Når man træder ind i Christianskirken i Aarhus til højmesse, bliver man ved indgangen mødt af en lille velkomstkomité. Kirkeværter bliver de kaldt, og denne næstsidste søndag i april består holdet af Ruth Mølgaard og Lise Thuesen, som hilser på og deler salmebøger ud.
Det er dog ikke alle, der tager imod bøgerne længere, for under gudstjenesten bliver salmeteksterne vist på et stort lærred i salen med hjælp fra en projektor. Dette står Peter Lind denne dag for at præsentere, selvom selve powerpoint-showet er lavet af Allan Due Jepsen. De to herrer sidder placeret ved siden af projektoren i midten af kirkerummet, hvorfra Allan Due Jepsen også kan styre lyden fra blandt andet præstens mikrofon. Det er hans opgave i dag.
Efter klokken 10 begynder der at komme liv i kirken, men bevæger man sig ned i kælderen, finder man et lille hold, der allerede har været i gang i nogle timer. Ægteparrene Else og Ernst Jacobsen og Maria og Erik Møller Knudsen mødte alle klokken 8.30 for at forberede kirkefrokosten, som bliver serveret efter gudstjenesten i lokalerne i kirkens kælder.
Det lille kirkekøkken dufter af varm leverpostej og stegt bacon, og fade fyldes med sild, æg og tomat, tunsalat og ost og rettes an, så det ser indbydende ud. Ofte nøjes man med kirkekaffe efter gudstjenesterne, men i dag er der præsteindsættelse, hvorfor der gøres mere ud af det, forklarer 72-årige Else Jacobsen.
Og antallet af arbejdende stopper ikke her. Til højmessen finder man blandt andet også læsere, nadverhjælpere, lovsangsledere og forbedere.
LÆS OGSÅ: Folkekirken kan vinde millioner med frivillige
Fælles for dem er, at de er en del af kirkens frivilliggruppe, der fast står for opgaver inden, under og efter gudstjenester samt hverdagsaktiviteter og sommerlejre. Dermed er kirken et mønstereksempel på de økonomiske fordele, der ifølge flere eksperter er at høste for folkekirken ved at inddrage mange frivillige. Frivillighed har i virkeligheden altid været en stor del af kirkens identitet, siger menighedskoordinator Martinus Nielsen. Tilbage i slutningen af 1800-tallet blev menigheden startet af frivillige, der ønskede sig en kirke i deres eget område.
I dag har den aarhusianske menighed omkring 10.000 medlemmer, 17 betalte ansatte ud over de tre statslønnede præster og 330 faste frivillige.
Selv stillingen som kirkekordegn overgik for nogle år siden til frivillige for på den måde at kunne opprioritere en daglig leder for de frivillige. Den opgave har Martinus Nielsen i dag. Ifølge ham er det vigtige ikke at spare penge, men at skabe mest muligt liv med de midler, kirken har.
Det handler ikke om at sætte en pris på det frivillige arbejde, men om at få mere kirke for pengene. Vi bruger mange timer på at undersøge, hvordan vi kan tænke kreativt med vores frivillige og sørge for, at arbejdet ikke føles som en sur pligt. For mange er det en gave at få en tjenstlig opgave, for så føler man sig mere som en del af kirken, siger han.
Tilbage i kirken går gudstjenesten i gang, og flere frivillige står klar til at udføre deres opgaver. Lige før prædikenen tager parret Martin og Luise Østergaard de yngste tilstedeværende med ud af lokalet, for at de kan få fortalt bibelteksten i børnehøjde.
Ved altergangen er der mulighed for at gå ind i et mindre lokale til venstre for prædikestolen, hvor man kan blive bedt for af Bodil og Søren Kappelgaard. Og mens mange af de godt 100 tilstedeværende står i kø for at modtage nadveren, spiller og synger frivillige Brian Fomsgaard.
Under nadveren hjælper menighedsrådsformand Jens Hede Jensen også til. I de 20 år, han har siddet i menighedsrådet, er andelen af kirkens midler, der går til lønninger, faldet med i hvert fald 10 procent, siger han. Ligesom Martinus Nielsen mener han dog heller ikke, at brugen af frivillige handler om at spare penge, men derimod om at få mere plads til det vigtige i kirken.
Man skaber et godt klima i kirken og gør, at medlemmerne i højere grad ser det som deres kirke og føler, at de bliver en del af et større vi. Vi opdager endda, at nogle kommer for at få en opgave, selvom de ikke er specielt kirkelige, siger han og tilføjer, at andre menighedsråd også sagtens kan gøre Christianskirken kunsten efter.
I stedet for at bruge den første halvdel af et menighedsrådsmøde på at tale om praktiske ting, som man i teorien kan få bestemte udvalg til at tage sig af, bør man finde tid til at snakke om kirkens liv og vækst. Derudover skal man begynde i det små finde en til at læse indgangsbøn eller byde velkommen.
En, der selv begyndte i det små, er Dennis Sasser, der denne søndag deltager i gudstjenesten uden nogen frivillig opgave. For et par år tilbage besluttede han sig for at ville bidrage til menighedens liv og begyndte med at stå for kirkekaffen. Siden har han gradvist fået flere opgaver, og i dag leder han de frivillige team ved højmesserne.
Jeg synes, det er et rart sted at komme, og kan godt lide, at gudstjenester er noget, vi er fælles om at skabe. Det var en klar motivation for at bidrage, siger den 32-årige frivillige, som ved gudstjenestens slutning bevæger sig mod kirkens kælder for at smage på den lune leverpostej.