Prøv avisen

Fundamentalistisk sekularisme

Professor og sikkerhedsekspert Ole Wæver advarer mod at opfatte sekularisme som et neutralt begreb

Måske bør vi i Vesten i højere grad åbne den politiske debat for religiøse argumenter. Vi må anerkende, at den sekularisme, vi er så stolte af, hverken er neutral eller uafhængig af en religiøs historie. På den måde inkluderes flere mennesker i debatten, og berøringsflader med blandt andet fundamentalister åbnes.

Det sagde sikkerhedsekspert og professor Ole Wæver tirsdag aften ved et foredrag i Center for Freds- og Konfliktforskning (COPRI) i København med titlen: »Sekularismens begrænsninger - kan vi om- gås religiøse udfordringer, mens vi benægter vores egen tro?«

Det er et nyt emne for Ole Wæver. Han er sikkerhedsekspert, og det er også den indgangsvinkel, der førte ham i retning af religionen. Både inspireret af den internationale situation efter den 11. september og den hjemlige valgkampsdebat om islam.

- Jeg blev interesseret i, hvordan sekularisme bruges som et meget firkantet argument i centrale debatter. Vi mener, at man nærmest skal sværge, at respekten for demokratiet står over religion. Det er et argument, som vi opfatter som uproblematisk. Så enkelt er det ikke, forklarede han.

Ole Wæver understregede, at danskernes frygt for religion nok stikker dybere, end at tro skal blandes ude af politik. Ifølge Wæver mener en del danskere, at bare synet af tørklæder og synlig bøn går ud over den privathed, danskerne mener, der bør være i religion. Altså argumenter, der går langt ud over, hvad der ligger i begrebet sekularisme og forholdet mellem religion og stat.

- Sekularisme er en »-isme«. Det vil sige, at den er en politisk ideologi, en forestilling om, hvordan samfundet skal indrettes. Og ifølge sekularismen skal samfundets indretning være neutral i forhold til religion. Sekularisme er en doktrin, der henviser religion til det private for at opnå politisk enhed i det offentlige rum. Det er »vores tro«, sagde han.

Mange fordele

Ifølge Ole Wæver er der mange fordele i sekularisme. Frihed til at dyrke egen religion og ikke være domine-ret af en enkelt. Samfundets frihed fra religiøs orden, opnået i oplysningstiden. Og endelig spørgsmålet om fred.

- Baggrunden for den sekulare tænkning var religionskrigene i Europa. Hvis religion blev et internt, privat anliggende, så havde man fjernet en væsentlig årsag til krige. Man ønskede en strategi, der begrænsede legitime begrundelser for krig.

Men forudsætningen for ovenstående er, at staten er neutral i forhold til stridigheder. Og her gemmer sig ifølge Ole Wæver flere eksempler på, hvordan nogle sikkerhedsproblemer er strukturelle. For eksempel Den Kolde Krig, hvor alene hinandens tilstedeværelse blev opfattet som en trussel.

- Det samme gælder sekularisme i forhold til fundamentalisme. Sekulære stater opfatter fundamentalisme som den største trussel mod demokratiet, mens der i store dele af Den tredje Verden er et udbredt behov for religion i det offentlige rum. Ideen om at få sin identitet via en nationalstat afvises mange steder.

- Når man ser tilbage i dag har Vestens argumentationen over for de nye stater efter kolonitiden nærmest været religiøs i forsøget på at overbevise om behovet for nationalidentiteten i forhold til staten. Det lykkedes i en periode, men i det lange løb blev det åbenbart, at der ikke var forbindelse mellem individet og den sociale orden. Sekulariseringen gik ikke som forventet.

- Jeg vil ikke kalde det resultat, vi ser i dag, for fundamentalisme. Snarere er der tale om religiøs nationalisme.

Krige med religion som en af årsagerne er ikke længere krige, hvor en religion kæmper mod en anden.

- Den klassiske religionskrig er en undtagelse. De mest almindelige religiøse konflikter i dag foregår mellem sekulære og religiøse nationalister. Et eksempel er Tyrkiet.

I alle religioner

Ole Wæver understreger, at der findes fundamentalisme i alle religioner. Han mener ikke, at fundamentalisme er en ny religiøs bevægelse eller et udtryk for ortodoksi i religionsspørgsmål.

- Det er en hybrid mellem de to. Grupperne hævder at forsvare det traditionelle og ortodokse, men de formulerer nye ideologier og nye organisationsformer. De er altid i defensiven. Siger, at religionen er i krise eller truet, og argumenterer med en uundgåelig modsætning mellem for eksempel sekulære og sig selv.

- Men det er ikke et teologisk fænomen. Det er en politisk bevægelse. Et bud på, hvordan man skal organisere sig politisk.

Ole Wæver mener ikke, at alle muslimer i ovenstående forstand er fundamentalister. Når muslimske fundamentalister får så megen opmærksomhed, hænger det ifølge Ole Wæver sammen med, at der for mange mennesker i Mellemøsten er et gran af sandhed i den offerpolitik over for Vesten, fundamentalisterne lancerer. De kan genkende argumenterne om uretfærdighed og egen fordums storhed.

- Fra Vestens side opfattes fundamentalismen som et primitivt fænomen modsat vores overlegne, værdineutrale sekularisme. Vi anerkender ikke, at sekularisme og den pluralisme, der er følgen, også har religiøse rødder og religiøse værdier. Nationalstaten er for eksempel et nærmest religiøst begreb, og menneskerettigheder, moral og etik har sit udspring i kristendom. Vi glemmer, at sekularisme udgrænser nogle grupper fra indflydelse på debatten. Inde i varmen er de, der accepterer spillereglen: Fornuften. Sekularisme har et håndfast normalitetskrav, som ikke er neutralt. Den anerkender ikke, at der skal være plads til alle, og den optræder både selvretfærdigt og uden selvindsigt.

Begrænsninger

Ole Wæver har ikke en løsning på, hvordan man løser konfrontationen mellem de to værdisæt og finder en platform for dialog. Men det handler blandt andet om en vestlig indrømmelse af, at der også er ting i denne verden, vi ikke kan forklare rationelt.

- Hvad vil der ske, hvis vi bringer vores egen religiøsitet mere i spil? Jeg tror, vi vil gå fra meget firkantede begrænsninger i den offentlige debat til mere åbenhed, og dermed også mere kreativitet. Chancen for en dialog med den islamiske verden vil også være større. I den alt for skråsikre tro på fornuft og rationalitet i alting er der ingen berøringsflader. Det er der, hvis vestlige religiøse overvejelser er en del af debatten. Herhjemme ville det betyde, at der blev mere åbenhed i debatten, hvilket vil være en fordel for den politiske debat.

- Alle politiske systemer har en grænse. Det har vores også. Men man må hele tiden prøve at skubbe græn-sen for at inkludere flere synspunkter. Måske skulle vi holde op med at tale om religiøse problemer og i stedet sætte spørgsmålsteg- nene ved, hvilke forbudsformer der kræves i et demokrati.

- I USA er debatten om sekularismens sammenbrud begyndt, fordi man kan se, at argumentationen om »deres religiøsitet og vores værdineutralitet« ikke holder.

benteclausenkristeligt-dagblad.dk