Prøv avisen

Frygten for bispestolen

-- Noget af det mest ejendommelige ved den danske folkekirke er, at den også omfatter valgmenigheder. Det giver det hele en bredde, som jeg synes er velgørende, siger K.C. Holm, der har ståsted i det grundtvigske -- en arv fra barndomshjemmet. -- Foto: Lars K. Mikkelsen.

ET LIV MED GUD: Selv om K.C. Holm havde betænkeligheder, da han i 1958 skulle være biskop over Fyens Stift, blev han alligevel en markant mand i embedet -- som han bestred i 26 år

KC. Holm var betænkelig, da han i 1958 skulle tiltræde som biskop over Fyens Stift. Selv udtrykker han det endnu stærkere: – Jeg har aldrig været så bange for noget som for at blive biskop.

Dels var han ung til at beklæde embedet – han fyldte 43 år et par dage efter indsættelsen – dels, skønnede han, var hans erfaringsmæssige baggrund "meget skrøbelig". Forinden havde han blandt andet været hjælpepræst og kapellan, men aldrig sognepræst. Derfor var hans kendskab til den kirkebogsføring, han som biskop skulle have overopsyn med, begrænset.

Trods betænkelighederne blev K.C. Holm en markant biskop. I 26 år bestred han embedet. I en del af perioden, fra 1962 til 1978, var han tillige medlem af bestyrelsen for Kristeligt Dagblad.

Holm er i dag 89 år, fylder 90 den 30. april, og bor i en stor, statelig lejlighed i det centrale Odense. Han er enkemand – hans kone, Astrid Holm, døde i 1997. Og han klarer selv hverdagens praktiske gøremål. Og på mønsterværdig vis, synes det. Eneste brud på ordenen i stuerne skyldes de mange bøger, der ligger fremme på et sofabord. Vist især historiske værker.

Heller ikke til madlavning behøver han hjælp. Imidlertid har han en datter i nærheden, Agnete Holm Hvidt, sognepræst ved Ansgars Kirke.

Ligesom St. St. Blicher er Knud Christian Holm født i Vium ved Viborg. Og igen ligesom i digterens tilfælde var faderen præst. Midt i 1920'erne fik Albert Thorvaldsen Holm embede i Dronninglund i Vendsyssel, hvor han døde allerede som 54-årig, i 1933, samme år som K.C. Holm blev student fra Aalborg Katedralskole.

– Jeg havde planer om at studere historie, som sådan set er min hovedinteresse. Men tabet af min far gav mig en fornemmelse af, at jeg skulle udfylde den plads, der med hans død var blevet tom. Derfor valgte jeg teologi. Men nogle gange i studieforløbet var jeg ved at fortryde. Og da jeg blev kandidat i 1939, var mine tanker om at blive præst efterhånden gledet temmelig langt væk. Jeg overvejede at fortsætte med et cand.mag.-studium. Dengang var jeg lidt genert og tilbageholdende og havde det bedst mellem bøger.

– Jeg var medlem af Studenterkredsen, den grundtvigske forening. Fra et tidligere medlem, der var blevet valgmenighedspræst og midlertidig forstander på Bornholms Højskole, kom der en henvendelse: Han manglede en til at undervise i sommeren 1940. Jeg tog derover, og tiden på højskolen kom til at betyde, at jeg fik smag for at have med mennesker at gøre. Og efter at være vendt tilbage til København gik jeg på Pastoralseminariet. Nu ville jeg være præst.

– Jeg plejer at sige, at jeg fik det 28. embede, jeg søgte. Det lyder måske ikke opmuntrende med 28 ansøgninger, men efter den tids forhold var det ikke så mange. Jeg var relativt heldig og kom i eftersommeren 1941 til Thisted, hvor jeg skulle være hjælpepræst. Gennem min far havde jeg bekendte på egnen, og jeg ved, at det kom til at betyde noget for, at det blev mig. Embedet i Thisted er det eneste, jeg har søgt og fået. Mine senere embeder fandt andre ud af, at jeg skulle have.

– Forholdene i Thisted var brogede. Normalt havde byen 8000-9000 indbyggere. Men da jeg var der, regnede man med, at den havde 12-13.000. For en stor del mennesker, der var kommet derop for at arbejde for tyskerne. Vestvolden var jo lige i nærheden. Desuden havde tyskerne en vandflyverbase i forstaden Dragsbæk lige syd for Thisted. Det satte sit præg, at vi hele tiden havde tyskerne så tæt på.

– Samtidig var Thisted en by med stor kirkelig interesse. Og med en vældig kirkegang. Inte-ressen kom mest fra Indre Mission. Da byens tredje præsteembede, som jeg fik, oprettedes, var aftalen, at det skulle besættes af en mand, der ikke hørte til Indre Mission. Det skulle være en, der blandt andet skulle beskæftige sig med den grundtvigske højskoleforening, som også fandtes deroppe. Den opgave var ganske naturlig for mig. Også min far havde hjemme i det grundtvigske. Og det har jeg aldrig haft trang til at skubbe i baggrunden. Jeg føler mig bundet af den grundtvigske kirkelige anskuelse med menigheden og dens bekendelse ved dåben som det centrale i hele vort kristne forhold.

– Jeg har mange minder fra Thisted. Nu har vi lige holdt jul og nytår. Så går tankerne tilbage. For mit vedkommende 60 år tilbage. Til den sidste jul jeg var deroppe. Julen 1944. Den jul og det nytår står stadig tydeligt for mig.

– Efterhånden var der ikke flere vandflyvere tilbage i Dragsbæk. Til gengæld strømmede det ind med tyske flygtninge. Kvinder, børn og gamle mænd fyldte lokalerne derude. Juleaftensdag blev der holdt tysk gudstjeneste. Den glemmer jeg aldrig. Mens den fandt sted, var der en jammer og en gråd.

– Jeg prædikede nytårsnat. Folk strømmede ind i kirken. Jeg kunne ikke se hverken bænke eller gulv. Kun hoveder. Og stemningen var knugende. De vestallierede trængte frem gennem Ardennerne og russerne frem gennem Polen. Hvad skulle det dog ende med?

Du fandt dig til rette som præst?

– Det gjorde jeg meget hurtigt. Thisted var et fantastisk sted at være. Man blev ligesom båret af menneskene deroppe. Og selv om jeg hørte til i den grundtvigske lejr, var der intet modsætningsforhold til Indre Mission. Vi var gode venner.

– Men som præst i Thisted på dette tidspunkt havde man det kirkeligt set næsten for godt. Jeg trængte til at komme ud i den kolde sne. Og det kom jeg, da jeg blev kaldskapellan, senere residerende kapellan, i Tagensbo Sogn, oprettet i 1945 på overgangen mellem Nørrebro og Bispebjerg i København. Men også derovre var der mange trofaste mennesker.

– En prekær sag var opstået omkring det alt for store Bispebjerg Sogn. Ved Kirkefondets hjælp oprettedes nye sogne, hvilket førte til en vis spænding mellem Kirkefondet og de ultragrundtvigianere, der var præster ved Grundtvigskirken. Den daværende generalsekretær for Kirkefondet, min senere kollega som biskop Erik Jensen, der stammede fra Thy, havde hørt mig prædike i Thisted. Erik Jensen ville, diplomatisk som han var, prøve at finde en skikkelig grundtvigianer til et af de nye sogne. Det blev mig. Og i 1946 flyttede jeg så til København. Jeg var lige blevet gift. Det var imidlertid meget vanskeligt at finde noget at bo i. Man havde nemlig ikke ret til en lejlighed, hvis ikke man i forvejen havde været bosiddende i kommunen. Jeg måtte gå til Kirkeministeriet, før vi fik lov til at få en lille toværelses lejlighed.

Hvad var det, der gjorde, at du, trods din oprindelige tøven, blev glad for at være præst?

– Blandt andet glæden ved at få lov til at forkynde evangeliet.

– Jeg har aldrig været sådan af natur, at jeg uden videre kommer mennesker nær. Men når man har en præstegerning at udføre, har man en forbindelseslinje til andre mennesker. Det tror jeg også betød noget for mig.

– Noget af det mest ejendommelige ved den danske folkekirke er, at den også omfatter valgmenigheder. Det giver det hele en bredde, som jeg synes er velgørende, siger K.C. Holm, der fra 1952 til 1958 var valgmenighedspræst i Kerteminde.

– Den opfordring, jeg fik fra bestyrelsen, kunne jeg ikke stå for. Vi havde fået to børn, og noget, der altid forstyrrede mig, da vi boede på Nørrebro, var tanken om vore to små legende ved Nørrebrogade. Det var ikke rart. Så vi ville godt væk fra København. I hvert fald for en tid.

Et af medlemmerne af valgmenigheden var maleren Johannes Larsen.

– Ganske vist var han en gammel hedning. Når han alligevel var medlem, skyldtes det, at hans far og mor havde været det. Alt, hvad de havde gjort, havde han en vældig respekt for.

– Johannes Larsen var en rar mand. Og afholdt. Jeg besøgte ham en enkelt gang i hans store, fine hjem. Han var jo ikke en af de fattige kunstnere!

– Vi drak en dram sammen. Det var stærke sager. Man rejste sig lidt i stolen, når man fik den ned. Johannes Larsen var fåmælt, og det kunne være svært at holde en samtale med ham i gang. Men så fortalte han om et billede, han var ved at male. Fugle spiller jo en stor rolle i hans kunst. Og han fortalte om en fugl, han var begyndt at male. Men så forsvandt den, og han sad og ventede på, at den skulle komme tilbage. Og den kom tilbage, så kan kunne fortsætte billedet.

– Jeg var meget glad for at være i Kerteminde og bevarede som biskop forbindelsen med byen, hvor også min datter senere blev præst. Det gav en ny stærk forbindelse.

– I 1957 var der nogen, der fandt ud af, at jeg skulle være biskop.

Erindringen inspirerer K.C. Holm til en sammenligning mellem bispevalg før og nu:

– I vore dage forventes det, at de, der kandiderer til en bispestol, skal gå aktivt ind i sagen. Måske melder man endda sig selv som kandidat. Hvis man gjorde det dengang, var man færdig på forhånd. Min modkandidat, den senere professor E. Thestrup Pedersen, og jeg skulle ikke foretage os noget som helst ud over at lade os interviewe af en journa-list. Ingen valgmøder. Jeg synes, det var en tiltalende måde. Hvis det havde været som nu, var jeg ikke blevet biskop. Det kunne aldrig falde mig ind at gøre noget særligt for det.

Var det lige så svært at være biskop, som du havde frygtet?

– Vist var det svært.

– En biskop har en amanuensis, som er hans juridiske rådgiver. Jeg havde også en, men han var ikke jurist. Det lyder, som om det var forfærdeligt, og det var det i og for sig også. Men det havde den fordel, at jeg var nødt til selv at sætte mig ind i sagerne. Og når man kun er 43, kan man godt sætte sig ind i noget nyt.

– Jeg blev meget glad for arbejdet med det alt sammen. Men sommetider har jeg sagt til mig selv, at hvis ikke jeg havde været biskop og ikke havde haft dette store arbejde gennem mange år, kunne jeg måske have nået nogle andre ting.

Hvad tænker du på? En videnskabelige karriere?

– Nej, der er ikke meget videnskabsmand i mig!

– Men jeg kunne have læst en del mere og måske knyttet nogle andre forbindelser. Det er sådan en forestilling, man kan få, at man skubber noget fra sig, når man bliver anbragt i en bestemt stilling. Det er ikke for at sige noget surt. Jeg fik også mange forbindelser gennem mit arbejde. Det gav mig i det hele taget meget. Blandt andet havde jeg stor glæde af det gode kollegaskab med de andre biskopper.

Du er blevet betegnet som en myndig biskop?

– Ja, det har jeg fået ord for. Så skal det nok være rigtigt! ... Jeg ved det ikke. Tingene tager sig sommetider anderledes ud for andre, end man selv opfatter dem.

– Siden jeg blev biskop, er der sket forandringer i omgangsformen. Den var før meget mere højtidelig. Medarbejderne på bispekontoret sagde ikke "De", men "biskoppen". Det er velgørende, at dette er forsvundet. Jeg tror dog nok, at jeg beholdt den stil, som jeg overtog. Men jeg lagde mærke til, at de andre biskopper blev dus med præsterne i deres stifter. Det har jeg aldrig været. Eller kun med enkelte. Nu derimod siger jeg "du" til dem alle sammen.

– At være biskop i 26 år var ærlig talt længe nok. Det passede mig ganske udmærket at blive emeritus i 1984. Men det betød ikke, at jeg blev arbejdsløs. Jeg holdt mangfoldige foredrag og prædikede også. Som årene gik, ebbede det selvfølgelig ud, siger K.C. Holm.

Men ingen udsigt til ebbe i "havet" af bøger på sofabordet!

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Et liv med Gud

Kristeligt Dagblad har interviewet en række ældre mennesker, der har det tilfælles, at troen på Gud har spillet en stor rolle i et aktivt og virksomt liv. De første interview blev bragt den 21. januar og den 28. januar.