Prøv avisen

Frihedens digter

Frankrigs store digter Victor Hugo fylder 200 år. Den visionære digter argumenterede allerede i 1800-tallet for dødsstraffens afskaffelse, kvindernes ligeberettigelse, folkeoplysning, velfærdsstat og andre udtryk for den moderne stat

Han var troende katolik og dog en af kirkens største modstandere, han kaldte sig revolutionær og bekæmpede til enhver tid anarkiet. Men Frankrigs store nationale digter Victor Hugo, »De elendige«s fader, som i år fylder 200 år, var altid på frihedens og retfærdighedens side

Det 19. århundrede, dette fortumlede århundrede, som skulle bringe både utænkelige tekniske fremskridt, spirende demokrati og klassekamp til Europa, var ganske nyt, da Victor Hugo blev født i Paris den 17. februar 1802. Han, som skulle blive Frankrigs store digter, skulle også som politiker følge alle disse omvæltninger helt frem til tærskelen til det 20. århundrede. Og endog helt frem til vor tid, så visionære var især hans tanker om kvindernes ligestilling, børns rettigheder og en europæisk union.

Victor Hugo oplevede både forfattersucces og censur, valgsejr og eksil. Det eneste parti, politikeren og digteren Hugo lod sig indmelde i, var frihedens parti. Åndsfrihedens og den politiske friheds, det var hans kamp. »Og den dag, jeg ikke længere kæmper, er jeg død«.

Til dem, der bebrejdede ham, at han snart var på »de rødes side« og snart var imod dem, svarede han med vanlig skarpsleben tunge: »I 1848 var de røde undertrykkerne, og jeg bekæmpede dem. I 1850 blev de undertrykt, og jeg forsvarede dem. Er det dette, De kalder ubestandighed?«

Med pennen og sine hvæssede talegaver som eneste våben kastede han sig ud i sin samtids stridigheder. Og dem var der nok af. Napoleonskrige afløstes af blodige opstande og Pariserkommune. I hans levetid skiftede Frankrig fra republik til kejserdømme til mornarki og republik og tilbage til kejserdømme. Og Victor Hugo, som begyndte sit liv som vibrerende tilhænger af monarkiet, nåede at bistå som fødselshjælper ved en ny udgave af den republik, han plæderede så helhjertet for i den sidste halvdel af sit liv.

En verdslig troende

Tre af Victor Hugos monumentale romaner står som milepæle både i forfatterskabet og i hans politiske udvikling. I »Klokkeren fra Notre Dame« fra 1831 gør han op med den katolske gejstligheds knugende greb om det frie ord og den frie tanke. I »De elendige« kalder han til kamp mod det gryende industrisamfunds bundløse og fornedrende armod. Og i »1793« hylder han republikken, den franske bøjning af begrebet demokrati og parlamentarisme.

Lyset mod mørket, mennesket imod den kirkelige institutions dogmatisme, det er temaet i »Klokkeren fra Notre Dame«. Præsten Frollo holder den stakkels Quasimodo indespærret i kirkedogmernes mørke og forhindrer ham i at møde den frie Esmeralda. Victor Hugo har selv sagt, at med denne roman ville han behandle et af de store frihedsspørgsmål: »Friheden fra de dogmer, der tynger bevidsthed og handling«.

I lige linje fra oplysningstiden mente Victor Hugo, at den katolske kirke bremsede det fremskridt, han selv troede så glødende på, såvel det tekniske fremskridt som den menneskelige udvikling. Den verdslige skole, der leverer lærdom uden indblanding fra kirken, var en af Hugos store sager, som han kæmpede for i årevis.

»Katolicismen gør mennesket til slave, filosofien gør det frit«, sagde han gerne.

Victor Hugo var nok indædt anti-gejstlig. Men ateist var han ikke. Historikeren Henri Pena-Ruiz og filosoffen Jean-Paul Scot definerer ham i bogen »Un poet en politique«, en af de utallige bøger om Hugo, der udkommer i 200-året, som »en verdslig troende«, der definerede Gud som det stik modsatte af kirkens Gud.

»Vi forveksler ikke kristendommen med Jesuitterne«, sagde Hugo, som satte evangeliet op imod kirken, Kristus imod paven. Victor Hugos gudssyn var på mange måder nærmest panteistisk: Han så Gud i naturen og mere bredt i alle de forhold, han selv fandt retfærdige.

I digtet Pan skriver han, at »Gud udfylder alt. Og verden er Hans tempel«. Og han tøver ikke med at hente argumenter for sine politiske synspunkter i troen. »Kristus afskaffede dødsstraffen ved at lide den«, sagde han og mente også, at »den franske revolution var en gestus fra Gud« - en provokerende bemærkning i betragtning af det anti-gejstlige indhold i samme revolution.

På de svages side

Ærkebispen i Paris forfulgte striden over dødstærskelen ved at modsætte sig, at Hugo blev bisat i Panthéon, dette tempel for Den Franske Republiks store mænd. Det blev han nu alligevel, for Victor Hugo skaffede sig enorm succes og anseelse med sin bramfrie tale og med sine urørlige principper om retfærdighed.

En af hans største successer blev »De elendige«, hvor han som en af de første rejste sig imod den fattigdom, som det nye byproletariat levede under efter den begyndende industrialisering. Victor Hugo satte sig for at placere spørgsmålet om social retfærdighed midt i diskussionen om demokrati.

»Det er fattigdommen, der forgylder Versailles«, sagde han i en politisk tale og ramte dermed på én gang monarkiet og den industrielle udbytning.

»Les Misérables« har skabt en række udødelige personer: den fattige Fantine, som tvinges til at prostituere sig for at ernære sin datter, Cosette, den kvikke gadedreng Gavroche og selvfølgelig Jean Valjean, tugthusfangen, som dømmes for at stjæle et brød. De parisiske arbejdere skillingede sammen for at købe værket, som derefter gik på omgang.

»Denne bog er farlig«, mente Hugos samtidige, digteren og politikeren Lamartine.

»Den gør de lykkelige bange og de ulykkelige alt for forhåbningsfulde«.

»Victor Hugos synspunkter synes at være blevet radikaliseret af hans eget værk«, skriver Henri Pena-Ruiz og Jean-Paul Scot og understreger, at digteren fra dette tidspunkt begynder at erklære sig socialist. Men Hugo havde det med socialismen som med kristendommen. Han havde svært ved at indordne sig under de autoriserede aksiomer. Kommunisen fandt han lige så dogmatisk som kirken, og han forblev livet igennem en fortaler for den private ejendomsret.

»Ja, proletariatet skal forsvinde, men jeg hører ikke til dem, der mener, at den private ejendomsret skal forsvinde«, sagde han og udviklede en teori om, at fattigdommen netop vil forsvinde, den dag alle får adgang til privat ejendom. En slags moderne velfærdsstat med en stor middelklasse og hjælp til de allerfattigste.

Og Hugo, som ellers kaldte sig »revolutionær«, fordi han var imod monarkiet, var i lige så høj grad imod anarkiet. Han kritiserede både den folkelige opstand i 1848 og Pariserkommunen i 1871 - men forsvarede oprørerne mod statsmagtens nedkæmpelse, tro mod sit princip om at være på de svages side.

Forvandlingen

Victor Hugo var især inspireret af fattigdommen i England, for selv om et udkast til »De elendige« var færdig allerede i 1845, udkom bogen først i 1862, hvor Hugo levede i eksil på den engelske ø Guernsey.

»Les Misérables« blev så stor en succes, at han fik råd til at købe hus på øen og dermed beskytte sig mod eventuelt at blive forvist, hvis England skul- le beslutte sig til at stå på god fod med »Napoleon den Lille«, som Hugo nedladende kaldte Frankrigs nye kejser i sine mange politiske smædeskrifter.

Victor Hugo måtte drage i eksil, da Louis-Napoleon, Bonapartes nevø, som var blevet præsident for Den anden Republik, efter monarkiets fald i 1848 genindførte kejserdømmet ved et statskup i 1851. På højdepunktet af sin karriere drog Hugo i eksil for at kunne forsvare republikken. Han, som i sine første digte svømmede i begejstring ved kongedømmet og som tak blev udnævnt til kongens page med kongeligt legat, blev republikkens varmeste og mest berømte fortaler. Og det i en sådan grad, at han i romanen »1793« forsvarer og legitimerer halshugningen af Ludvig den 16. efter den franske revolution.

Denne »metamorfose«, denne forvandling, er omdrejningspunktet for Hugos politiske løbebane. Det er her, i republikken, han finder det politiske udtryk for sit demokratiske sindelag. Kun den republikanske styreform kan være retfærdig og demokratisk, mente Victor Hugo, som vendte tilbage til Paris, netop da republikken endegyldigt blev indført i Frankrig efter nederlaget til Preussen i 1870 og kejserrigets fald.

- Han blev så gammel (83 år), at hans personlighed har inkarneret alle etaper i opbygningen af vores modere samfund. Hele århundredets historie resumeres i hans biografi, siger Guy Rosa, professor ved universitetet i Paris og medlem af den nationale Hugo-komité, som har været med til at organisere rækken af udstillinger, teaterforestillinger og Hugo-konferencer gennem hele 2002.

Internationalisten

Eksilet på Guernsey gav også Hugo et internationalt perspektiv. Hans berømmelse som forfatter og demokratiets og de svages utrættelige forkæmper rakte langt ud over Frankrigs grænser. Schweiziske og portugisiske modstandere af dødsstraffen bad om hans opbakning. Han støttede de mexikanske og de polske nationalisters selvstændighedskampe, gjorde sig til fortaler for de italienske og spanske republikanere og bekæmpede slaveriet. Han var, med egne ord, ikke fransk patriot, men »menneskehedens patriot«.

Hans visioner om Europas Forenede Stater viste sig så fremsynede, at for eksempel Robert Schuman, en af De europæiske Fællesskabers fædre, i Hugo så en pionér for den europæiske integration, inklusive den fælles valuta, og hans ideer om folkenes selvbestemmelse og samarbejde blev realiseret med Folkeforbundet og FN i det århundrede, der fulgte efter hans eget.

Dødsstraffens afskaffelse, kvindernes ligeberettigelse, børnenes rettigheder, folkeoplysning, velfærdsstat - der er snart ingen ende på de udtryk for den moderne stat, som Victor Hugo argumenterede for i 1800-tallet.

- Hugo har tegnet omridset af fremtiden, af det, der blev vores nutid, har Jean-Marc Hovasse, forfatteren til en ny Hugo-biografi, udtalt til tidsskriftet Le Magazine Littéraire.

- 200-året udgør en slags afslutning. Alle er tilhængere af Hugo, og vi risikerer at stå med et »hugoliansk budskab«, hvor vi kun vil høre det, vi kan bruge til at lykønske os selv med nutiden, siger Jean-Marc Hovasse.

Men bag de politiske visioner står stadig digteren og hans monumentale værk. Cosette og Jean Valjean, Esmeralda og Quasimodo er udødelige skikkelser i verdenslitteraturen. Og som sådan værd at genlæse.

kultur@kristeligt-dagblad.dk