Frafald fra islam
Spørgsmål: Det er på religionsdebatten blevet fremført til forsvar for islams forenelighed med individuelle frihedsrettigheder, at der ingen tvang er i religionen.
Imidlertid er det ikke det synspunkt, som er gældende ret i lande med islam som statsbærende religion. I mange muslimske lande er kristne og jøder et tålt mindretal, men lige rettigheder nyder de ikke. Værre er det for dem, der åbenlyst frafalder islam.
FN's konvention om borgelige og politiske rettigheder artikel 18 anerkender for eksempel, at enhver har ret til at ændre sin religion, men i muslimske lande anerkendes den frafaldnes rettigheder ikke.
Men hvilket grundlag er der i Koranen for en sådan fjendtlighed over for den, der forlader sin tro?
(Forkortet af red.)
Peter Herngaard
Forfatteren Aminah Tønnsen svarer:
Kære Peter: Det er tidligere her i debatten blevet sagt, at islam - ej heller i de såkaldt islamiske lande - praktiseres, som den burde i henhold til Koranen. Dette gælder også for et emne som trosfrihed, der et fundamentalt princip i Koranen:
Der kan ikke være tvang i tros-anliggender (la ikrha fi-d"n). Troens rette vej er nu klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den, der ikke tror på falske guder og onde magter (at-tght), men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende (Koranen 2:256).
Gud tilgiver den frafaldne, der finder tilbage til troen. Koranen taler endog om menneskers gentagne frafald og tilbagevenden til troen. Koranen forudser endvidere en frafaldens naturlige død - hvilket i sig selv skulle få al tale om dødsstraf for frafald fra troen til at forstumme. Tro er en personlig sag mellem det enkelte menneske og Gud. Tvang og tro er uforenelige. Hvis et gudsforhold påtvinges under dødstrusler, skaber man hyklere - og de er ifølge Koranen de værste af alle.
Der er ifølge Koranen kun to tilfælde, hvor der er mulighed for at idømme dødsstraf: Hvis nogen dræber et menneske - medmindre det er som gengæld for overlagt mord eller blodig vold og terror - vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. Og hvis nogen redder (eller sparer) et liv (ved at afstå fra sin ret til gengældelse) vil det være, som om han redder (eller sparer) hele menneskeheden (5:35).
Alligevel er det en udbredt opfattelse blandt muslimer såvel som ikke-muslimer, at en frafalden (murtadd) muslim straffes med døden.
At straffe en muslim ved frafald ville imidlertid være stik imod Koranens bogstav og ånd - hvad enten den frafaldne efterfølgende vælger at bekende sig til en anden tro eller ej. Den eneste mulighed for straf for frafald fra islam er i tilfælde, hvor den frafaldne åbent tilskynder til oprør imod samfundet og/eller aktivt deltager i et sådant oprør (5:36) uden efterfølgende at angre sine handlinger (5:37).
Vi lever i et land, hvor den ytrings- og trosfrihed, der burde være en selvfølge i ethvert virkelig islamisk land, giver os mulighed for at finde tilbage til den grundlæggende kerne i Koranen. Som troende muslim er man forpligtet på Koranens/Guds ord - ikke på menneskeskabte fortolkninger, som er blevet til i andre tider og under ganske andre omstændigheder.
Derfor er der nogle fortolkninger og principper, som man nødvendigvis må tage afstand fra, og koransteder, som må nyfortolkes for at have deres berettigelse i en tid, hvor det ikke længere gælder et mindre, begrænset muslimsk samfunds, men hele menneskehedens ve og vel.
(Forkortet af red.)
Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
De sataniske vers
Spørgsmål: Bogen »De sataniske vers« af Salman Rushdie vakte i sin tid opsigt - men jeg har ladet mig fortælle, at de sataniske vers rent faktisk eksisterer som en slags Suraher, der dog ikke er blevet medtaget i den endelige udgave af Koranen. Er dette korrekt?
Rene Belloq
Aminah Tønnsen svarer:
Kære Rene:
Koranens kapitel 53 hører til de tidlige åbenbaringer fra Mekka-perioden, som igen og igen fordømmer flerguderi og afgudsdyrkelse - og vidner om profeten Muhammed som den almægtige Guds profet og sendebud.
Kapitlet starter således med en forsikring om, at profeten Muhammed omhyggeligt gengiver de åbenbaringer, han modtager fra Gud gennem ærkeenglen Gabriel, som viser sig for ham (vers 1-11), som for eksempel under profetens himmelfærd (vers 12-18).
Dernæst følger en af de mange Koran-passager, der opfordrer de hedenske arabere til at opgive deres forfædres afguder (Lt, ÔUzza og Mant), der - ligesom kvindelige engle - på særlige kultsteder blev tilbedt som »gudedøtre«.
Disse er blot opstået i forfædrenes frie fantasi, som en ønskedrøm, og har ikke den ringeste autoritet.
Gud opfylder imidlertid ikke menneskenes forfængelige ønsker og begær, men vejleder dem til deres eget bedste, for Han råder over alt (vers 19-25).
Herefter opfordres hedningene til i stedet at tjene og lovprise Gud, den Almægtige - Ham, der tilgiver menneskenes mindre synder og fejltagelser, når blot de holder sig fra de store synder (vers 26-32). Vers 32 slutter med en advarsel imod selvforherligelse og selvretfærdighed.
Der har altid være mennesker, der har forsøgt at miskreditere profeten Muhammed og så tvivl om Koranens autenticitet - bl.a. ved at påstå, at visse åbenbaringer er blevet udeladt af Koranen. Passagen 53:19-25 er en af dem. Onde tunger påstår, at profeten i første omgang - under satans indflydelse - skulle have tilladt muslimerne at tilbede de tre gudinder, men at tilladelsen senere blev erstattet med en afvisning af dem. Deraf betegnelsen »de sataniske vers«.
Som muslim tror man på, at Koranen indeholder en nøje gengivelse af de åbenbaringer, som profeten Muhammed fik i årene 610-632. Alt andet må stå for folks egen regning.
Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen