Hellige sange i islamisk tradition
Spørgsmål: Er det almindeligt brugt at synge fællessange til muslimske gudstjenester? Som verdensreligion er islam selvfølgelig en meget varieret størrelse, som formentlig både rummer dem, der synger og ikke gør. Men hvad er mest almindeligt? På verdensplan og her i Danmark?
Ole
Forfatter og foredragsholder Aminah Tønnsen svarer: Koranrecitation kan være melodisk, men der er ikke tradition for egentlig sang ved muslimske gudstjenester eller fællesbøn. Det hænder derimod, at man ved andre sociale arrangementer eller bønnemøder synger religiøse sange.
De fleste muslimer, der tager deres tro alvorligt, har ikke noget imod hverken sang eller musik, når blot tekster og nærmere omstændigheder ligger inden for rammerne af det religiøst acceptable.
Det vil sige, at der ikke drikkes alkohol, at folk er anstændigt klædt, og at stemningen ikke på nogen måde lægger op til løsagtighed. Også teksterne skal enten være religiøse eller i hvert fald ikke stride mod islamiske principper ved for eksempel at prise rusmidler eller seksuallivet, der hører ind under privatsfæren og ikke bør udstilles i offentligheden.
Et mindretal af muslimer mener dog, at alle former for sang og musik er forbudt. Der er bøger, artikler og erklæringer, der repræsenterer begge synspunkter. Og så er der naturligvis muslimer, der accepterer alle former for sang og musik - uanset indhold og uanset de nærmere omstændigheder. De udgør nok flertallet blandt muslimer her i landet.
Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Bederetning mod Jerusalem
Spørgsmål: Ved tempelindvielsen taler kong Salomo gentagne gange om den bønhørelse, isra-elitterne skal opleve, hvis de beder vendt mod den by, Herren har udvalgt, og det hus, kongen har bygget. Det giver anledning til følgende spørgsmål:
Er der nu - eller har der tidligere været - tradition for, at jøderne beder vendt mod Jerusalem?
Er jødiske synagoger indrettet, så Torah-skabet befinder sig i den ende af synagogen, der har retning mod Jerusalem?
Peder Madsen
Overrabbiner Bent Lexner svarer: Ja, jødisk tradition er at bede mod Jerusalem med det resultat, at de fleste synagoger er bygget således, at man går ind fra vest og har Torah-rullerne i østgavlen.
Så vidt jeg ved, gælder det i øvrigt også for de fleste kirker, men det er der jo nok andre, der kan svare bedre på, end jeg.
Hilsen
Bent Lexner
Korset som religiøst symbol
Spørgsmål: Var det først i forbindelse med Jesu korsfæstelse, at korset fik religiøs betydning, eller kom korset ind som symbol tidligere i historien?
Med venlig hilsen
Arne Jacobsen
Sognepræst Leif G. Christensen svarer: Korset har ingen religiøs betydning før Jesu korsfæstelse. Men allerede i Det Nye Testamente får korset ud over bogstavelig betydning den betydning, som Jesu død har for den kristne tro. Især hos Paulus finder vi udviklet en såkaldt »korsteologi«. Paulus understreger flere gange, at Kristi kors er det centrale i hans forkyndelse.
Korset som krucifiks finder dog først almindelig udbredelse i middelalderen. I kirkens første århundreder anvendte de kristne som oftest et fisketegn.
Leif G. Christensen
Opstandelse - i kød?
Spørgsmål: Jeg går på lærerseminariet og skal være kristendomslærer. Sidste gang, vi havde religion, snakkede vi om, hvad det egentligt er, vi kristne tror på i dag, når vi taler om kødets opstandelse og det evige liv.
Vi siger: »Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå«. Så er det altså ikke den krop, vi har nu, som vi tager med os op til Gud, men en anden, eller hvad? Og tror kristne egentligt på kødets opstandelse helt bogstaveligt, eller er det et symbol på noget helt andet. I så fald, hvad?
Jeg ved, at kristendommen siger, at vi ikke kan adskille ånd og krop, men hvis den krop, vi har, bliver til jord, og vi så genopstår med en anden, så blev de jo netop adskilt. Desuden skal der ikke være noget ondt hos Gud i himmelen, men kan vi forstå mennesker uden modsætningen god/ond? Kommer vi overhovedet til Gud som menneske?
Jeg håber, du kan hjælpe mig med det her, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal fortælle eleverne, hvis de spørger mig om dette.
Kira
Sognepræst Leif G. Christensen svarer: Når det var vigtigt for kristendommens fædre at bruge udtrykket »kødets opstandelse«, var det, fordi de ønskede at lægge afstand til den græske tankeverden. Her forestillede man sig, at sjælen ved døden frigjorde sig fra legemet og levede evigt. En tanke, som endnu er aktuel i skikkelse af den udbredte tro på reinkarnation, det vil sige tanken om, at sjælen lever videre efter døden og tager bolig i et nyt legeme.
I udtrykket »kødets opstandelse« fastholdes en forståelse af mennesket som en uadskillelig enhed af sjæl og legeme. Dette er vigtigt i kristendommen for at fastholde mennesket som unikt skabt af Gud og som engang kommer til at leve sammen med Kristus i evigheden hos Gud. Kødets opstandelse er vel at forstå som personens opstandelse som det samme gudskabte menneske - blot i en ny krop?
Om opstandelsen kan man sige, at vi ingenting ved, og at der derfor er mange muligheder for fortolkning.
Leif G. Christensen