Med lette Abba-toner flettet ind i forspillet til Lars Busk Sørensens salme Uberørt af byens travlhed er stemningen sat denne fredag i konferencesalen på Diakonhøjskolen i Aarhus. Pianistens, Willy Egemoses, lystige intro vækker latter, og de 150 deltagere sætter beredvilligt i sang og danner lydstyrke, der ville gøre enhver landsbykirke misundelig.
Tiden er kommet til at tage vores liturgi og kirkemusik op til gentænkning. Ønsker vi en kirke, der er uden for tidens strømninger? Eller ønsker vi at følge med dem? Så er vi også nødt til at forholde os til dem, lyder det indledningsvis fra formand for Forum for Rytme i Kirken Leif Rasmussen.
Dagen byder herefter på oplæg fra den norske teolog Hans Arne Akerø, der har været en kernefigur i den norske reform af gudstjenesten, som træder i kraft i disse måneder. Og hvad skal man så gøre, hvis man ønsker at forny gudstjenesten? spørger han retorisk.
LÆS OGSÅ: Folkekirken og den moderne åndelige søgen
Hvis man ønsker at fremtidssikre en liturgireform, er det først og fremmest nødvendigt, at det er de unge, der tager initiativ til den, lyder anbefalingen.
Arbejdet for liturgifornyelsen i Norge startede da også netop som et resultat af, at en gruppe unge under et såkaldt unge-kirkemøde frembragte flere forbedringsforlag. Resultatet i dag er blandt mange andre ting, at den norske folkekirke har fået en løsere liturgi med større inddragelse af menigheden, mulighed for at inddrage flere liturger og nyere musik.
Inspirationen fra Norge denne fredag omfatter også den norske komponist og dirigent Tore W. Aas, som mange vil kende fra hans arbejde med det verdensberømte Oslo Gospel Choir.
Vi må ikke sætte musik i kategorier. For det, der kan være god musik for mig, er det måske ikke for dig. Kirkens job er at tjene Gud og menigheden, og det handler ikke om, hvad organisten kan lide eller ikke lide.
Derfor har han også hilst en ny bibeloversættelse, en ny salmebog og en ny liturgi velkommen i Norge alt sammen noget, der gør Norge til et særdeles interessant land, lyder det fra næste oplægsholder, sognepræst Jørgen T. Demant:
Jeg sukker efter norske tilstande. Vi trænger i den grad til en liturgikommision herhjemme, for højmessen er under stærkt pres. Det er i den grad et paradoks, at vi bliver ved med at betragte højmessen som guldet i al vores kirkelighed samtidig med at det står så grueligt galt til med den, at man nogle steder lige så godt kunne lade være med at holde den!
I stedet efterlyser Jørgen T. Demant modet til at lade højmessen falde, der hvor den ikke længere kan bære og i stedet satse mere på de alternative gudstjenester som for eksempel spaghettigudstjenester, der er gudstjenester specielt målrettet børnefamilier.
Som den sidste oplægsholder betræder rektor fra Vestervig Kirkemusikskole Ivar Mæland podiet for at give sit bud på, hvordan kirkemusikken kan spille sammen med en fornyelse af højmessen.
Når vi diskuterer kirkemusik, er det altid bemærkelsesværdigt nemt at finde gode argumenter for lige netop den slags musik, man selv holder af og er god til at spille. Men vi må tænke bredere. Kirken må ikke være en kategorikirke, men en menighedskirke.
Konferencen var arrangeret af foreningen Forum for Rytme i Kirken i samarbejde med Diakonhøjskolen og SUK, Samarbejdsudvalget Unge og Kirke.
Vi spurgte to af deltagerne om deres baggrund for at deltage:
Henrik Engelbrekt Refshauge, koordinerende sognemedhjælper i Haderslev Domsogn, 41 år:
Er der brug for fornyelse i højmessen?
Ja, vi er nødt til at målrette gudstjenesterne til de personer, vi ønsker at ramme. Vil vi nå de unge med spaghetti-gudstjenester, eller vil vi nå de ældre til højmessen? Jeg leder selv gospelkor i Kolding og i Esbjerg, hvor jeg møder en masse dejlige sangere. Men de kommer jo ikke i kirke, medmindre der er gospel-gudstjeneste. Vi er simpelthen nødt til at målrette vores indsats.
Oplever du, at folkekirken giver de muligheder, der skal til, for at fornyelsen kan skabes?
Det er jo en kæmpe udfordring, for kirken er bundet op af traditioner. Særligt hos os i en domkirke, som er en moderkirke for mange, er det svært. Men jeg oplever, der er rum for fornyelse, selvom tilgangen mange steder er lidt anarkistisk. Og det materiale, folkekirken typisk har givet os, har været meget traditionsbundet, så vi må kigge andre steder hen for at finde inspirationen. Jeg selv er meget inspireret af Willow Creek (amerikansk, kirkelig bevægelse, red.).
Anne Lise Quorning, organist i Fredens Kirke i Viby ved Aarhus, 45 år:
Hvorfor har du valgt at deltage i dag?
Fordi jeg interesserer mig for emnet som medarbejder i folkekirken. Jeg synes faktisk, at højmessen er kirkens guld. Den fejler ikke noget. Hvis den ikke fungerer, tror jeg det skyldes de mennesker, altså præst, menighedsråd og organist, der står for den. For hvis de bare læner sig tilbage, så bliver højmessen kedelig. Men det behøver den bestemt ikke at være. Højmessen kan godt gøres forståelig for folk udefra.
Er der dermed ikke brug for fornyelse af højmessen?
Nej. Men der er brug for, at de, der laver den, tænker sig om. Menighedsråd, præst og organist skal overveje, hvad de vil med deres kirke.
