Det var en ekstra god dag på ”kontoret” for et hold israelske arkæologer, da de under en udgravning af et hus fra Jesu tid lidt vest for Jerusalem gjorde et sjældent fund af et velbevaret blækhus.
Sådanne blækhuse er dukket op i udgravninger i Israel fra tid til anden for eksempel i forbindelse med udgravningerne i Qumran, epicenteret for de mange Dødehavsruller. Men i grunden er det relativt sjældent i betragtning af den vigtige funktion, skriverne indtog i et antikt samfund som Israels. Måske fordi det at skrive med blæk på pergament eller papyrus var en bekostelig affære forbeholdt klassen af professionelle skrivere.
I de bibelske skrifter møder vi dem på tværs af de forskellige epoker. I de ældste skrifter frem til efter det afgørende eksil i Babylon i det sjette århundrede f.Kr. ser det ud til, at de hovedsagligt var beskæftiget med ét af to: at skrive kongens korrespondance eller holde templets samling af hellige bøger ved lige.
Et enkelt sted tydeliggør, at også en profet kunne have brug for en skriver. Jeremias kunne tilsyneladende ikke selv nedskrive de mange profetier, han modtog omkring templets fald, så han ansatte skriveren Baruk til at holde styr på ordlyden.
Efter eksilet sker der imidlertid en udvikling, der sendte skriverne til tops i det jødiske samfund. Skriveren – eller med et andet ord: den skriftlærde – Ezra blev leder af den lille flok, der udgjorde bystaten Jerusalem. Væk var kongen, og Ezra kunne nu hente sin magt fra sin indsigt i Moseloven, og deraf betegnelsen ”skriftlærd” i tillæg til sinpræsterolle.
Det banede vej for en udvikling, der gjorde den skriftlærde stadig vigtigere i det jødiske folk. Selvom vi godt kunne have brugt mange flere kilder til at stykke et detaljeret billede sammen, får vi en klar fornemmelse af, hvor magtfulde skriverne var på Jesu tid. Bevægelsen bag Dødehavsskrifterne er et godt eksempel. Med penne så skarpe som noget sværd slog de til lyd for en bestemt tolkning af den jødiske tradition, der sendte bølger gennem det jødiske samfund.
Et andet eksempel finder vi i den gruppe, der i evangelierne kaldes for ”de skriftkloge”. De er i oftest forbundet med Jerusalem og farisæerne. Sandsynligvis var de en gruppe, der brugte deres indsigt i Moseloven som base for en magtkamp mod de saddukæiske præster om lovens rette tolkning.
Faktisk er de første kristne et helt tredje eksempel. Prædikenen var uden tvivl afgørende for de kristnes bud på den rette tolkning af de jødiske skrifter, men det var deres skrifter, der endte med at gøre forskellen.
Selvom evnen til at skrive lange skrifter med skønskrift og fyldte blækhuse nok var i hænderne på en særlig gruppe, viser arkæologien os, at monopolet ikke var komplet. Fund af tusindvis af ”kragetæer” indridset på alt fra potteskår til gravmonumenter gør klart, at skrivekunsten var udbredt i det jødiske samfund.
Hvad disse korte tekster mangler i kunstfærdighed, har de ofte i til tider kraftfulde glimt af almindelige menneskers liv og tanker. Som for eksempel den benkiste, der blev fundet på Oliebjerget, hvor en søn som en sidste hilsen med rå bogstaver havde indridset et ”imma”, det hebraiske ord for ”mor”.
Ikke for ingenting er skrivekunsten blevet beskrevet som en af menneskehedens vigtigste opfindelser. Og en af de mest magtfulde. Den, der har ”blækhuset”, er den, der kan få sit budskab spredt. Alle andre må nøjes med kragetæerne.
Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.