Prøv avisen
Interview

Forfatter: Lidelsen indeholder både glæde og smerte for Frans af Assisi

Denne berømte freske af Giotto di Bondone (1266-1337) skildrer fortællingen om Frans af Assisi, der får sine stigmata-sår af en engel. Fresken er en af 28, som er malet på væggene i San Francesco-basilikaen i Assisi, Italien, og som skildrer afgørende begivenheder i Frans af Assisis liv. – Foto: Stefan Diller/AKG/Ritzau Scanpix

Munken Frans af Assisi fik i 1224 sår de samme steder, som Jesus havde fået ved sin korsfæstelse. Frans af Assisis gentagelse af afgørende begivenheder i Jesu liv gør det ufattelige – nemlig evangeliet – fatteligt. Det mener Jørgen Johansen, der er aktuel med en bog om Frans af Assisis veje

Hver eftermiddag klokken 15 går kutteklædte munke i spidsen for en procession på bjerget La Verna i Italien. Der tilbagelægges kun 75 meter, men til gengæld går traditionen knap 600 år tilbage. Og i 2019 møder den moderne civilisation middelalderens helgenlegender på dette bjerg, når pilgrimme og kulturturister dagligt slutter sig til munkene.

Med processionen mindes man helgenen, munken og ordensstifteren Frans af Assisi (cirka 1181-1226) ved at bevæge sig igennem en korridor med 21 fresker, der formidler hans liv. Og processionen fører frem til Stigmatakapellet, hvor man i midtergangens gulv finder en marmortavle. Den markerer stedet, hvor tiggermunken i 1224 angiveligt fik fem smertende stigmata-sår og dermed kan siges at have gentaget Jesu lidelse i påskedagene. Den mirakuløse fortælling om Frans af Assisis sårmærker begynder med en mere end almindeligt gavmild greve. Ham skal vi senere vende tilbage til.

Først skal vi til Danmark. Litteraturanmelder og forfatter Jørgen Johansen er en af de mange, der har opsøgt La Verna og stedet for Frans af Assisis sårmærkning. Han har gennem årtier med sine mange udgivelser om Europas store pilgrimsveje formidlet kulturhistorie til og skabt vandre- og rejselyst hos danskerne, og snart udkommer hans nye bog – ”På Frans af Assisis veje – en italiensk rejse” på Kristeligt Dagblads Forlag.

”Frans af Assisi er formodentlig den mest kendte, dyrkede og indflydelsesrige middelalderhelgen, og man kommer tættere ind på livet af helgenen ved at opsøge nogle af de steder, hvor han har færdedes og levet, bedt og tvivlet,” siger Jørgen Johansen om baggrunden for at ville tage læseren med ud på Frans af Assisis veje.

Men hvorfor er vejene i det hele taget så interessante? Jørgen Johansen henviser til den franske middelalderhistoriker Jacques Le Goff.

”Han siger, at kulturen og historien ikke kun er knyttet til de bemærkelsesværdige steder med store slag, men også til vejene, som er forbindelseslinjer. For det er ad de veje, at kulturen og idéerne er blevet spredt ud over hele Europa. Med det udgangspunkt er jeg selv dybt fascineret af de europæiske veje og pilgrimsveje,” fortæller han.

Frans af Assisi tilbagelagde forbavsende meget vej, og selv nutidige rejsende ville have svært ved at følge med. Han var på missionsrejser til Firenze og tilbage igen. Rejste hele vejen fra Italien til Santiago de Compostela i Spanien. Til det hellige land og tilbage igen.

”Langs vejene er hans idéer og tanker blevet udbredt, men han har samtidig også mødt andre tankegange, så der har helt givetvis været tale om en kulturudveksling. Og så er det jo vildt forbløffende, hvor stor udbredelse hans munkeorden, Franciskanerordenen, meget hurtigt fik. 50 år efter hans død var der et par hundredtusinde franciskanermunke spredt ud over Europa, fortæller nogle kilder, og det var jo en udbredelse, der fandt sted langs de europæiske landeveje,” siger Jørgen Johansen.

Og så var der det med greven. I 1213 mødte den unge greve Orlando Frans af Assisi og blev så bevæget af at høre hans prædiken, at han forærede ham et bjerg. Simpelthen.

Det var ensomt beliggende på grænsen mellem Umbrien og Toscana og ideelt til den eneboerpraksis, Frans af Assisi og hans munkebrødre i perioder havde. Her kunne man trække sig tilbage i faste, bøn og bod i en klippehule. Det var det, Frans af Assisi gjorde på bjerget i 1224, da han ifølge legenden pludselig så en seraf – en seksvinget engel – bærende et Kristus-billede og omkranset af en himmelsk stråleglans.

Kigger man på de mange billedgengivelser af hændelsen i kunsthistorien, var det strålerne, som ramte Frans af Assisi og gav ham de fem stigmata-sår. Sårene svarer til dem, Jesus fik, da han ved sin korsfæstelse fik nagler i hænder og fødder og senere blev stukket i siden med en lanse. Og stigmata-stemplet fra Kristus var kulminationen på den ”ligedannelse” med Jesus, der ifølge legenderne ses gennem hele Frans af Assisis liv:

Han blev født ind i en meget velhavende købmands- familie, men fødslen af ham kom først i gang, da moderen gik ud i en stald. Senere samlede han 12 brødre omkring sig, han var omvandrende prædikant og praktiserede næstekærlighed over for de mest marginaliserede mennesker. Lighederne med Jesus er ikke til at komme uden om, men hvorfor skulle Frans af Assisi også lide og påføres de smertefulde sår?

Jørgen Johansen påpeger, at lidelsen for Frans af Assisi bærer en dobbelthed. Den er ikke kun ensbetydende med smerte, men rummer også sin egen glæde og sødmefuldhed. For Frans af Assisi er det et stort nådesbevis, når han opnår den ultimative lighed med Jesus gennem sårene.

”En af de tolkninger, man støder på, er, at legenderne om Frans af Assisis liv trækker evangeliernes fortælling om Jesus inden for rækkevidde. Ved at gentage historien bliver det ufattelige så at sige lidt mere fatteligt for mennesker,” siger Jørgen Johansen og tilføjer, at lighederne rækker ud over Frans af Assisis død i 1226.

”Historien lyder, at en ridder måtte røre ved hans stigmatasår for virkelig at tro på, at han havde fået dem. Her ses en gentagelse af Det Nye Testamentes fortælling om den vantro Thomas, der ikke ville tro, at Kristus var genopstået, før han fik lov at mærke stigmata-sårene.”

Frans af Assisi er en middelalderhelgen, men han er også en skikkelse, der har stor relevans i dag.

Man så det, da pave Frans som den første pave tog hans navn. Men man ser det også i det væld af nutidige problematikker, som Frans af Assisi taler ind i. Eksempler herpå er de aktuelle diskussioner om finanssektorens grådighed, hvor den fattige tiggermunk repræsenterer en modsat ydmyg dagsorden.

Han er også miljøet og økologiens helgen og taler på mange måder ind i en mere og mere påtrængende debat om klimaet. Og så er der flygtningeproblematikken, som han som forsvarer af udsatte mennesker kan sættes i forbindelse med.

”Frans af Assisi samler i virkeligheden en meget bred vifte af det moderne menneskes problemstillinger i sin skikkelse, og det er med til at gøre ham til en så nutidig figur,” konkluderer Jørgen Johansen.

”Og så er Frans af Assisi også et billede på en konflikt, som nok også er meget karakteristisk for vores tid og mange moderne mennesker,” mener forfatteren.

For samtidig med at han repræsenterer den rene, uforbeholdne tro, som det blandt andet kommer til udtryk i ligedannelsen med Jesus, så er også tvivlen levende i for-tællingerne om ham. Det ses både, når en vantro ridder roder i hans naglesår, og når ikke-religiøse turister rejser til Assisi og med skepsis overvejer sandfærdigheden af legenderne om ham.

”Den norske psykiater Finn Skårderud har sagt, at også vi gudløse har behov for det hellige. Og tilsvarende har en fransk Frans af Assisi-forsker talt om hjemveen mod det hellige. Mange drages måske mod Frans-skikkelsen, fordi han repræsenterer noget, der for den ikke-troende er et tabt land,” siger Jørgen Johansen.

Jørgen Johansen: På Frans af Assisis veje – En italiensk rejse. 245 sider. 249,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer den 23. april.

Jørgen Johansen. – Foto: Leif Tuxen
Bogforside.

En af de tolkninger, man støder på, er, at legenderne om Frans af Assisis liv trækker evangeliernes fortælling om Jesus inden for rækkevidde. Ved at gentage historien bliver det ufattelige så at sige lidt mere fatteligt for mennesker

Jørgen Johansen, forfatter