Frikirker diskrimineres i medierne

Danske medier er for dårlige til at give frikirkerne en fair dækning, vurderer religions- og medieeksperter. Også frikirkepræster oplever pressen som fordomsfuld. DR står uforstående over for kritikken

- Foto: cPress.
- Foto: cPress. - Foto: cPress.

Frikirker i Danmark får ofte en rå og stedmoderlig behandling i pressen, især i store landsdækkende tv-kanaler. Så selvom mediernes interesse for tro og religion er vokset støt gennem de seneste år, kommer det ikke frikirkerne til gode. Det vurderer religions- og medieeksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med.

Medierne beskæftiger sig ikke med religiøse minoriteter på deres egne præmisser. Der er tendens til en meget ikke-inkluderende tone i medierne, siger Hans Raun Iversen, som er formand for Københavns Universitets forskningsprogram om religion i det 21. århundrede.

Cand.mag. i medievidenskab Mattias Pape Rosenfeldt har skrevet speciale om mediernes dækning af islam og kristendom.

Det er nærliggende at sammenligne den diskrimination, som frikirkesamfundene oplever, med den generelt temmelig rå behandling, muslimer får i medierne, siger han.

Ifølge Mattias Pape Rosenfeldt er det især de store gamle omnibusaviser samt DR og TV 2, der i flere undersøgelser har vist sig at være dårlige til at tackle den religiøse forskellighed.

I disse år, hvor religion på linje med vold og sex er blevet et nyt fascinationsfokus i nyhedsbranchen, er der gode betingelser for, at især minoritetsreligioner bliver udstillet i sensationshistorier eller historier, hvor "vi" med en sund, folkekirkelig "normalindstilling" kan korse os over, hvor sært, provokerende eller ligefrem truende de anderledes troende opfører sig, forklarer Mattias Pape Rosenfeldt.

Men den kritik afviser DR's nyhedschef Ulrik Haagerup.

Det er ikke min oplevelse, at det forholder sig sådan. Vi har en række programmer, der beskæftiger sig med religion, for eksempel Mennesker og Tro på DR 1, hvor vi følger mange forskellige religiøse retninger og dækker dem på lige vilkår, siger han og understreger:

Når flere og flere danskere interesserer sig for religiøsitet, så dækker vi det naturligvis, uanset om det drejer sig om almindelig folkekirke-aktivitet eller andre trosretninger. Og vi mener selvfølgelig ikke, at man skal dæmonisere det, at nogle tror på noget andet end flertallet. Men vi stiller kritiske spørgsmål, når der er anledning til det, og det har gjort sig gældende i forhold til både folkekirken, Evangelist, Scientology og islam, siger han.

En undersøgelse blandt 161 frikirkepræster foretaget af Kristeligt Dagblad viser, at også præsterne i landets frikirker opfatter pressen som forudindtaget:

86 procent af de adspurgte mener, at medierne beskæftiger sig for lidt med frikirkerne, og 65 procent finder dækningen direkte fordomsfuld.

En af dem er David Hansen, præst i Aalborg Menighedscenter.

Frisindet er meget begrænset i danske medier, når det handler om at fastholde klassiske kristne værdier. Så stemples man utrolig hurtigt som højreorienteret og ekstremistisk, siger han.

freya@kristeligt-dagblad.dk

- Foto: cPress.
- Foto: cPress. Foto: - Foto: cPress.