Prøv avisen

Frikirkelig strid er endt i politisag

Kassereren i Løkken Frikirke i Nordjylland har overført 40.000 kroner fra kirkens kassebeholdning til en advokat. Foto: Bent K Rasmussen

Uenigheder om blandt andet økonomi i Løkken Frikirke i Nordjylland har ført til stor konflikt samt en politianmeldelse. Menigheden brænder sammen, siger frikirkepræst

Et frikirkeligt drama er brudt ud i lys lue ved Løkken i Nordjylland, efter at kassereren i Løkken Frikirke i Nordjylland, Heine Sloth Pedersen, har overført et beløb på 40.000 kroner fra kirkens kassebeholdning til en advokat.

Striden er et resultat af uenigheder mellem frikirken, Heine Sloth Pedersen og et andet medlem af menigheden, som har arbejdet som sekretær. Ifølge Jon Knudsen, Løkken Frikirkes præst og talsmand, startede Heine Sloth Pedersen med at blokere for udbetalinger fra kirkens pengebeholdning til al anden aktivitet end husleje, vand, varme og strøm.

På et kaotisk årsmøde for frikirken valgte Heine Sloth Pedersen ikke at genopstille som kasserer, men har herefter fortsat haft adgang til pengebeholdningen, hvorfra han har overført de 40.000 kroner.

Der er uenighed om, hvorfor overførslen i første omgang fandt sted. Heine Sloth Pedersen bekræfter, at han har flyttet de 40.000 kroner fra kirkebeholdningen til en advokat. Det gjorde han, fordi der uden hans viden forsvandt penge fra kirkekassen.

”Efter samråd med menighedens mangeårige revisor og advokat valgte jeg at bringe de resterende midler i sikkerhed på en spærret konto hos en advokat,” skriver Heine Sloth Pedersen i en mail til Kristeligt Dagblad.

Efterfølgende valgte Løkken Frikirke at politianmelde Heine Sloth Pedersen til Nordjyllands Politi, som dog henlagde sagen med den begrundelse, at der var tvivl om, hvorvidt han stadig havde fuldmagten som kasserer ved pengeoverførslen, mens Løkken Frikirke nu har anket sagen til statsadvokaten. For sagen er alvorlig, og det er tyveri, siger Jon Knudsen.

”Menigheden brænder jo sammen indefra. Og de andre i ledelsen er rigtig vrede, for når præsten eksempelvis ikke får løn, er det jo direkte ulovligt,” siger Jon Knudsen.

Problemet ligger ligeledes i, siger Jon Knudsen, at Det Danske Missionsforbund, som er en frikirke med 18 lokale menigheder, herunder Løkken Frikirke, direkte eller indirekte har bakket op om Heine Sloth Pedersen ved at holde møder med ham og dermed blandet sig i en intern konflikt.

Heine Sloth Pedersen afviser, at Det Danske Missionsforbund skulle have bakket ham op i flytningen af pengene.

”Absolut nej. Missionsforbundet har på intet tidspunkt opfordret mig til at bringe pengene i sikkerhed,” skriver Heine Sloth Pedersen.

Hos Det Danske Missionsforbund siger formand Finn Kier-Hansen, at parternes advokater må finde hoved og hale i den økonomiske tvist. Han vil ikke bekræfte konkrete detaljer, fordi der er tale om en igangværende konflikt.