristendomskritisk artikel fra mit tastatur. Jeg havde meldt mig ind i trossamfundet kort tid efter opsigelsen af embedet og aftalt med bladets redaktør, at jeg skulle skrive en tekst om afskeden med kristendommen. Det blev et håndfast udfald – med en mildt sagt uforsonlig titel. Da bladet var udkommet, sendte jeg en elektronisk udgave ud på det oceaniske internet, hvor den fortsat kan findes.

Tekstens grundtone var anklagende, både mod præstestanden og mig selv som forhenværende del af den. Hovedpåstandene var – og er – dels, at Det Nye Testamentes religion er en naturstridig affære; dels, at størstedelen af kirkens m/k’er i al almindelighed gør sig sagen for let, når de forkynder det såkaldt glade budskab. Altså: At danske præster i al almindelighed kryber udenom det radikale, og dermed det rabiate, i Det Nye Testamentes udtalte krav om afsværgelse af denne verden – og deraf følgende ringeagt for de mennesker, der ikke anråber Jesus Kristus som herre og frelser. “Had din slægt og elsk din fjende – indledende bemærkninger om kristendommens perverse grundpræg.” Påstanden om, at ‘levebrødspræster’ har gjort sig kristendommen for magelig, er – som de indviede allerede ved – en klassiker i kirkehistorien. Typisk udtales den af idealistisk opflammede (og ugifte) mænd, som efter mange år med næsen i Skriften er endt med den opfattelse, at Det Nye Testamentes kristendom beklageligvis slet.

Forventeligt og forståeligt nok fremkaldte dette angreb både forundring, vrede og lyst til latterliggørelse blandt en del teologer og præster. Hovedindvendingen var, at jeg var en dårlig teolog, der læste teksterne alt for bogstaveligt og uden sans for den større sammenhæng, de indgår i – herunder den teologiske tolkningshistorie, der er dannet omkring dem i tidernes løb. Nogle kaldte mig både det ene og det andet. Et par stykker mente, at jeg måtte være midt i et mentalt sammenbrud; at “stakkels Johan” tydeligvis havde fået “en psykisk lidelse,” som en tidligere embedssøster så indfølende udtrykte sig. Jeg svarede på så lidt som muligt, angav at jeg ville vende tilbage med en længere udredning, rystede støvet af fødderne og fortsatte ad den vej, jeg havde afgjort mig for. Denne del af historien er det lovede svar til dem, der måtte have lyst til at lytte. Det er, ganske rigtigt, ikke et forsøg på at bedrive teologi. For teologi er der – med trosmatematikeren Johannes Horstmanns ord – kun tale om, når tænkningen finder sin begrundelse “i den skete åbenbaring og dennes sigte mod prædiken,” altså når det drejer sig om:

... fornuftens arbejde med en genstand, der er Guds åbenbaring i Kristus, en genstand, der som Guds åbenbaring ikke kan være fornuftens genstand, men som Guds åbenbaring vil gøre sig gældende i fornuftens verden.

Horstmann har ret, særligt når man oversætter hans begrebsbestemmelse til et sprog, der kan forstås af (os) ikke-teologer: Teologi er at lade tanken tage afsæt i (noget, man kalder sin) Guds åbenbaring og ved endt undersøgelse, behændigt nok, finde sit endepunkt i samme ‘sandhed’, som man begyndte ved. Det afsæt deler jeg ikke, så mit anliggende er et andet; nemlig at læse, hvad der faktisk står i nogle af de kernetekster, som præster aflægger deres løfte på, og tilkendegive min umiddelbare reaktion på dem. Anderledes udtrykt: Hensigten er at fremhæve de grundtræk ved Det Nye Testamentes livstydninger, der er kommet til at byde mig så kraftigt imod, at jeg ikke længere ønsker at kalde mig kristen. Vi kunne kalde det en kildenær, personlig gennemtænkning. Hvert af de fire kapitler i denne del har den samme slags anslag: først en hjemmekogt, klinisk benævnelse af det lag i den nytestamentlige psykologi, der skal omtales; dernæst to bibelcitater til illustration af, hvor vi skal hen. Derfra udfoldes undersøgelserne, sådan som det nu giver mening – for fortælleren. Så vidt forbemærkningerne.

Nu til sagerne. Hensigten er at gøre regnskabet op, så vi kan komme frem til opbyggeligheden. Så altså, himmelfikseringen foreslås hermed som diagnostisk betegnelse for selve grundskaden ved Det Nye Testamente, nemlig dets anspændte betoning af det såkaldte himmeriges nærhed og snarlige ankomst i det synlige samt den hermed forbundne længsel efter vredens dag, hvor Herren langt om længe vil overdynge den kendte verden og de ikke-kristne mennesker med ild og svovl. Mere direkte – og personligt – udtrykt: Min modvilje mod kristendommen skyldes først og fremmest, hvad vi med dagligsproget kunne kalde Det Nye Testamentes mangel på jordforbindelse, altså kernetekstens himmelråbende påstand om, at vi mennesker ikke har hjemme i denne verden; at alt ikke er, som det skal være her på den blågrønne klode, og at fadergudens udvalgte, elskede børn derfor har deres sande hjem et andet sted.

Teologer og præster kan – og vil – naturligvis udpege alskens forskelligheder, tolkningsmuligheder og såkaldte subtiliteter til relativering af deres helligteksts nedværdigelse af den jordiske eksistens, men min sag er en anden; nemlig det helt enkle: at pege på Det Nye Testamentes basale modsætningsforhold til den jordiske tilværelse – at standse op ved bogens åbenlyse og uforsonlige krigserklæring mod dét, der kaldes denne verden, altså mod selve den erfaringsvirkelighed, som Jordens børn deler med hinanden.

De anførte tekststeder tydeliggør på hver sin måde den nytestamentlige idé om et modsætningsforhold mellem de troende og den jordiske eksistens. Man kunne have valgt en mængde andre, for det drejer sig netop om en kernetanke – ikke blandt flertallet af danske ‘kristne’, men i allerhøjeste grad i Det Nye Testamentes religiøse univers. Det første citat er mest håndfast i sin afsværgelse af det, der kaldes ‘verden’: Kristne, der gør sig til venner med verden, siges at være utro over for Gud (der jo, som bekendt er en nidkær herre, altså en sammensmeltet fader- og ægtemandsfigur med mildt sagt veludviklede anlæg for jalousi), og den, der vil være ven med verden, står derfor i fjendskab med Faderen. Det er en vældig klar opstilling af et enten-eller, som teologerne selvfølgelig har deres svar på, men som – således påstanden herfra – ikke har stort at gøre med almindelige, danske menneskers liv, der (så vidt jeg er orienteret) i reglen ikke handler om at længes bort fra dødens dunkle klode, men om at gøre, hvad man nu kan for at finde sig til rette med denne verdens vilkår og erfare en mening med det liv, vi deler med hinanden her i vores grønne ørige.

I det andet citat omtales modsætningsforholdet ud fra metaforen statsborgerskab; de kristne siges at have deres statsborgerskab et andet sted end på jorden. For denne verden er et overgangssted. Dommens dag er nær, og hjemmet venter på den anden side af ilden. Et kristeligt liv er adgangsbilletten. Denne tvangsprægede fiksering – som jo betyder fastlåsning – af blikket i himmelvendt retning indebærer, at der i Det Nye Testamentes forestillingsverden er, hvad vi kunne kalde, et kraftigt underskud af jord, en mangel på konkret refleksion over det jordiske liv i egen ret. Et letforståeligt, og for de fleste jordboere formentlig temmelig frastødende, eksempel kunne være spørgsmålet om kønnenes forening og videreførelsen af slægten.

Undervejs i evangeliefortællingerne møder vi en lang række opfordringer til at lade tilhørsforholdet til sektlederen Jesus stå over ens egen familie. I den ‘lette’ ende møder vi et par fiskere, som gives ordre til at efterlade deres gamle far i familiens båd for i stedet at følge Jesus og blive noget, han kalder menneskefiskere. I den tungere udformning udstikkes der direkte slægtshadske påbud, som de fleste folkekirkepræster vist kun kan finde stemme til at læse højt, fordi de fra den teologiske badutspringer-kunst har lært at læse imod teksternes udsagn – og dermed neutralisere giftstoffet i dem. Et sigende eksempel kunne være den religiøse leders ord ved udsendelsen af sine disciple i Matthæusevangeliet:

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd.

Den samme opfattelse findes i Lukasevangeliet, hvor Jesus forsøger at forklare en større mængde interesserede, hvor meget det faktisk koster at følge ham. Også dengang var der åbenbart ivrige sjæle, som hang ved hans skørter i den tro, at Herren skulle være mindre kompromisløs, end han selv giver udtryk for at være:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.

Ifølge de teologer, der kommenterede min lille exit-artikel om kristendommens perverse grundpræg, hvori jeg omtalte dette stykke fra Lukasevangeliet, havde jeg – snotdum, som jeg er – komplet misforstået tekstens udsagn: Den handler, ifølge disse lærde sognepræster, nemlig slet ikke om at hade sin familie, men blot om ikke at overdyrke det biologiske slægtskabsbånd. Set herfra virkede det snarere, som om de pågældende teologer ikke havde forstået, hvad jeg skrev – nemlig at også denne afsvækkede tolkning byder mig imod. For jeg forstår faktisk slægtskabsbåndet som en ukrænkelig hovednerve i den menneskelige eksistens, et helligt ankerpunkt for menneskers liv på Jorden – og jeg er temmelig sikker på, at jeg ikke er alene med den opfattelse. Den er, for nu at udtrykke det så jordnært som muligt, ret så nærliggende. Men tydeligvis ikke for Det Nye Testamentes forfattere, der glæder sig så meget til den himmelske fremtidslykke, at de opfatter enhver almindelig beskæftigelse med opretholdelse af denne verdens liv som uvedkommende for den sande tilværelse i Jesu Kristi fodspor.

Hos apostlen Paulus finder man endnu et eksempel, som – alt efter temperament og humør – enten kan kaldes morsomt eller skændigt. Det drejer sig om foreningen af mand og kvinde. Afsættet er, at nogle fra den kristne menighed i Korinth lader til at have spurgt deres højt oplyste (og ugifte) lærer, hvad de (dog) skal stille op med det kønsliv, der åbenbart fortsat rører på sig i dem:

Hvad angår det, I skrev, så er det bedst for en mand ikke at røre en kvinde. Men for at undgå utugt skal enhver mand have sin hustru, og enhver kvinde sin mand. En mand skal give sin hustru, hvad han skylder hende, og en hustru ligeså sin mand. En hustru råder ikke over sit legeme, men det gør hendes mand; ligeså råder heller ikke en mand over sit legeme, men det gør hans hustru. I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er blevet enige om det for en tid, for at I kan hengive jer til bøn og så komme sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende. Men dette siger jeg som en indrømmelse, ikke som en befaling. Jeg ser helst, at alle mennesker er som jeg; men enhver har sin egen nådegave fra Gud, den ene på én måde, den anden på en anden måde. Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, hvis de bliver ved med at være som jeg. Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.

Flere træk vækker ‘interesse’ ved denne livsvejledning. Mest påfaldende er selve den store lærers grundopfattelse – at det er bedst for en mand ikke at røre en kvinde. Prøv lige at læse de ord én gang til (og forestil dig eventuelt, for klarhedens skyld, at de kom ud ad munden på lederen af en nutidig dommedagskult): Det er bedst for en mand ikke at røre en kvinde. Idealet er krystalklart – og indeholder selve definitionen på livsfornægtelse. For hvis det er bedst ikke at røre en kvinde (som vi jo altså godt ved, man bliver nødt til for at dyrke sex med hende), ja, så må den logiske følge være, at det er bedst, hvis der ikke bliver født flere børn. Sådan tænker Paulus, fordi han regner med, at sjælens bedste ven vil vende sejrrigt tilbage en af de allernærmeste dage – and nothing else matters.

Først herefter nævnes det, at mænd og kvinder i almindelighed bør forene sig for at undgå utugt. Og vi gentager – endnu engang: for at undgå utugt skal mænd og kvinder binde sig til et enkelt modsatkønnet eksemplar, ikke for at sikre slægtens og livets fortsatte beståen. Herefter følger formaningerne om ikke at nægte den anden ægtefælle seksuelt samkvem, med mindre man altså er blevet enige om fælles afholdenhed for at koncentrere sig om Herren i Himlen, så længe man nu kan klare det – og til sidst gentages remsen så endnu engang i let varieret form:

Paulus ser helst, at alle er som han, altså ugifte, seksuelt inaktive og barnløse, men anerkender tingenes tilstand og anbefaler således dem, der ikke er i stand til at følge hans gode eksempel, at gifte sig, for (som det så romantisk formuleres) “det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.” Tankegangen burde være umisforståelig: Kristne mænd og kvinder skal ikke forene sig med hinanden for at helligholde Jordens orden og videreføre slægtens liv, men for at sikre sig imod at dyrke sex med flere end ét menneske.

Sådan forbereder gode Jesus-troende sig på dommedag. At en tilværelse som enlig, og dermed barnløs, ville være det allerbedste nu, hvor “tiden er knap”, indprentes endnu en gang lidt længere henne i teksten, hvor Paulus understreger, at meningen med anbefalingerne er at hjælpe brevets modtagere med altid at tænke på Herren:

Jeg ser helst, at I er fri for bekymringer. En ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan han kan være sin hustru til behag, og er splittet. Og en ugift kvinde eller ung pige tænker på Herren, på at være hellig både i legeme og ånd; men den, der er gift, tænker på verden, hvordan hun kan være sin mand til behag. Det siger jeg til jeres eget bedste, ikke for at baste og binde jer, men for at I uforstyrret kan leve sømmeligt og holde jer til Herren.

Set herfra er det temmelig tydeligt, ja, faktisk entydigt, hvor Paulus vil hen – nemlig i Himlen, og det betyder: væk fra denne verden og dermed væk fra den livgivende sammenføjning af elementerne, der blandt størstedelen af de levende opleves som selve livets fylde. Hans ønske er, at menighedens medlemmer skal have så lidt med kønslivet at gøre som muligt. Det vil give dem færre bekymringer, så de bedre kan tænke på Herren og fiksere blikket på den himmel, som han skal vende tilbage fra for at udfri de udvalgte fra den jordiske straffetilværelse, som deres urforfædre pådrog sig, da de – i syndigt begær efter at vide mere – rakte ud efter erkendelsens frugt og pådrog sig skabergudens vrede.

Det sære er ikke, at en dommedagssekt har kunnet mene den slags. Det er der masser af nyreligiøse bevægelser, der gør. Nej, det sære er, at såkaldt højtuddannede mennesker, som ikke (nødvendigvis) selv nærer noget udtalt ubehag ved livet, kan påstå, at deres helligskrift ikke rummer de synspunkter, som enhver jo kan åbne sine øjne og selv læse i bogen. Men helligskriftets indhold rokker ikke ved teologernes evne til omtydning. Hvorfor ikke? Det må de – eller det må I – i sagens natur selv svare på. Jeg aner det ikke.

Jeg véd kun, at jeg er færdig med at få penge for at læse højt fra himmelfikserede beretninger og breve, som sviner vores verden til. For jeg véd, at Jordens liv er helligt – og er færdig med at tale udenom.

Jeg véd kun, at jeg er færdig med at få penge for at læse højt fra himmelfikserede beretninger og breve, som sviner vores verden til.

Et par stykker mente, at jeg måtte være midt i et mentalt sammenbrud; at “stakkels Johan” tydeligvis havde fået “en psykisk lidelse,” som en tidligere embedssøster så indfølende udtrykte sig.