Franske kvinder vil være præster og biskopper

En katolsk præst er altid en mand. Men det afholdt ikke en kvinde fra i maj at søge embedet som ærkebiskop af Lyon i Frankrig. Andre kvinder med lignende jobønsker er kommet til i løbet af sommeren, og nu skal de mødes med pavestolens ambassadør i Paris

Efter kardinal Philippe Barbarin (billedet) i marts trådte tilbage som ærkebiskop af Lyon, har en kvinde nu ganske utraditionelt søgt embedet. Arkivfoto.
Efter kardinal Philippe Barbarin (billedet) i marts trådte tilbage som ærkebiskop af Lyon, har en kvinde nu ganske utraditionelt søgt embedet. Arkivfoto. Foto: Robert Pratta/Reuters/Ritzau Scanpix.

Siden kardinal Philippe Barbarin i marts trådte tilbage som ærkebiskop af Lyon, har pladsen som leder af et af Frankrigs vigtigste bispesæder stået tom, mens overvejelser om, hvem der skal efterfølge ham, pågår.

Den slags finder som regel sted i al diskretion, men det fik den 73-årige kvindelige teolog Anne Soupa lavet om på. I slutningen af maj sendte hun nemlig en ansøgning til embedet af sted til pavestolens ambassade i Paris. Andre kvinder er fulgt i hendes fodspor hen over sommeren, og i sidste uge præsenterede syv af dem under stor mediebevågenhed deres ansøgninger til embeder som blandt andet diakon, præst, biskop og pavelig ambassadør i den katolske kirke. Fælles for embederne er, at de alle er forbeholdt mænd.

Kvinderne tilhører en koalition med navnet Toutes Apôtres (vi er alle apostle), der ønsker at fremme lighed mellem alle døbte i kirken uafhængigt af køn, ægteskabelig status, fag og seksuel orientering.

I forbindelse med deres ansøgning bad kvinderne om et møde med pavestolens ambassadør i Frankrig, den italienske ærkebiskop Celestino Migliore. Det har de nu fået tilsagn om til september, når ærkebiskoppen er tilbage fra ferie. Ambassaden har dog kun tilbudt individuelle møder og ikke det gruppemøde, som kvinderne oprindeligt bad om.

Hvad møderne nærmere skal gå ud på, er endnu usikkert, ud over at det nok handler om at vise god vilje, give ansøgerne en anledning til at præsentere deres sag og undgå, at nogen af parterne taber ansigt.

Til gengæld er det helt sikkert, at der ikke bliver tale om jobsamtaler. For alle involverede parter ved, at spørgsmålet om kvindelige præster og biskopper er en sag for kirkens læreembede i Rom og ikke dens diplomati i Paris. I den forstand er hele sagen en ”happening”, der skal skabe opmærksomhed om et følsomt spørgsmål, og den slags er den katolske kirke under pave Frans – i al fald nogle gange – blevet bedre til at håndtere og afværge på ikke-konfrontatorisk vis.

Det klassiske argument fra katolsk side mod kvindelige præster er, at præsten under fejringen af messen ”repræsenterer ”Jesus, og at Jesus var en mand og ikke en kvinde.

Johannes Paul II erklærede i 1994, at kirken ”ingen autoritet overhovedet” har til at præstevie kvinder, skønt det ikke hindrede diskussionen i at fortsætte og tage til, da pave Frans blev valgt i 2013.

Men selvom paven ved flere lejligheder har fremhævet kvinders store betydning for religionen, har han fastholdt kirkens traditionelle syn på kvindelige præster.

Anne Soupas initiativ har ikke kun fået ros fra kvindelig side, men også kritik. Teologen Sandra Bureau gik i juni i avisen Le Figaro i rette med Soupas teologi og skrev, at når kun mænd kan blive præster, så skyldes det, at ”vi tager det alvorligt, som en gang for alle har vist sig i Jesus Kristus: hans kød, hans træk og gestus, hans ord”.

Heller ikke blandt aktivisterne er der enighed om målet. Alix Bayle, der er en af initiativtagerne til Toutes Apôtres, fortalte i et interview, at der også er nogle i gruppen, der ikke ønsker kvindelige præster, og at målet mest af alt er en forandret kirke, hvor lægfolk kan få større virkeligt ansvar for det kirkelige fællesskab.

På det område er der også større håb om ændringer. Pave Frans har lagt sig i selen for at sikre kvinder lettere adgang til at læse teologi på de pavelige universiteter sammen med præstestuderende, ligesom han har udnævnt kvinder til ledende stillinger i Vatikanets ministerier.

Pavens eksempel er også smittet af længere nede i hierarkiet, og i juni udnævnte Charles Morerod, der er biskop af Lausanne, Genève og Fribourg i Schweiz, en lægkvinde og mor til tre til ”biskoppelig delegat”, en administrativ topstilling, der normalt er forbeholdt præster.

”Det er et lille skridt” sagde kvinden Marianne Pohl-Henzen, der fik stillingen, dengang ifølge nyhedsbureauet AP.

”Kommer der andre tiltag om kvinder i kirken, vil det først ske gennem mænd. For eksempel vil kravet om cølibat måske bortfalde. Det næste skridt kunne være kvindelige diakoner. Og så måske, langt, langt senere kvindelige præster, ” tilføjede hun.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.