”Jeg hørte engang udtrykket, at man har brug for et socialt skub for at tage det ansvar,” siger Amalie Utzon om søndagens prædiketekst, som er lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
”Jeg tror godt, at vi kan lide at se os selv som barmhjertige samaritanere, der ville hjælpe en, der ligger på gaden og tydeligvis er i nød. Den helt umiddelbare omsorg. Men sagen er, at det nok er de færreste, der føler sig komfortable ved bare at henvende sig.”
Amalie Utzon er landsformand i Ungdommens Røde Kors. I kraft af sit arbejde og som frivillig på organisationens sommerlejre har hun begrebet barmhjertighed tæt inde på livet, når hun arbejder med udsatte børn og unge.
Og som en del af et stort organ af 5000 frivillige kender hun til det sociale skub, hun taler om i forhold til barmhjertighed.
”Der er noget paradoksalt i, at jeg har lettere ved at sige, at jeg engagerer mig frivilligt i en organisation, der sætter en ramme om et engagement. Det er lettere end den umiddelbare ansvarstagen som privat menneske, når du ser en hjemløs ligge på gaden. I virkeligheden er det den samme gerning, men jeg tror, at vi i velfærdsdanmark er vant til at have det sociale rygstød, der giver styrken til at hjælpe,” siger hun.
”Ordet barmhjertighed er et vældig stort ord. Måske fordi det nærmest forstås som en overmenneskelig person, der tager ansvaret og er barmhjertig over for et andet menneske,” siger Amalie Utzon.
Men i virkeligheden har hun det lidt vanskeligt med ordet ”barmhjertighed”.
”Det er interessant, hvordan ordet 'barmhjertighed' kan føles stort, mens ordet 'medmenneskelighed' er lettere at forholde sig til. Medmenneskelighedsbegrebet relaterer sig mere til fællesskabet og mere til en gruppe, hvor barmhjertighed og barmhjertighedsforpligtelsen, vi alle sammen kan føle, er mere moralsk og mere individuelt fokuseret. Måske er det derfor, det kan være svært at føle sig som et barmhjertigt menneske,” siger hun.
Amalie Utzon er blot 24 år, men har været aktiv i Ungdommens Røde Kors i syv år. Det var cykelturen gennem et belastet kvarter i hjembyen Holbæk, der fik hende til at engagere sig i arbejdet med udsatte børn og unge.
Her så hun unge, der kedede sig, og som ikke havde mange voksne i deres liv, der så deres potentiale. Og det er stadig det, der driver hende.
”Nogle siger, at man ikke kan ændre fremtiden for et barn på en uge. Men netop med medmenneskelighed og ubetinget omsorg og ansvar kan man. Det er noget af det mest forandrende, og det kan ændre fremtiden for et barn eller et ungt menneske at være på en uges ferielejr,” forklarer hun. Hun har set det selv.
For nogle år siden var en dreng med på en af ferielejrene, som var meget voldelig og konfliktsøgende. Han havde aldrig været på en koloni eller ferie uden at blive sendt hjem. Han var vant til, at man ikke kunne rumme ham, forklarer Amalie Utzon.
”Jeg må indrømme, at det var første gang, jeg var af sted, hvor jeg tænkte, at her var et barn, jeg havde svært ved at rumme. Jeg havde svært ved, at han var voldelig over for mennesker, jeg holder af. Men det, der gjorde, at vi blev ved med at kunne rumme ham, var de frivillige unges fællesskab. Vi blev ved med at holde hinanden oppe, skifte hinanden ud og tale om, at det var svært,” siger hun og uddyber:
”Det var fællesskabets insisteren på at være barmhjertig, der gjorde det muligt, at man hver især kunne være medmenneskelig og tage ansvar for denne her dreng. Han blev ikke sendt hjem, og jeg mødte ham tilfældigt et år efter på en anden ungdomslejr. Han tog imod mig med åbne arme og gik med en lille pige i hånden og var enormt omsorgsfuld selv. Et fuldstændigt forandret barn. Han ville gerne vise mig rundt, og for mig var det et godt billede på, at fordi han havde oplevet et fællesskab, der kunne rumme ham, og som viste ham omsorg og tillid, følte han sig som en del af det fællesskab, og så kunne han selv tage ansvar.”
”Jeg tror, at det er det, nogle mennesker kan finde en tro i. For i troen finder man følelsen af, at man er en del af noget større, at der er nogen, der skubber på det bedste i én. Vi får lettere ved at være omsorgsfulde over for hinanden, når vi oplever et fællesskab, som støtter os i det. Så er vi tilbage ved det sociale skub,” siger hun.
Ungdommens Røde Kors når hvert år ud til omkring 12.000 udsatte børn og unge. Amalie Utzon forklarer, at de kommer fra vidt forskellige baggrunde, hvad enten det er flygtningebørn, børn fra alkoholiske eller voldelige hjem eller ensomme unge.
I Ungdommens Røde Kors kan de møde frivillige voksne, der tilbyder mentorordninger, lektiecaféer, weekendture, ferielejre.
For Amalie Utzon er frivillighedsbegrebet altafgørende.
”Frivilligheden har en særlig kraft, og jeg tror grundlæggende på, at det er en af de stærkeste kræfter, den stærkeste lim mellem mennesker. Det er en interesse, som er uden økonomisk gevinst, men som er oprigtig medmenneskelighed,” forklarer hun.
Hun mener ikke, at barmhjertighed er forsvundet.
”Måske som ord, men ikke som begreb. Tværtimod synes jeg, at medmenneskelighed er eksploderet. Både i større sammenhænge som Venligboerne, der er blevet en folkebevægelse på Facebook med mennesker, der, uanset hvad regeringen siger, gerne vil tilbyde, hvad de har, så de kan hjælpe en flygtning,” siger hun og fortsætter:
”Men også helt ned på det nære plan. Jeg bor lige op ad et stort hjemløseherberg og med Urbanplanen på Amager på den anden side. Der går mange drenge, som laver ballade, og der er mange hjemløse, der ligger og sover og godt kan se ud, som om de ikke har det godt. Men de er meget omsorgsfulde og siger ofte til mig, hvis jeg har for lidt tøj på, fordi det bliver koldt senere, eller at jeg ikke skal komme for sent hjem.”
”I sidste uge så jeg en dreng, som gik og kiggede på en hjemløs, der lå ned. Jeg troede ved første øjekast, at han skulle til at rulle ham, men i virkeligheden tjekkede han bare, om han trak vejret. Barmhjertigheden lever!”.