Prøv avisen

”Kom så, de hviie! Kom så, de hviie!”

Henrik E. Hansens var præst ved dagens AGF-gudstjeneste i Sankt Lukas Kirke i Aarhus. Foto: Niels Åge Skovbo/FOKUS

Der var mere end fyldt i Sankt Lukas Kirke i Aarhus i dag, da der forud for byens holds første hjemmekamp i sæsonen blev holdt en særlig AGF-andagt

Allerede en halv time før præludiet var der ved at være fyldt på alle bænke i Sankt Lukas Kirke i det centrale Aarhus i dag. Kirken var pyntet i blå og hvide farver til ære for byens fodboldhold, AGF, der senere skulle spille sæsonens første hjemmebanekamp mod FC Nordsjælland.

I den anledning havde klubben spurgt i Sankt Lukas Kirke, om der ville være mulighed for at varme op til kampen i kirken. Det sagde en af kirkernes præster, Henrik E. Hansen, ja til, og han indledte sin prædiken med at tale om den beslutning.

”Dengang var der tale om at velsigne klubben, men vi blev enige om, at det ikke kunne lade sig gøre af den grund, at kirken kun velsigner mennesker og ikke ting. Hvis jeg for eksempel velsignede bedemand Madsens forretning i Jægergårdsgade, ville jeg nok få bøvl med min chef,” sagde han.

Kort før andagten begyndte, var alle pladser taget. En større flok måtte finde ståpladser ved indgangen og bag de bagerste bænke. En af dem var Heine I. Christensen, der er fast mand på Ceres Park præcis en kilometer i lige linje fra Sankt Lukas Kirkes indgang. Knapt så fast mand er han i kirken.

”Jeg er troende, og jeg kommer i kirken til højtiderne og holder meget af det. Det er festligt og især sådan en dag her,” sagde han.

En anden på ståpladserne bagved bemærkede, at det var ligesom juleaften i kirken, fordi den var helt fyldt. Og Christian I. Hansen kunne også finde paralleller til kirkens andre arrangementer i denne AGF-andagt.

”Ligesom med religion handler fodbold om tro og håb. Specielt med AGF, fordi vi har været så meget igennem. For os er det vigtigt at kunne tro på, at det hele vender og bliver godt igen,” sagde manden, der altid har været tilhænger af AGF, der i slutningen af 1990’erne begyndte at blive kaldt Galehuset på grund af konstant uro i og omkring klubben.

Andagten begyndte med, at et pigekor sang AGF’s mest kendte slagsang med ordene:

”I troede vi var døde og borte, I troede vi ville forgå. Men blå-hvide er vi i hjertet, og GF vil altid bestå.”

Et hav af mobiltelefoner røg i vejret for at forevige øjeblikket. Og da sangen var slut, lød der en kæmpe klapsalve, som når publikumsfavoritten Jens Stage vinder en duel på stadion. Rundt omkring lød et andet kendt, men mindre melodisk Aarhus-kampråb:

”Kom så, de hviie! Kom så, de hviie!”

Henrik E. Hansens prædiken tog afsæt i slagsangen ”I troede vi var døde og borte”. Sådan er det både i fodbold og i livet, lød det blandt andet fra præsten, der inden andagten virkede temmeligt overrasket over den store interesse for arrangementet. Præsten, der beskriver sig selv som ”sådan en gammel mand, der ikke er så meget til moderne former”, er formentlig ikke vant til at have flere fotografer helt oppe i synet forud for en almindelig gudstjeneste.

”I troede vi var døde og borte. Der har været alt for mange sæsoner, hvor AGF ikke har præsteret, som de skulle. Og i livet kan man også af og til tænke, at Vor Herre er død og borte. Hvor var han, da jeg mistede den, jeg elskede? Hvor var han, da jeg blev fyret?”

Præsten fortalte derefter en historie om en mand, der ser tilbage på sit liv sammen med Gud og ser to sæt fodspor på en strand. Så spørger han Gud, hvorfor det ene sæt fodspor forsvinder i de perioder, hvor han havde det sværest. Er det ikke et tegn på, at Gud var død og borte?

”Men så sagde Vor Herre, at der var noget, manden ikke havde forstået. For i de mørke perioder var det ikke Guds fodspor, der forsvandt. Det var mandens fodspor, der forsvandt, fordi Gud bar ham.”

Henrik E. Hansen sluttede prædikenen med at sige ”Kom så, de hviie” efterfulgt af amen.

Det var tydeligt på højlydte klapsalver i løbet af hele andagten, at det var et fodboldpublikum, der var i kirke. Da de sang salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, stod det også klart, at fodboldtilhængerne var vant til at synge højt.

17-årige Casper Laugesen var taget til andagten med to venner, inden de skulle på stadion. Han tror på Gud, men er ikke vant til at komme i kirke. Ikke desto mindre var han meget begejstret for arrangementet.

”Det var helt fantastisk. Fuldstændigt. Det var nyt og spændende, og der var god stemning. Og jeg synes, at de fik gjort det på en ordentlig måde,” sagde han.

Postludiet var Johann Strauss’ ”Radetzkymarch”. Et værk, der vækker positive associationer hos AGF’s tilhængere, fordi det bliver spillet på stadion, hver gang byens hold scorer. I takt med musikken klappede de på vej ud af kirken, hvor en ung mand sagde til sin ven:

”Det kunne de godt gøre inden hver hjemmekamp. Det var godt nok fedt.”