Tre gange gentager Jesus det budskab, som ifølge operasanger Jens-Christian Wandt er det vigtigste i søndagens tekst: Frygt ikke. Det er ligesom i eventyrene, hvor en bestemt pointe understreges eller inderliggøres af gentagelsen. Og fokusset på frygten er givtig, mener operasangeren, fordi temaet kun er blevet mere relevant i vores tid.
”Vi lever i en verden, der er fuld af frygt. Vi er bange. For hinanden. For fremmede, der ikke ligner og gør som os. For døden. Frygten får det værste op i os. Derfor er noget af det, vi bør frygte allermest, netop frygten,” siger Jens-Christian Wandt, der i disse dage turnerer med sommerforestillingen Verdensballetten rundt i landet.
Selvom der er mange af verdens forhold og forskelle, der ikke er, som de bør være, kan mennesket ifølge operasangeren ikke holde ud at leve, hvis den form for negativ frygt er permanent plantet i hjernen. Derfor er det heldigt, at den negative frygt har et positivt modstykke.
”Det er den positive frygt, der er kernen i søndagens tekst. Gudsfrygten. Engang sagde daværende præst Kaj Mogensen til mig: ’At frygte Gud er at være uden frygt’. Vi skal ikke frygte, at Gud vil os det onde, men i stedet huske, at Guds kærlighed er det største af alt,” siger Jens-Christian Wandt.
Det er nærmest umuligt at gå igennem livet uden at komme ud for nogle frygtelige oplevelser, hvor man mærker modgang. Men i gudsfrygten ligger netop, at Gud er kærlighed, og at Gud har magten over liv og død, men at magten kun bruges på det gode, mener han.
For Jens-Christian Wandt er Gud nærværende i både det gode og det onde, der sker i hans liv, men ikke årsagen til det onde. Da han for et par år siden var til et rutinemæssigt lægetjek, fandt lægen noget mistænkeligt, som en speciallæge fik til opgave at undersøge nærmere. Først skulle han vente to uger på konsultationen og derefter to uger på at få et svar. I den ventetid frygtede han meget for sit helbred, selvom det i sidste ende viste sig at være upåklageligt. Men alligevel har han aldrig haft grund til at tvivle på Guds kærlighed.
”Jeg har aldrig haft behov for at spørge, hvad meningen er, og hvor Gud er henne. Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg ikke har stået i en sådan situation. For det er spørgsmål, som alligevel hverken bør eller kan besvares,” siger Jens-Christian Wandt.
Den største sorg, han har oplevet, var, da han mistede sine forældre sent i livet. I den situation følte han ej heller vægten af frygten i sin tungeste form. For han er sikker på, at de på en eller anden måde mødes igen. Men når hans venner spørger, hvordan det dog skal lade sig gøre, må han igen blot trække på skuldrene.
”Vi lever på Jorden med den formåenhed, der er os givet. Jeg er sikker på, at det sted, vi ender, har nogle helt andre målestokke, som vi slet ikke kan forestille os. Da jeg skulle sige farvel til mine forældre, var det med både tristhed og sorg. Men noget i mig fortæller mig alligevel, at det ikke er slut. Det er måske også derfor, at jeg ikke hele tiden går med en frygt for at miste,” siger Jens-Christian Wandt, der er vokset op i København med en familie, som var meget kirkeligt funderet.
Hans far var menighedsrådsformand, mens moderen var medarbejder på kirkens plejehjem. Det var vel nok en form for grundtvigiansk hjem, hvis han skulle sætte et mærkat på det. For højskolesangbogen og faderens bordbøn var en naturlig del af opvæksten. Netop den naturlighed har præget hans tro, hvori der ingen påtagethed er knyttet.
”Jeg plejer at sige, at jeg har min barnetro i behold, selvom mange fortæller mig, at det er naivt,” siger han.
Kristendommen og erkendelsen af gudsfrygten er for ham en livslang modningsproces, og han har – på grund af den bevarede barnetro – ikke en pludselig hændelse eller aha-oplevelse i erindringen, hvor han med ét fandt Gud.
Nej, det er i stedet naturligheden, der driver Jens-Christian Wandt til at gå i kirke hver eneste søndag. Det er en mental optankning, som han har brug for for at komme igennem ugen, der i hans kalender begynder om søndagen. Hvis han en dag er forhindret, kan han sagtens finde på at tune ind på radio-gudstjenesten i bilen. For han oplever mangel, hvis ikke ugen indledes med en gudstjeneste.
I forbindelse med sin fars død stod Jens-Christian Wandt for et par år siden pludselig i en situation, der gjorde stort indtryk på ham. Da han skulle rydde ud i en skrivebordsskuffe i dødsboet, fandt han en dødsannonce over faderens søster, der var gået bort i en alder af 13 år efter længere tids sygdom. I dødsannoncen, som bedsteforældrene havde sat i avisen for mange år tilbage, takkede de Gud. Jens-Christian Wandt undrede sig dengang over, hvordan de kunne takke Gud for, at datteren var blevet taget fra dem. Men i takt med, at han er blevet ældre, har han forstået, at det netop er gudsfrygten, der gjorde sig gældende her.
”Både i den situation, og da jeg læste teksten i dag, kom jeg til at tænke på en legende, som jeg holder rigtig meget af. Legenden handler om en mand, der ser tilbage på sit liv og opdager, at der på gode dage er to sæt fodspor, mens der på de hårde dage kun er ét. For da har Gud båret ham,” siger Jens-Christian Wandt.
Hvad ville du sige i din prædiken, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville hovedsageligt sige ”frygt ikke”, ”Gud er ledsager, men ikke årsag” og bruge Kaj Mogensens sætning: ”At frygte Gud er at være uden frygt”.
Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud – og hvorfor?
Det første. For vi har så mange afguder. Det er meget svært at leve efter De Ti Bud, og jeg tror, at vi skal være rigtig lykkelige for, at Gud er kærlighed. For ellers ville vi få det svært. Men hvis vi i det mindste kan overholde det første bud og være gudfrygtige, er vi kommet et godt stykke af vejen.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
Jeg er meget traditionel og kan bedst lide en ”grund”-gudstjeneste med de sædvanlige ritualer. De tre salmer før prædikenen og de to efter, en altergang og velsignelsen. Og så synes jeg, at det er vigtigt, at man mærker, at musik og tekst går op i en højere enhed. Der, hvor præsten har valgt salmer til den søndag, til den prædiken og til den tid, vi lever i. Der, hvor man kan mærke et samspil mellem organisten og præsten.
Hvordan er dit gudsbillede?
En uudtømmelig kraft for kærlighed. Men jeg har ikke et fysisk billede af, hvordan Gud ser ud.