Mens penge til personale siver ud af de lokale kirkekasser, er det ikke søndagens prædiken, sjælesorg og barnedåb, folkekirken vælger at styrke.
På 20 år er lønudgifterne skudt i vejret til sognemedhjælpere, gravere, kordegne og alle andre ansatte end præsterne. Mens udgifterne til præster i denne periode kun er steget med fire procent, er stigningen oppe på 48 procent for de såkaldte kirkefunktionærer, efter tallene er renset for inflation.
(Se grafik over alle kirkens ansatte i bunden af artiklen)
Den voldsomme stigning vidner om en kirke ude af fokus, mener sognepræst i Skjern Claus Thomas Nielsen:
Tallene viser, at der er sket en opprioritering af alle mulige kulturelle aktiviteter i kirkehuse og kulturcentre og dermed en de facto nedprioritering af gudstjenesterne. Det er en uheldig udvikling. Kirkens hovedfokus bør være på det, den er god til.
I 2011 brugte folkekirken næsten tre milliarder kroner på at aflønne alle andre lokalt ansatte end præster. Omregnet til 2011-priser er det en stigning på knap en milliard kroner på 20 år, som kirken i dag bruger ekstra på at aflønne personale, der blandt andet står for papirarbejde og administration på kirkekontorerne, for at rive grusstierne på kirkegården og for at arrangere kreative salmesangsarrangementer for babyer.
Claus Thomas Nielsen advarer om, at den voldsomme vækst i funktionærlønninger er et tegn på, at folkekirken er ved at hvirvle sig ind i en bureaukratisk dødsspiral.
Folkekirken har mærket, at der er blevet mindre og mindre interesse for dens hovedprodukt ude i virkeligheden. Derfor har den haft behov for at varme sig med sig selv og bruge mere og mere energi og flere penge internt i organisationen på kurser, seminarer, udvikling og bureaukrati. Men det er en dødsspiral at ansætte flere og flere mennesker for at legitimere sin egen eksistens, siger han.
Ministeriet for Ligestilling og Kirke, som opgør tallene for folkekirkens lønudgifter, kan ikke give et detaljeret overblik over, hvilke af kirkens faggrupper man især er begyndt at bruge flere lønkroner på.
Sognepræst i Skagen Henrik Bang-Møller er dog overbevist om, at de mange ekstra penge, man er begyndt at bruge på kirkefunktionærer, blandt andet dækker over nogle af folkekirkens store succeshistorier. Han peger på, at kirkens omfattende samarbejde med skolerne om undervisning af minikonfirmander er et af de nyere tiltag, der har krævet ekstra personale.
Men når det positive er sagt, skal vi være ekstremt kritiske med hensyn til ikke at få professionaliseret det almindelige menighedsarbejde. Kirken skal leve af det frivillige arbejde. Det må man ikke ansætte sig ud af, siger han.
Selvom lønudgifterne er steget uafbrudt i 20 år, er der ikke sket en tilsvarende besparelse andre steder i folkekirken.
Samlet set er kirkens udgifter vokset med 28 procent siden 1991. Stigningen i udgifterne er sket over en periode, hvor folkekirken har mistet cirka 105.000 medlemmer.
GRAFIK: Sådan bruger folkekirken sine penge
Det tyder på, at kirken i sin iver har glemt, at alle de nye aktiviteter som korarbejde og anderledes gudstjenester koster ekstra penge, lyder det fra provst i Syddjurs provsti Søren Peter Hansen.
Man har ikke været gearet til at skaffe flere frivillige hænder, så man uddelegerer hele tiden nye opgaver til kirkefunktionærer, og så bliver det hurtigt dyrt. Korarbejde for en organist er for eksempel noget, der virkelig boner igennem, siger han og tilføjer, at provsterne og provstiudvalgene her har et ansvar:
Det er deres ansvar at sørge for at sige, om ikke menighedsrådene kan fjerne 10 andre initiativer, når de har fundet på 10 nye, knaldgode initiativer.
I takt med at udgifterne i folkekirken er steget kraftigt, er kirkeskatten tilsvarende røget i vejret for at få regnskabet til at passe. Over 20 år betaler kirkens medlemmer næsten 40 procent mere i kirkeskat.
Og netop den høje kirkeskat kan være med til at forklare, hvorfor det er vanskeligt at få den kirkelige frivillighed til at fungere, mener Bent Meier Sørensen, professor i ledelsesfilosofi og ph.d. ved Handelshøjskolen CBS med speciale i teologi og organisation.
Folkekirken følger velfærdsstatens logik. Når man nu betaler så meget i skat, så forventer man en service og ikke, at man også skal være aktiv frivillig, siger han.
En væsentlig del af grunden til, at udgifterne har kunnet blive ved med at stige år efter år, er, at en stor del af kirkens økonomi er lagt i hænderne på amatører. Det mener Peter Christensen, som er jurist, tidligere stiftamtmand, formand for Selskab for Kirkeret og har en fortid i Rigsrevisionen.
Mens det er staten, der styrer præsternes lønninger, er det provstiudvalgene og de enkelte menighedsråd, der har ansvaret for stort set alle andre af kirkens ansatte. Det er her, en central del af forklaringen på den uansvarlige økonomi ligger:
Ofte besidder de ikke de nødvendige færdigheder i budget og regnskab, som et så stort og kompliceret udgiftsområde forudsætter. Den styring og kontrol, der er central på præstelønsområdet, eksisterer ikke på lokalt niveau. Der er hele tiden et pres nedefra for at få flere arbejdstimer, flere stillinger, nye stole, to korsangere frem for én og så videre. Og de læge medlemmer af provstiudvalgene kommer jo også selv fra de menighedsråd, de har tilsyn med, siger Peter Christensen.
Han understreger, at ingen som systemet er nu har hjemmel til at sætte ind over for den udvikling, hverken kirkeministeren, biskopperne eller Folketinget, medmindre man lovgiver om det. Og det er kritisk:
Det er jo ikke ens egne penge, man sidder med, det er offentlige midler, og alle har pligt til at sikre, at de bruges på en økonomisk ansvarlig måde. Derfor må man få styr på de stigende udgifter. Når medlemstallet og dermed indtægtsgrundlaget går ned, må man følge med og sænke omkostningerne. Man må styre bedre, bruge ressourcerne mere fornuftigt og måske begynde at reducere medarbejderstaben. Andre steder ville direktøren blive fyret, hvis han ikke justerede omkostningerne efter indtægterne.
Sognepræst Claus Thomas Nielsen foreslår, at man i kirken sætter et krav op om, at man skal tilbage til personaleniveauet for 20 år siden.
Vi havde faktisk en ganske udmærket kirke i 1990. Det vil på ingen måde være en katastrofe, hvis vi kommer tilbage til det personaleniveau, siger han.
Grafik: Hold musen hen over de enkelte personer, for at se hvad deres opgave er i folkekirken.