Frelse og fortabelse er kristendommens varme kartoffel

I søndagens tekst taler Jesus om, at mennesker på dommens dag vil blive dømt til enten frelse eller evig pine. Teksten udtrykker en af to forståelser af dom og fortabelse, man finder i Bibelen, siger teologiprofessor

Den flamske maler Jehan Bellegambe står bag dette værk, ”Dommedag”, hvor man ser mennesker blive ledt mod enten himlen eller helvede, ligesom det beskrives i morgendagens prædiketekst. – Foto: Wikimedia commons.

Mange præster har formentlig kløet sig i nakken den seneste uge, mens de har forsøgt at skrive prædikenen til morgendagens gudstjeneste. Teksten, de skal prædike over, er nemlig svær at forene med den typiske danskers forståelse af, hvad der skal ske med os, når vi dør.

I teksten fortæller Jesus, hvad der vil ske på dommens dag, når han vender tilbage for at dømme alle mennesker. Ifølge teksten vil han placere en gruppe ved sin højre side og en gruppe ved sin venstre side. Den ene gruppe vil blive sendt til evigt liv, fordi de har handlet næstekærligt mod samfundets svageste, mens den anden gruppe ryger til evig straf, fordi de har undladt at handle næstekærligt.

Desværre for præsterne er teksten så ligetil, at det kan være svært at udlede andet af den, end at der enten er et helvede eller en himmel som endestation for alle mennesker.

Det siger professor mso i systematisk teologi ved Aarhus Universitet Anders-Christian Jacobsen, der forsker i teologihistorie og oldkirken. Men hvis man føler sig nedslået over budskabet i denne tekst, kan man glæde sig over, at der er andre bud på livets udgang i Bibelen, end den morgendagens prædiketekst præsenterer, tilføjer han.

”Groft sagt er der to forståelser af dom og fortabelse, der bliver præsenteret i Bibelen. Den ene ser vi i teksten til i morgen, hvor alle mennesker bliver dømt til enten frelse eller fortabelse. Men hvis man ser andre steder i Det Nye Testamente, for eksempel i nogle af Paulus’ tekster, er der et andet bud på, hvad dom og fortabelse betyder,” siger han.

Her tænker teologiprofessoren blandt andet på et afsnit i Første Brev til Korintherne, hvor apostlen Paulus skriver om, hvordan mennesker bliver dømt. Han gør det ud fra billedet med at bygge en grundvold for sit liv. Og i et vers konkluderer han:

”Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.”

Nogle steder i Bibelen bliver ild brugt som et symbol på den evige fortabelse og pine, der vil ramme de mennesker, der ender med at gå fortabt. Men i ovenstående vers bruger apostlen Paulus ilden som et symbol for renselse, siger Anders-Christian Jacobsen.

”Her er der ikke tale om en evig pine i ild, men ilden som en proces, der renser det syndige ud af mennesket. Her kan man altså tolke det sådan, at alle bliver frelst, men at det syndige og det onde først skal brændes væk af ilden. Katolikkerne kombinerer de to udgaver her med idéen om skærsilden, der bruges til at rense sjælen, inden den kommer i himlen.”

Det er imidlertid den første udgave af synet på fortabelsen, der er dominerende i Bibelen, tilføjer han. Altså den, man finder i morgendagens prædiketekst, hvor fortabelsen resulterer i den såkaldte dobbelte udgang med enten himmel eller helvede. Samme forståelse af fortabelsen har været dominerende gennem kirkehistorien, men allerede i oldkirken var der uenighed om, hvordan man skulle forstå fortabelsen.

Blandt andre troede den oldkirkelige teolog og filosof Origenes på, at alle ville blive frelst.

”Origenes stod for en allegorisk (billedlig, red.) fortolkning af teksten, hvor han forsøgte at se på tekstens betydning frem for tekstens bogstav. I tekster som denne fra Matthæusevangeliet vil han forstå den evige pine og ild som en trussel rettet mod dem, der endnu ikke er spirituelt udviklede. Han forstod teksten som et redskab til at true folk til at handle moralsk. Og sådan er den jo også blevet brugt gennem kristendommens historie. Man har forsøgt at true folk til tro, selvom det i mine øjne er en forkert måde at overbevise folk om kristendommens sandhed,” siger teologen, der i sin forskning har beskæftiget sig med Origenes.

En del præster i den danske folkekirke abonnerer på den klassiske forståelse af fortabelse med et himmel og et helvede. Og umiddelbart skulle man tro, at de ville få let ved at prædike over denne tekst i morgen. Men det vil de ikke. For der er et andet element i teksten, der gør den svær at forene med luthersk kristendom. Nemlig at den lægger op til, at det er menneskers gerninger, der afgør, om de bliver frelst.

”Mange præster vil formentlig lægge deres hovedfokus på tekstens pointe om, at det vigtigste i kristendommen er, hvordan du forholder dig til dit medmenneske. Men så opstår der et nyt problem for lutherske præster. For teksten her går stik imod en luthersk forståelse af gerningers rolle i at blive frelst. Grundlaget i Luthers retfærdighedslære er, at menneskers gerninger ikke spiller nogen rolle i forbindelse med frelsen,” siger Anders-Christian Jacobsen.