Prøv avisen

Fyret sognepræst: Kirken emmede af gode aktiviteter

Der er afsat fire retsdage i Mette Villads Christensens retssag mod Kirkeministeriet. Da sagen har principiel karakter, er den blevet sat til at køre i Østre Landsret. Foto: Casper Christoffersen Denmark

Et kontroversielt kapitel i folkekirkens historie kulminerer i disse dage i Østre Landsret, hvor den fyrede sognepræst Mette Villads Christensen søger genoprejsning mod Kirkeministeriet. I dag var den fyrede præst selv i vidneskranken

Hvor meget engagerede den fyrede sognepræst Mette Villads Christensen sig i det kirkelige arbejde i sognet?

Det var hovedspørgsmålet, der var i spil i dag, da retssagen i en af de mest kontroversielle fyringssager i folkekirken blev indledt i Østre Landsret.

Sagen er sat til fire retsdage, og i dag var det den nu 70-årige afskedigede præst, der var i vidneskranken.

LÆS PORTRÆT: En privat præst i offentlighedens søgelys

Retssagen handler om, hvorvidt det var i orden, at Mette Villads Christensen i 2009 blev fyret fra sin stilling som sognepræst i Rubjerg, Jelstrup og Lyngby Sogn i Nordjylland. Det mener hun ikke selv, det var, og kræver nu 1,3 millioner kroner i erstatning af Kirkeministeriet.

De penge skal blandt andet dække den præsteløn, hun er gået glip af siden sin fyring.

Retssagen begyndte i dag i Østre Landsret klokken 9.30 med, at Mette Villads Christensens advokat Klaus Antonsen gennemgik hele den omfattende sag. Gennemgangen fortsatte frem til 14:15, hvorefter det var hovedpersonen selv, der skulle i vidneskranken. I en time blev Mette Villads Christensen udspurgt af sin advokat om hele forløbet, der førte til, at hun til sidst blev fyret.

En vigtig del af kritikken mod Mette Villads Christensen går på, at hun ikke engagerede sig nok i det kirkelige arbejde. Derfor var hendes mission i dag i retten at få fremhævet, hvor meget der faktisk skete i sognet, mens hun var præst.

Under retsmødet forklarede hun blandt andet om de udflugter og foredrag, hun arrangerede i kirken. Samtidig fungerede hun som redaktør på kirkebladet og brugte efter sin egen vurdering godt 40 procent af tiden på hjemmebesøg.

Hele sagen om Mette Villads Christensen startede i 1999, hvor hun som 57-årig blev ansat i sognet. Problemerne begyndte dog først at dukke op flere år senere. Der er uenigheder om, hvornår problemerne egentlig tog fart, men efter et medarbejdermøde i 2007 stod det klart, at arbejdsmiljøet i kirken haltede gevaldigt. Samarbejdet mellem præsten, kirkepersonalet og menighedsrådet var kørt af sporet.

Den efterfølgende tid i sognet var præget af møder med provsten og biskoppen, sygemeldinger og flere konflikter i kirken. Den 20. januar 2009 modtog Mette Villads Christensen en fyreseddel fra Kirkeministeriet.

LÆS OGSÅ: Fyret præst trækker Kirkeministeriet i Lansretten

Ombudsmanden har flere gange kritiseret Kirkeministeriet for behandlingen af fyringssagen og har blandt andet kaldt fyringen for uberettiget. Flere politikere og kirkeeksperter har også i hårde vendinger kritiseret ministeriet for ikke at ville genoptage sagen.

I sommeren 2011 gav Procesbevillingsnævnet Mette Villads Christensen fri proces til at lægge sag an mod Kirkeministeriet. Da sagen har principiel karakter, er den blevet sat til at køre i Østre Landsret.

Under de næste retsmøder bliver der vidneudsagn fra blandt andre biskop Søren Lodberg Hvas, provst Lars-Erich Stephansen samt menighedsrådsmedlemmer og kirkeligt ansatte i sognet.