Frygten for at blive vist bort

Stine Nielsen har først som voksen skullet lære sin biologiske far at kende. Hun er adoptivbarn, og det har derfor for hende en særlig betydning, når det i søndagens tekst lyder, at Jesus aldrig vil afvise den, som kommer til ham

I Stine Nielsens hjem er en væg prydet med mange billeder af venner samt hendes familie, der tæller en mand og to børn. Som adoptivbarn betyder det tilhørsforhold meget for Stine Nielsen, og en enkelt souvenir fra Sydkorea mellem billederne vidner om dengang i 2009, hvor hun mødte sine biologiske forældre for første gang. –
I Stine Nielsens hjem er en væg prydet med mange billeder af venner samt hendes familie, der tæller en mand og to børn. Som adoptivbarn betyder det tilhørsforhold meget for Stine Nielsen, og en enkelt souvenir fra Sydkorea mellem billederne vidner om dengang i 2009, hvor hun mødte sine biologiske forældre for første gang. –. Foto: Heidi Lundsgaard.

I 2009 sendte Stine Nielsen meget spændt en håndfuld hårstrå og noget spyt til et adoptionscenter i Sydkorea. 13 måneder gammel var hun blevet efterladt på et toilet på et børnehospital i det fjerne land, og nu hævdede en mand derude, at han var hendes far. Det skulle en dna-test afgøre.

LÆS OGSÅ: Hårdt, når voksne adoptivbørn dropper forældrene

Forud for det var gået omkring 28 år, hvor Stine Nielsen ikke havde nogen viden om sine biologiske forældre. Med et slemt tilfælde af læbe-ganespalte ankom hun i februar 1981 til Danmark som toårig. Straks blev hun indlagt på Rigshospitalet, for en mislykket operation i Sydkorea betød, at den lille pige ingen overlæbe havde.

I Danmark blev Stine Nielsen en del af en kernefamilie med et forældrepar og deres biologiske søn. Men efter to år døde hendes far i en trafikulykke.

Det er en af de første omvæltninger, hun kan huske, og som voksen er hun følelsesmæssigt præget af den og andre hændelser.

Jeg har ikke oplevet bare ét brud, men flere. Som baby gennemgik jeg en mislykket operation, før jeg blev efterladt som hittebarn. Så var jeg på et børnehospital i ni måneder, før jeg kom til Danmark som toårig, og kort tid efter døde min far, siger Stine Nielsen og er stille lidt.

Der er sket fatale brud, hvor jeg har knyttet mig enormt til nogle vigtige mennesker. Det gør, at jeg i dag har en grundlæggende frygt for, at de personer, som virkelig betyder noget for mig, en dag går fra mig, fortæller hun.

Det står i kontrast til morgendagens prædiketekst, hvor Jesus siger, at den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.

Der var ingen tale om Gud i Stine Nielsens barndom, hvor mange af svigtene skete. Hun beskriver sig selv som et ensomt barn, der blev drillet på grund af en anderledes mund, og med alderen blev hun bange for sig selv og for, hvad ensomheden kunne føre med sig af alkohol og stofmisbrug. Men hun stiftede i skolen bekendtskab med kristendommen, da en tidligere stofmisbruger fortalte, hvordan han kom ud af sit misbrug ved hjælp af troen. Oplevelser som denne og flere andre i hendes teenageår satte sig spor. Et gospelkor blev hendes første møde med Pinsekirken, hvor hun i dag er aktiv.

Jeg sang Oh Happy Day og You Are the Light uden at vide, hvad det betød, smiler Stine Nielsen.

Da hun på grund af sit studium flyttede til Odense, hvor hun stadig bor, kom hun nysgerrig til et møde i Pinsekirken. Der møder hun nogle på sin egen alder og dermed potentielle venner, hvilket hun havde længtes meget efter. De blev med tiden hendes venner, og en af dem også hendes kæreste. Og som 21-årig kaldte Stine Nielsen sig selv kristen.

Troen var med til at forstærke hendes ønske om at kende sine biologiske forældre eller i det mindste vide mere om de første år i Sydkorea.

Det er svært ikke at vide, om den dag, jeg kalder min fødselsdag, rent faktisk er den rette dag at fejre den på. Jeg har altid tænkt meget over mine forældre, og der var rigtig mange spørgsmål, som Gud ikke kunne give mig et svar på, siger Stine Nielsen.

Hun besluttede derfor at rejse væk for at få tid til at tænke over sit liv. Valget faldt på en højskole på Tasmanien, drevet af organisationen Ungdom med Opgave.

Det blev samtidig også vejen til at finde de biologiske forældre. For gennem højskolen mødte hun andre sydkoreanere, som også var adopterede. Et samarbejde mellem en organisation for adoptivbørn i Sydkorea og en kirke i Tasmanien gav hende muligheden for at rejse til landet, hvor hun var blevet født.

Med en tolk kom hun til børnehospitalet, hvor hun var blevet efterladt på et toilet. Her kunne man bekræfte hendes identitet, som var skrevet på et stykke papir, der havde ligget i hendes strømpe, da hun blev afleveret. Men der var ikke flere oplysninger om forældrene.

Stine Nielsen fik kontakt med det adoptionscenter, som havde fået hende bortadopteret. Men heller ikke der var der nyt om hendes biologiske familie. Som et sidste forsøg efterlod hun sin e-mailadresse, inden hun forlod landet og vendte tilbage til Danmark. Her blev hun hen ad vejen gift og fik to børn.

En dag i 2009, da hun tilfældigt tjekkede en gammel e-mailadresse, så hun meget overrasket beskeden fra adoptionscentret om, at en mand gerne ville i kontakt med hende. Efter dna-testen, som afslørede, at det var far og datter, fik Stine Nielsen en lang mail fra sin biologiske far.

Hun fik på den måde at vide, at hun var et ønskebarn, men blev bortadopteret på grund af den voldsomme læbe-ganespalte, fordi forældrene ikke havde penge til at betale for yderligere operationer end den, der var gået galt. Grædefærdige afleverede de hende på adoptionscentret i håb om, at man her kunne hjælpe den lille pige. Forældrene ville så senere præsentere sig som hendes forældre for at få hende tilbage.

Ægteskabet skulle ikke holde, i høj grad på grund af savnet af Stine Nielsen. Men da hendes far henvendte sig, var hun allerede blevet bortadopteret til Danmark. Gennem årene forsøgte han at glemme sin datter og stiftede en ny familie. Men i det skjulte var han i dyb sorg over tabet, og en dag begyndte han igen at lede. Kun fordi hun havde efterladt kontaktinformationer og dermed vist, at hun var interesseret i at blive genforenet med sin familie, var det muligt at blive sat i forbindelse med hinanden.

Den historie og mange flere hørte Stine Nielsen, da hun besøgte Sydkorea med sin mand og mødtes med sin biologiske far i 2009.

Det var fantastisk at få et spejlbillede i ham og opleve, at vi er meget ens. Ikke kun udseendet, men også væremåden og specielt temperamentet deler vi, siger Stine Nielsen.

Hver dag i Sydkorea brugte hun tid foran computeren for med et elektronisk oversættelsesprogram at tale med sin far.

Sin mor så hun også, men ikke så ofte, for moderen havde ikke fortalt sin nuværende familie om datteren i Danmark. Nu taler de dog en gang imellem i telefon sammen.

Faderen har hun mere kontakt med. Han kom sidste år til Danmark, de skriver sammen, og hun har også mødt flere af hans børn.

Ligesom hun nu er ved at lære sin biologiske far at kende, bruger hun også tid på at opbygge et forhold til Gud.

Det med at have et faderligt gudsforhold er kommet langsomt. I begyndelsen var Gud for mig noget meget stort. Han var en, der kunne giver mig gode venner og opfylde andre ønsker, siger hun.

For Stine Nielsen er Gud også med tiden blevet et fast holdepunkt, hvor hun føler sig elsket, og der er et bestemt skriftsted, som hun føler er skrevet specielt til hende. I Esajas Bog kapitel 49 står der: Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selvom de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.

Med tiden er Gud blevet min far, og vi har et far-datter-forhold, hvor jeg kommer til ham hver dag med det, jeg er glad for, og det, jeg er ked af. Jeg er dybt taknemlig for visheden om, at Gud aldrig vil forlade mig trods mine fejl og mangler, siger Stine Nielsen.

Med hendes biologiske far er det anderledes.

Min biologiske far er i et mere begrænset omfang min far, for jeg mødte ham, da jeg var voksen. Han betyder noget helt særligt for mig, men det fylder også i vores forhold, at han sådan har brug for, at jeg tilgiver ham, siger Stine Nielsen, der understreger, at hun har tilgivet ham.

Det betyder rigtig meget for mig at vide, at han dengang måtte aflevere mig, fordi han blev nødt til det, og ikke, fordi han ville vise mig bort, siger hun.

Midfaste søndag. Johannesevangeliet kapitel 6, vers 35-37.