Den 13. marts 2013 trådte en 76-årig argentiner ud på balkonen over Peterpladsen i Rom. Iklædt hvidt fra top til tå, runde briller og en kæde med et stort metalkors om halsen stod han længe og tog imod bifaldet fra de flere tusinde mennesker, som var mødt frem for at se deres nye pave for første gang. Jublen tog til, da han med et smil ønskede sine fremmødte brødre og søstre ”godaften”.
Begejstringen er stadig stor, når Jorge Mario Bergoglio, som for præcis fem år siden fik pavenavnet Frans, møder folk. Faktisk er det netop i mødet med offentligheden, at man finder hans indtil videre største bedrift som den katolske kirkes overhoved, siger teologiprofessor på Aarhus Universitet Peter Lodberg, der følger den katolske kirke.
”Udadtil var pave Frans et ubeskrevet blad, men han har fra begyndelsen gjort rigtig meget for at placere sig som folkets pave og forandre den katolske kirkes omdømme i offentligheden. For fem år siden stod den katolske kirke både i en dyb indre og offentlig krise, men i løbet af imponerende kort tid har pave Frans formået at skabe et helt andet og mindre kritisk mediebillede. Man må sige, at han har været en ualmindelig dygtig krisemanager,” siger han.
Ganske rigtigt har medierne taget godt imod paven, som blot ni måneder efter sin indsættelse blev kåret som årets person af det amerikanske nyhedsmedie Time Magazine, og som siden har været kandidat til Nobels Fredspris og endda fået titlen ”årets bedst klædte” i 2014 af det amerikanske modemagasin Esquire.
Ifølge Peter Lodberg har pave Frans været ualmindelig dygtig til at kommunikere i store forsamlinger, og han har fokuseret mere på at være folkets pave end Vatikanstatens overhoved.
Det har også skabt sine bekymringer. Særligt på de indre linjer har man måttet sande, at paven ofte styrer uden om det planlagte program og gerne taler åbent om ting, der bryder med den katolske kirkes lære. Dette er blandt andet sket med antydninger om, at fraskilte katolikker skal kunne modtage nadveren, at protestanter og katolikker i visse tilfælde skal kunne have fælles nadver, og at kvinder skal kunne tjene som diakoner.
”Han har kastet mange bolde op i luften, hvilket betyder, at der lige så langsomt har opbygget sig en opposition imod ham internt i den katolske kirke. Mange er nervøse for, hvor langt han vil gå for at ændre trosforhold i kirken. Hvor hans forgænger Benedikt XVI havde en mere dogmatisk og distanceret måde at gå til det at være pave på, har pave Frans været mere imødekommende og åben. Han har ikke fokus på dogmatik, men på etik og gode relationer,” siger Peter Lodberg.
De bekymrede katolikker kan dog trøste sig ved, at pavens mange antydninger er forblevet antydninger, tilføjer han.
”Han fører ikke noget igennem og har ikke ændret ved kirkeretten. Han har lavet et råd, der styrer økonomien og udnævnt bestemte personer til særlige poster – men det skal en pave jo gøre. I praksis er der ikke nogen af de store mulige ændringer, som er blevet til noget.”
Skal man se bort fra de teologiske spørgsmål, har pave Frans ifølge Peter Lodberg fået ros for sin indsats med at rydde op i den katolske kirkes pædofilisager og økonomi samt for at være særlig dygtig til det storpolitiske spil. I 2014 bidrog han til den historiske forsoning mellem USA og Cuba, og han har også haft Israel og Palæstinas ledere på besøg i Rom. Derudover har han problematiseret behandlingen af flygtninge i Europa, hvilket han dog også har mødt kritik for fra nogle sider af den katolske kirke.