Det første hun gør, da hun kommer ind i lokalet, er at gå hen til vinduet og trække de hvide gardiner for. Hun må ikke ses udefra. Hun sætter sig ned på stolen nærmest vinduet og hælder te op i et krus. Hendes mørke hår er samlet i en hestehale, hun har blå cowboybukser og en tætsiddende, olivengrøn bluse på.
Den 22-årige tyrkiske pige Filis bor på Frederikssund Krisecenter, efter at hun er sluppet ud af et tvangsægteskab med fysisk og psykisk vold. Hun kan ikke blive i Danmark, fordi hendes opholdstilladelse er blevet inddraget. Rejser hun hjem til Tyrkiet, risikerer hun livet - hendes bror har truet med at slå hende ihjel.
Tolken oversætter, mens Filis på tyrkisk fortæller sin historie.
Filis voksede op i en lille kurdisk landsby. Her gik hun i skole og kom i gymnasiet.
- Efter gymnasiet ville jeg gerne have et arbejde, men jeg måtte ikke. Min familie var bange for, at jeg ville blive for selvstændig eller være sammen med drenge. Derfor fik jeg ikke lov til noget som helst efter skolen.
Traditionen tro arrangerede familien et ægteskab for hende. Da var hun 20 år, og familien mente, at det var på høje tid, hun blev gift. Manden skulle være en 24-årig tyrker, der boede i Danmark. Han blev valgt, fordi han kom fra en respekteret familie.
- Mine forældre spurgte mig, om jeg ville giftes med ham, og jeg sagde nej. Men da havde de allerede bestemt sig.
Et ægteskab med tvang
Filis kommer til Danmark som nygift i november 2001. Det er første gang, hun er ude at rejse, hun er spændt og ser frem til sit nye liv. Danmark - der må hun da kunne få lov til at gøre nogle af de ting, hun ikke måtte i Tyrkiet. Men sådan skulle det ikke være. Ægteskabet går galt fra begyndelsen.
- Han var sygeligt jaloux. Uanset hvor vi var, holdt han øje med mig. Jeg måtte ikke se på andre. Jeg ville gerne gå til undervisning, men det måtte jeg ikke. Jeg måtte ingenting alene.
Dagene går med opvask, madlavning og rengøring i lejligheden, hvor de bor sammen med mandens mor. Filis lærer aldrig at tale dansk, for de eneste, hun taler med, er familien og en anden tyrkisk pige i opgangen.
- Jeg kunne ikke enes med hans mor. Vi havde problemer, mig og min mand, vi skulle lære hinanden at kende, før det kunne blive godt. Men hun blandede sig og gjorde det værre. Min mand sagde, at jeg bare skulle gøre, som hun sagde.
Gjorde hun ikke, som der blev sagt, slog manden hende.
- Det var småting. Lussinger og skub i ryggen. Der måtte ikke komme mærker, hvis nu jeg gik til politiet, siger hun og fortæller, at han også slog hende, da hun blev gravid.
- Da jeg var otte måneder henne, fik jeg plukveer. Jeg lå på sengen. Min mand bad mig om at hente noget vand, men jeg sagde nej, fordi jeg havde ondt. Så fik jeg en lussing. Jeg skulle bare gøre, som han sagde.
En dag mens Filis er i bad, finder hendes mand en besked på hendes mobiltelefon. En ven fra Tyrkiet har sendt en sms og spurgt til hendes liv i Danmark.
- Han blev rasende, kylede telefonen ind i væggen og slog mig. Så smed han mig og barnet ud. Jeg satte mig på en bænk og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var så koldt, at jeg endte med at gå tilbage igen, fortæller hun.
Kort tid efter går det helt galt.
Mandens to brødre kommer på besøg. De sætter sig i stuen og taler med svigermoderen. Filis går ud i køkkenet for at sætte kaffe over. Da hun kommer ind i stuen igen, kyler den ene af brødrene fjernbetjeningen efter hende og råber:
»Hvordan er det, du behandler min mor, hvorfor gør du ikke, som hun siger?«
- Han sagde, at jeg skulle være klar over, at det var moderens lejlighed, og at jeg ikke havde noget at skulle have sagt. Vi begyndte at skændes, og så kom min mand og smækkede mig en, fortæller Filis.
Broderen spørger manden, om han ikke kan holde styr på sin kone. Det ender med, at Filis' mand bliver bedt om at vælge mellem sin mor og sin kone.
- Så jeg fik besked på at tage min datter og skride.
Desperat tager hun over til sin søster, der også bor i Danmark. Men der er ingen hjælp at hente.
- Hun kunne ikke se, at det var forkert, det min mand og hans familie gjorde imod mig.
Filis får lov at overnatte hos søsteren, men næste morgen sender hun hende tilbage. Da Filis ringer på døren til sit hjem, vil hendes mand ikke lukke hende ind. Filis kan høre, at de er der inde. Men de åbner ikke døren. Hun ved, at der holder taxaer nede ved stationen. Med datteren i favnen går hun derned. Hun ser, at en af chaufførerne har mørkt hår - han er tyrker og kan hjælpe hende. De kører afsted mod København.
- Jeg var bange, jeg tænkte, hvor kører han mig hen, jeg kendte ikke nogen af de steder, vi kørte forbi, husker hun.
- Jeg havde det så dårligt. Jeg var fuldstændig færdig. Jeg tænkte på det halvandet år i Danmark - det var, som om det var tabt. Jeg følte mig beskidt og brugt. Brugt i halvandet år, en der bare skulle gøre det ene og det andet. Og lige pludselig får man et spark og får at vide, at man skal skride.
Filis ender på Frederikssund Krisecenter. Her sidder hun med sin datter og venter. Venter på, at myndighederne skal afgøre hendes fremtid. Hun drømmer om at få en lille lejlighed, lære at tale dansk og få et job. Drømmer om, at hendes datter kan få et bedre liv end hende. Men Filis har ikke opholdstilladelse. Hendes sagsbehandler vil prøve at søge politisk asyl, men personalet på krisecenteret regner ikke med, at hun får lov at blive i Danmark.
Filis' familie i Tyrkiet viser ingen forståelse for hendes forliste ægteskab. Hvis hun kommer hjem til Tyrkiet som fraskilt, bliver familiens ære ødelagt.
- Du skal ikke tro, du kan vende tilbage og leve her, har hendes bror fortalt hende. - Hvis du vender tilbage, slår jeg dig ihjel.
Filis er ikke den tyrkiske piges rigtige navn, men opdigtet af hensyn til hendes sikkerhed. Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen.