Prøv avisen

Frikirkepræster siger nej til homoseksuelle

82 procent af danskerne støtter ifølge en Gallup-undersøgelse vielser af homoseksuelle.(Foto: Nordfoto) Foto: Modelfoto/Nordfoto

Homoseksualitet er tabu i mange frikirker. 93 procent af frikirkepræsterne vil ikke vie homoseksuelle, viser en ny undersøgelse

Hvis man er homoseksuel, medlem af en frikirke og ønsker at blive viet i kirken, har man en meget dårlig sag. 93 procent af præsterne i landets frikirker siger nej til at vie homoseksuelle, viser en ny undersøgelse, som Kristeligt Dagblad har foretaget. 161 ud af landets omtrent 300 frikirkepræster har deltaget i undersøgelsen.

Johannes Hansen er landsleder i Apostolsk Kirke og klar modstander af homoseksualitet.

Bibelen er meget entydig på området. Homoseksuel livsstil er ikke i overensstemmelse med Guds tanke for mennesket, siger han og understreger, at kirken derfor ikke har mandat til at velsigne homoseksuelle. Af samme grund kan praktiserende homoseksuelle heller ikke have lederroller eller optages som medlemmer i Apostolsk Kirke, men de er velkomne til gudstjenesterne.

Men præsterne begår en fejl, når de udelukker homoseksuelle, mener George Hinge, der er kirkepolitisk talsmand i Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske.

Der er mange bøsser og lesbiske, der er kristne, men når præster siger, at homoseksualitet er en synd, lukker de mange ude. Det er diskrimination indadtil, siger han.

Og det er Thomas Risager, der er præst i Metodistkirken i Odense, enig i.

Homoseksuelle kan have alle positioner her i kirken bortset fra præst. Dybest set handler det om, hvordan man er. Man kan godt være homoseksuel og en god kristen, siger han.

Metodistkirken har på verdensplan vedtaget, at den ikke vier homoseksuelle, så derfor kan homoseksuelle par ikke blive gift i Metodistkirken i Odense. Men Thomas Risager har selv et mere liberalt syn på homoseksuelle.

Jeg kan ikke tro, Gud vil tilbageholde mennesker sin velsignelse, uanset hvad de er, og hvad de gør. Jeg ser ingen steder Jesus skubbe mennesker fra sig. Tværtimod ser jeg, at Jesus favner alle, siger han.
Debatten om homoseksualitet vil dog ikke komme til at fylde meget i frikirkerne, mener sociolog Søren Østergaard, der er daglig leder af Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik.

Af strategiske årsager giver det ikke mening at tage diskussionen. Det vil bare betyde splittelse. Hvis man bløder for meget op, vil en gruppe af medlemmerne have svært ved at håndtere det og forlade kirkerne. Og dem, der er homoseksuelle, vil enten holde det hemmeligt eller søge ind i andre kirkesammenhænge, hvor det er accepteret, siger han.

For Benjamin Christensen, der er opvokset i Pinsekirken og homoseksuel, blev konsekvensen, at han brød med kirken, fordi han ikke følte sig accepteret.

Jeg var velkommen i kirken, men jeg vidste, at det var så længe, jeg bad til Gud og prøvede at blive heteroseksuel, siger han.

joergensen@kristeligt-dagblad.dk