Prøv avisen
Før søndagen

Højskoleforstander: Friheden ligger i at være forbundet med og bundet til den anden

Forstander på Silkeborg Højskole Jacob Zakarias Eyermann gør meget ud af at fortælle eleverne, at han aldrig bliver den perfekte far, forstander, kristne eller teolog, men at det gør ham fri at han ikke skal gøre sig fortjent til Guds kærlighed. ”Sandheden om Gud som nådig, tilgivende og kærlig er en modgift mod den præstationskultur, som mange unge kommer fra,” siger han. – Foto: Silkeborg Højskole

Sand frihed ligger i at vide sig elsket af Gud uanset sine præstationer – og i at være forbundet til andre mennesker i et forpligtende fællesskab, mener Jacob Zakarias Eyermann

Højskolen er et godt sted at erfare, hvad frihed er, mener Jacob Zakarias Eyermann. For på højskolen kan man sætte en parentes om præstationssamfundet, hvor alt måles og vejes og gøres op i nytteværdi. På Silkeborg Højskole, hvor den 42-årige teologi- og kommunikationsuddannede er forstander, siger han gerne til eleverne, at der har de ”kvajepligt”.

”Mit budskab til dem er, at på højskolen handler det ikke om at score 12-taller. Man skal turde fejle, for tør man ikke komme galt af sted, kommer man slet ikke af sted,” siger Jacob Zakarias Eyermann.

Han oplever, at mange af de unge højskoleelever er meget optaget af at præstere og af at være gode nok, dygtige nok og smukke nok.

”De er ofte helt udmattede af den præstationskultur, som hersker i store dele af samfundet. På højskolen finder de et helle, hvor de for en stund kan sætte konkurrencestat, præstationssamfund og nyttetænkning på pause, og hvor det handler om at blive et vi, ikke et jeg. Det handler om relationer, og det er også, hvad kristendom handler om for mig,” siger Jacob Zakarias Eyermann.

Begreber som frihed, fællesskab og dannelse har altid fyldt meget i forstanderens liv, og det er helt centrale begreber i hans hverdag på højskolen. Derfor har han også let ved at forholde sig til søndagens tekst, hvor Jesus netop taler om frihed og sandhed.

”Jeg er vokset op i et FDF-miljø, hvor jeg var med mine forældre til massevis af arrangementer, hvor fællesskabet var i centrum, og mit hjem var præget af en levet kristendom, som handlede om, at alle skulle have en plads i fællesskabet. Der var ingen udskiftningsbænke, og det er en tanke, jeg har taget med mig både i mit virke som leder i FDF og i mit arbejde som højskoleforstander. På skolen gør vi meget ud af at skabe et fællesskab, hvor der er plads til alle. Hvor man forpligter sig og erfarer, at ens egen lykke og frihed er afhængig af de andres,” siger Jacob Zakarias Eyermann.

Han finder det helt naturligt, at man som ung oplever en frihedstrang og tester frihedens grænser. Som ung rejste han meget – bumlede rundt med tog og bus i Indien, Nepal, Laos og Iran.

”En udfordring i dag er nok bare, at idealet om at være fri fra alle bindinger har bredt sig langt ind i voksenlivet. Vi er hele tiden på vej, og vi vil ikke binde os til nogen af frygt for at begrænse vores eget liv,” siger han.

Kun at tænke friheden som en ”frihed fra” i stedet for en ”frihed til” er en fejl, mener Jacob Zakarias Eyermann, og det er blandt andet den fejl, Jesus påpeger, når han taler om sandhed og frihed i søndagens tekst.

Men når Jesus i søndagens tekst taler om, at sandheden gør os frie, er det sandheden om, at vi er elsket, som vi er, og i den forstand er frie til at forsøge og fejle, men også, at vi er bundet i relationen til det andet menneske. Sandheden, som den viser sig i Jesus, er, at vi er sat i en relation, hvor vi er forpligtede, men i den forpligtelse og bundethed ligger også en stor frihed,” siger Jacob Zakarias Eyermann.

”Når man bor så tæt, som vi gør på en højskole, så finder man ud af, at den anden også er min begrænsning. Nogle slår sig på reglerne, og det giver bøvl og besvær at få hverdagen til at fungere. Men det er også i bøvlet og besværet, at vi lærer hinanden at kende, og de nære relationer opstår. Det er der, vi oplever synden, som Jesus taler om. Men det er også der, friheden ligger, fordi vi er sat fri til at forsøge, så godt vi kan.”

Selv bandt Jacob Zakarias Eyermann sig først for alvor i 30’erne, da han giftede sig og fik børn.

”Når man siger ja til sin kone, og når man får børn, så bevæger man sig ned ad en tragt, der bliver trangere og trangere. Det kan være angstprovokerende, for nu kan jeg ikke bare følge føddernes lov og min egen lykke. Men så finder man ud af, at der er en frihed i, at man ikke kan og skal alt, og der er en frihed i at være bundet til andre mennesker og lade sig begrænse af dem,” siger han.

Jacob Zakarias Eyermann oplever af og til, at han kan blive fanget i ”hamsterhjulet” og præstationsræset. At han ligger under for et ønske om at være den perfekte forælder, forstander og teolog. Men så oplever han, at den sandhed, som han finder i søndagens tekst, sætter ham fri:

”Sandheden om at være altid allerede elsket er med mig som en rodfæstethed. Den giver mig ikke konkrete anvisninger på, hvordan jeg skal løse konflikter på højskolen eller opdrage mine børn. Men den sætter mig fri til at forsøge, velvidende at jeg aldrig bliver den perfekte far eller leder.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville fokusere på, at den sande frihed, som Jesus taler om, ikke ligger i at være fri fra noget, men fri til noget. Friheden ligger ikke i det ubegrænsede, men i at være forbundet med og bundet til nogen og noget. Friheden ligger i at være altid allerede elsket af Gud og i relationen til mennesker, som kender en så godt, at man ikke skal forstille sig.

Hvad er det vigtigste for dig af De Ti Bud?

Det 8. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste. Noget af det bedste ved vores samfund er, at det i høj grad bygger på tillid, og forsvinder den, smuldrer resten. Stoler vi ikke længere på politikerne, eller breder korruption og løgne sig i retssystemet, falder alt fra hinanden. På højskolen er tillid også grundlæggende for forholdet mellem både lærere og elever, ledelse og lærere og internt mellem lærerne og eleverne.

Hvordan er din ønske-gudstjeneste?

Jeg er vokset op med eksperimenterende gudstjenester – i skoven eller på en pløjemark, og det elsker jeg. Men jeg elsker også en gudstjeneste, hvor musikken er prioriteret, fællessangen løfter sig, og de professionelle tør give slip, så menigheden inddrages – og hvor der er plads til børn.

Hvordan er dit gudsbillede?

Gud er for mig det menneske, vi hører om i dagens tekst. Jesus inkarnerer nåde, tilgivelse og kærlighed – de ord, jeg vil sætte på Gud. Gud er den, som har skabt mig, og som jeg er taknemlig over for.