Sidste år brændte Paris’ vartegn, Notre Dame, og den 18. juli var det domkirken i Frankrigs sjettestørste by, Nantes, der pludselig stod i flammer. Skønt skaderne var meget mindre end i Paris, brændte kirken i Nantes også så sent som i 1972, og begivenheden har sat yderligere fokus på, hvor godt franskmændene i grunden passer på deres berømte katedraler.
Branden i Nantes lader til at være påsat, og politiet har foretaget en anholdelse. Men under alle omstændigheder er de store bygningsværker skrøbelige i et land, hvor kirkegængerne og præsterne er få, og hvor den institutionelle kirke er fattig.
Den franske stat ejer i dag alle katolske kirkebygninger bygget før 1905, inklusiv 87 fungerende katedraler. Notre Dames brand sidste år fik det franske kulturministerium til at udarbejde en plan for sikkerheden i katedralerne, hvoraf det fremgik, at defekte elinstallationer og manglende overholdelse af sikkerhedsforanstaltningerne under vedligeholdelse var ansvarlige for mange små og store brande. Domkirkerne brændte naturligvis også i ældre tid eller blev ødelagt under krig, men ifølge arkitekturhistorikeren Mathieu Lours har omstændighederne ændret sig, og det har betydning for den måde franskmændene, alle statslige sikkerhedstiltag til trods, forholder sig til de enestående bygningsværker på.
Lours er forfatter til bogen ”Églises en ruine – Des invasion barbare à l’incendie de Notre-Dame” (Kirker i ruiner – fra barbarernes invasioner til Notre Dames brand), der kom i juni, og ifølge ham skal franskmændene afklare deres forhold til den nationale kulturarv.
”For tiden har vi det samme forhold til nationalarven som til vores bedstemors spisestuemøblement. Det vil sige, at vi laver sjov med det, men også, at vi føler, at hele vores barndom går tabt, hvis møblerne en dag brænder,” sagde han forleden i radioprogrammet France Culture.
Pointen er ifølge Mathieu Lours, at man skal interessere sig for nationalarven, før katastrofen indtræffer, og ikke blot som reaktion herpå.
Andre faktorer spiller dog også ind. Kirkegangen og antallet af præstekald er gået stærkt tilbage i Frankrig i de sidste 60 år, og det betyder, at der er færre, der bruger kirkerne til det formål, de er beregnet til. I det 18. århundrede var hele 250 præster tilknyttet bare Notre Dame, mens der i dag er mange bispedømmer, der slet ikke har så mange præster til rådighed. Og mens der i ældre tid blev læst mange messer i de store kirker med en stadig strøm af kirkegængere til følge, læses der i dag mange steder kun én søndagsmesse og en håndfuld hverdagsmesser i ugens løb. Til gengæld er turisternes antal taget til – i hvert fald i de mest berømte kirker. Men deres forhold til kirkerne er ikke båret af samme personlige engagement. For der er stor forskel på at søge kirkebygningen af religiøse grunde og så at søge den som kulturforbruger.
Skønt de gamle kirkebygninger formelt tilhører staten, er det den institutionelle kirke, der har brugsretten. Brandsikringen påhviler således staten, mens besøg i kirkerne er præsternes ansvar.
Systemet er dog ingen garanti mod ulykker, for både Notre Dame i Paris og katedralen i Nantes var tømt for besøgende, da brandene brød ud. Omvendt er mindre kendte katedraler undertiden udsat for vandalisme, netop på grund af få besøgende og brugere, der ellers ville kunne afskrække hærværksmænd.
I praksis er opsynet i de fleste domkirker overladt til frivillige i sognet, ”bénévoles”, der uden betaling er til stede i kirkerummet. Der er dog grænser for, hvad man kan forvente af sådanne grupper, og et svar kunne være at ansætte professionelle. Men her er problemet, at kirken i Frankrig er en af de fattigste i Europa, hvis ejendom blev konfiskeret under den franske revolution, og som i dag er helt afhængig af de troendes private bidrag.
Vil man i fremtiden sikre katedralerne, kommer man ikke uden om et øget økonomisk samarbejde mellem kirken, indenrigsministeriet og kulturministeriet, mener Mathieu Lours. Denne diskussion, fortsætter han, bør også omfatte morgendagens nationalarv, altså de religiøse bygninger, der bliver opført i dag, men som om 50 år kan vise sig at have en afgørende plads i den nationale selvforståelse.
27.7.2020, kl. 09:56: Artiklen er opdateret med oplysningen om, at branden i domkirken i Nantes alligevel ser ud til at være påsat. En 39-årig mand, der arbejder som frivillig pedel i kirken, har indrømmet, at det var ham, der påsatte branden.