Individualisme, præstations- og konkurrencesamfund – kært barn har mange navne, og det samme gælder den tidsånd og det samfund, vi i dag lever i. Selvtilstrækkeligheden er imidlertid ved at kamme over, mener Trine Torp, der er folketingsmedlem for SF, kirkeordfører og medlem af kirkeudvalget.
Hun forholder sig til søndagens bibeltekst, hvor Johannes Døberen møder en gruppe præster og levitter, som er sendt ud for at finde ud af, hvem han er.
”Teksten handler om at kunne tage imod det, der kommer, med åbenhed og nysgerrighed. Det vil sige at være åben over for nye måder at se verden og livet på. Vi kan vælge at møde det nye og fremmede med bekymring og utryghed, men Johannes fremhæver værdier som kærlighed, barmhjertighed, åbenhed og frihed,” forklarer Trine Torp.
Over for den nysgerrige forsamling kunne det være fristende for Johannes at sætte sig selv op på en piedestal. I stedet præsenterer han sig selv som ”en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!”, og om hans relation til Jesus siger han, at ”hans skorem er jeg ikke værdig til at løse”.
”Det kan være vigtigere at bane vejen for den anden frem for at fremhæve og sætte sig selv i centrum. Det er den værdi, Johannes repræsenterer i teksten – at der er noget, som er større end fokus på en selv,” siger Trine Torp.
Netop den værdi mener hun, at nutidens samfund kan lære meget af, og hendes tanker går til den norske professor i socialpsykologi Tor-Johan Ekeland, der om individualiseringens tidsalder sagde:
”Du er fritstillet til at skabe dig selv, men mislykkes du, har du kun dig selv at takke”. Trine Torp påpeger, at især unge i dag har et utal af valgmuligheder for at realisere sig selv, men de står også meget alene med ansvaret.
”Vi har i vores samfund store problemer med, at mennesker får angst og depression, fordi de ikke kan præstere og leve op til forventningerne om det lykkelige liv. Individualismen fylder utrolig meget, og nogle gange glemmer vi, at det fællesskab, vi har, er betingelsen for vores frihed, og at selvstændighed og afhængighed er hinandens forudsætninger. Det frie menneskeliv eksisterer kun, hvis vi også erkender forbundetheden med hinanden. Jeg tror ikke på, at friheden kan eksistere uden fællesskabet,” forklarer hun.
Historisk har folkekirken været et sted, som skabte samhørighed, men hvis den skal blive ved med det, skal den også forstå og følge med tiden, mener Trine Torp. Hun betragter ikke sig selv som troende, men finder stor værdi i mange af troens budskaber. Bibelen skaber grundlag for både refleksion og filosofi, og det finder hun mere givende end at gå rundt med et defineret billede af Gud i tankerne.
”Folkekirkens rolle er at skabe et rum for refleksioner og åbne op for debat. Det er vigtigt, at vi har en åben folkekirke, som anerkender, at vi lever i en globaliseret verden, der både er multikulturel og multireligiøs, hvis den skal forblive vedkommende og samle folk,” siger Trine Torp.
Troen fyldte ikke meget i hendes barndomshjem, erkender hun. Dog var hendes mormor og morfar faste kirkegængere, og det betød, at der altid blev sunget salmer ved familiesammenkomster. Bedsteforældrene sang så smukt, og sang gør stadig indtryk på hende, når hun ved særlige lejligheder går i kirke.
Når hun befinder sig i kirkerummet, er det vigtigt for hende, at præsten skaber nogle rammer, hvor der er plads til tvivl og forskellighed, og hvor prædikenen er vedkommende, uanset hvilket forhold man har til tro. Hun har flere gange oplevet lysten til at flygte langt væk, når hun har lyttet til en prædiken fuld af dundertale, der fordrer, at man går duknakket derfra.
Kirkens fremtid ligger i at være i stand til at samle både de troende og ikke-troende og være nærværende for dem, der forholder sig meget bogstaveligt til Bibelens tekster og dem, der som Trine Torp selv tolker teksterne mere symbolsk.
Hun kan stadig grine af den dag, hendes ældste søn kom hjem fra børnehave og fortalte om Jesus. Han gik i en menighedsbørnehave ved Frihavnskirken i København, hvor der var en præst, som holdt børnegudstjenester, hvor hele kirken blev omdannet til Noahs ark, og børnene legede dyr.
”En dag kom min søn hjem og sagde: ’Jeg tror, Andreas er rigtig gode venner med ham Jesus, for han taler hele tiden om ham’. Præsten formåede at fortælle om Jesus til børnene på en måde, der var vedkommende, og som fik min søn til at tænke, at Jesus var en ven,” fortæller Trine Torp.
Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg vil tale om, at frihed ikke må blive til selvtilstrækkelighed. Individualismen fylder for meget, og vi glemmer fællesskabet som en betingelse for vores frihed.
Hvad er for dig det vigtigste af de ti bud?
Andet bud: Du må ikke misbruge Herren din Guds navn. For mig handler det om respekten for andre mennesker. Ethvert menneske skal have lov til at være den, man er, og vi skal overveje, hvordan vi bruger og misbruger sproget.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
Det er en gudstjeneste, der sætter tankerne i gang om livets store og små spørgsmål, og som foregår i et sprog, der er til at forstå, uden floskler og dundertale. Prædikenen skal give plads til alle mennesker uden at dømme, om man er rigtigt troende eller ej.
Hvordan er dit gudsbillede?
Gud skal give håb og varme, når livet er svært, og være inspirerende og værdiskabende, men ikke formynderisk. Jeg tror ikke på, der findes en gud, som straffer og overvåger os. Vi skaber selv hverdagen, og vi kan ikke fralægge os ansvaret til nogen eller noget, der er større end os.