Prøv avisen

Franciskanermunke åbner nyt kloster i Sydsverige

Arkivfoto. Foto: Thomas Mallien/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Franciskanerordnenen indvier i weekenden et nyt kloster i det sydlige Sverige. Klosteret er det seneste tegn på, at den katolske befolkning vokser i Sverige

Når den katolske kirke i Sverige på søndag åbner dørene til et nyindrettet kloster i den sydsvenske by Motala, er det samtidig en markering af en mindre kirkehistorisk milepæl. Det er første gang i 10 år, at der åbner et nyt kloster i Sydsverige. Munkene, der først flytter ind i næste måned, skal først og fremmest hjælpe de lokale katolikker med sjælesorg.

En medvirkende årsag til, at der nu åbner et nyt kloster, er, at antallet af katolikker vokser i Sverige. Væksten skyldes primært indvandring, fortæller Benedicta Lindberg, der har stået for at indsamle penge til det nye kloster.

”De fleste af katolikkerne er efterkommere af indvandrere. Det er for eksempel mennesker fra Syrien, Irak, Polen, Eritrea og Filippinerne,” siger hun.

På samme måde er der også over de seneste 10 år åbnet adskillige katolske kirker i forlængelse af den voksende katolske befolkning. De nye kirker møder et behov, der har været i Sverige længe, fortæller Anna Mirijam Kaschner, der er nonne i ordensfællesskabet ”Søstrene af det dyrebare blod” i Holte nord for København.

”I Sverige er situationen, at der ikke er kirker nok. Hvis de har råd, så køber de gamle kirker, men for det meste lejer de sig ind i en luthersk kirke for en aften,” fortæller hun.

Anna Mirijam Kaschner genkender også billedet af, at den voksende svenske befolkning af katolikker i høj grad består af efterkommere fra andre lande. Men i Danmark er det en anden sag.

”I Danmark bliver man nødt til at sælge kirker igen. Det kører ikke rundt,” siger hun og forklarer, at der blandt andet er forskel på, hvordan klostre modtager støtte fra staten i henholdsvis Sverige og Norge.

I Sverige har man et system, hvor den katolske kirke bliver støttet af staten gennem skatten. I Danmark er det derimod kun folkekirken, der får støtte gennem kirkeskatten.

Det nye kloster i Motala er det tredje i rækken af klostre, der åbner i nyere tid i det sydlige Sverige.

”I middelalderen fandtes der adskillige klostre i dette område. De lukkede i forbindelse med Reformationen, men er siden genåbnet,” fortæller Benedicta Lindberg, der har været engageret i det nye klosters tilblivelse.