Helsingør Stifts nye biskop, Peter Birch, blev på den sidste søndag i januar indviet ved en ”stille bispevielse”. Ceremonien var af hensyn til smittefaren indskrænket til ritualets centrale dele. Kernen i handlingen er håndspålæggelsen, hvor ordinator – Københavns biskop som folkekirkens ”første blandt ligemænd”, to assisterende biskopper og et par præster – beder for den nye biskop og betror ham hans hverv.
Håndspålæggelsen er i den danske tradition præstelig, fordi forbindelsen tilbage til apostlenes indvielse blev brudt, da præsten og reformatoren Johannes Bugenhagen indviede de første lutherske biskopper i 1537. I den katolske kirke, den anglikanske og den svenske lutherske kirke er biskopperne inden for den såkaldte apostolske succession, da de i princippet er blevet rørt i ubrudt kæde tilbage til de første apostle.
Hvordan ser det ud så med håndspålæggelse i en coronatid? Ingen giver jo længere hånd. Mens man valgte at lægge hånden på hovedet af den vordende biskop, har det mange steder forholdt sig anderledes ved barnedåben, hvor håndspålæggelsen også er et væsentligt element. Præster har fortalt, hvordan de af angst for smitte har døbt børn uden den efterfølgende håndspålæggelse, og andre præster har på Facebook beskrevet, hvordan de er afstået fra at døbe og har ladet forældrene døbe deres egne børn, mens de som præster fremsagde ritualets ord. Det sidste er i al fald alvorligt på kant med den lutherske teologi, hvor ord og handling er knyttet sammen i dåbens sakramente, ligesom den manglende håndspålæggelse rokker ved en bibelsk bevidnet handling. Håndspålæggelsen er i dåben motiveret af, at Jesus lagde hænderne på de små børn og velsignede dem. Ved indvielsen af de gejstlige, både præster og biskopper, findes begrundelsen i disciplenes fremfærd i Apostlenes Gerninger.
Epidemier har dog i andre tilfælde ændret ved gamle kirkeskikke. Da pesten ramte Danmark i 1650’erne, beordrede staten, at de lange begravelser skulle reduceres til 30-45 minutters varighed. Under den spanske syge fra 1918 blev kirkerne i de større byer bedt om at forkorte gudstjenesterne, og tuberkulosen på samme tid lærte os, at det ikke var hygiejnisk at drikke af den samme kalk under nadveren.
Sidstnævnte vakte en del teologiske trækasserier: For drak Jesu disciple ikke af samme kop som deres mester? Spoler vi tiden frem til den nylige genåbning af folkekirken, ser vi eksempler på, at nadverhandlingen er ændret, idet nadvergæsterne selv skal tage brødet. Nadveren er i flere kirker også fjernet som en del af (den korte) højmesse. Nogle steder tilbydes den som privat, sjælesørgerisk handling eller som et tillæg til gudstjenesten. Det vil sige, at menigheden får mulighed for at gå, inden nadveren indstiftes for dem, der trænger til det. En sådan praksis har modsat den mulige manglende håndspålæggelse historisk legitimitet, idet denne ordning fremgår af det såkaldte kirkeritual for Danmark og Norge fra 1685. Denne ritualbog var officiel norm indtil 1912, og først med den nuværende ritualbog fra 1992 blev nadveren igen en fast del af højmessen. Dåb, nadver og håndspålæggelse hører til kirkens ældste liturgiske handlinger. Forsvinder håndspålæggelsen på grund af nærværende epidemi, er kirken trådt et skridt længere væk fra sin begyndelse og den danske kirkelige tradition.
Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. i kirkehistorie og sognepræst.