Prøv avisen
Kirkemøde i Lund

Gamle kirker er på vej ind i ukendt land

I dag er kirkeligt samarbejde mellem katolikker og lutheranere udbredt. Her modtager pave Frans lutherske pilgrimme i Vatikanet den 13. oktober 2016. – Foto: L’Osservatore Romano/AP/Polfoto

Pave Frans’ deltagelse i fælles katolsk og luthersk bøn i Lunds Domkirke beskrives som den største økumeniske begivenhed siden 1999. Men på det teologiske plan er dialogen kørt fast, mener både protestantiske og katolske kritikere

En historisk økumenisk begivenhed. Sådan beskrives den fælles markering af Reformationens 500-år i Lund på mandag. Pave Frans, hvis fjerne forgænger, pave Leo den Tiende, lyste Martin Luther i band og fik ham dømt for kætteri, vil forholde sig til Reformationen sammen med lutherske kirkeledere.

Og det sker i den monumentale domkirke i Lund, som indtil 1536 var sæde for Europas arealmæssigt største katolske ærkebispedømme, men derefter blev et åndeligt centrum for protestantismen i Norden.

Pave Frans er æresgæsten ved den økumeniske højtidelighed, som markerer begyndelsen på 500-året for Martin Luthers offentliggørelse af sine 95 teser i 1517. Sammen med formanden for Det Lutherske Verdensforbund, biskop Munib Younan, og forbundets generalsekretær, Martin Junge, skal han lede en fælles økumenisk bøn i Lunds Domkirke og derefter deltage i en udendørs ceremoni for 10.000 deltagere i Malmø Arena.

For arkitekterne i Det Lutherske Verdensforbund er det resultatet af 50 års dialog med den katolske kirke og et nybrud i den økumeniske dialog, der vil blive tv-transmitteret direkte på svensk tv.

”Dette er noget, vi aldrig har gjort før. Det er første gang, at vi som to globale kristne kirkeorganisationer, Det Lutherske Verdensforbund og den romersk-katolske kirke, sammen organiserer en økumenisk højtidelighed. Vi er på vej ind i ukendt land. Vi havde aldrig forestillet os for bare få år siden, at det kunne være muligt, men vi har forstået, at der er mere, der forener os end adskiller os,” siger Kaisamari Hintikka, leder af det økumeniske arbejde i Det Lutherske Verdensforbund.

”Det er nærmest utroligt, at paven rent faktisk kommer til Lund og deltager i en gudstjeneste sammen med lutherske præster. Denne dag vil gå over i historien som en ny fase i den økumeniske dialog mellem katolikker og lutheranere,” mener også den tyske professor i teologi Theodor Dieter, leder af Institut for Økumenisk Forskning i Strasbourg og luthersk konsulent for den kommission af katolske og lutherske kirkeledere, som har gjort den fælles højtidelighed mulig.

Kommissionen udsendte i 2013 rapporten ”Fra Konflikt til Fællesskab”, som er grundlaget for mindehøjtideligheden i Lund, sammen med en særlig liturgi, en slags håndbog med forslag til bøn og salmer, som kan benyttes ved andre fælles luthersk-katolske højtideligheder.

”Det er bestemt meningen, at der skal afholdes andre fælles reformationsfejringer, blandt andet i Tyskland, men også andre steder i Europa,” understreger Theodor Dieter.

Dermed vil højtideligheden i Rom ikke kun skyde reformationsfejringen ind, men også en række af økumeniske gudstjenester.

I 1999 kom den såkaldte ”Fælleserklæring om Retfærdiggørelse”. Den var resultatet af års intense og vanskelige diskussioner og tog fat i spørgsmålet om menneskers eget bidrag til deres egen frelse.

Spørgsmålet var den vigtigste af de teologiske uenigheder, der skilte protestanter og katolikker, indtil Det Lutherske Verdensforbund og pavestolen blev enige om en formulering, der fastslår, at kun Guds nåde kan frelse det syndige menneske. Men at gode handlinger samtidig er nogle af troens frugter.

Erklæringen var kontroversiel, og for eksempel den danske folkekirke holdt sig uden for underskrivelsesceremonien i den tyske by Augsburg. Ingen nye teologiske uenigheder blev udjævnet. Og da Det Lutherske Verdensforbund begyndte at sondere den katolske kirke for en fælles markering af 500-året for Luthers 95 teser, var modtagelsen iskold.

”Vi kan ikke fejre en synd,” sagde lederen af Det Pavelige Råd for Kristen Enhed, kardinal Karl Koch, i 2012.

”Det Lutherske Verdensforbund ønskede en fælles markering, fordi man var klar over, at reformationsfejringen var en potentiel kilde til en fornyet konflikt med katolikkerne. Mange katolske ledere mente ikke, at der er noget at fejre i Reformationen, som splittede kristenheden og førte til ødelæggelse i Europa. Vi arbejdede i tre år, før vi fik hul på dialogen,” siger Theodor Dieter om arbejdet i den Luthersk-katolske Kommission for Enhed, som blev nedsat til at tage spændingerne af markeringen.

Ved første øjekast ligner pavens deltagelse i reformationsfejringen i Lund derfor et nybrud i den økumeniske dialog, mener professor Niels Henrik Gregersen fra Institut for Systematisk Teologi ved Københavns Universitet.

”Men Retfærdighedserklæringen var et tigerspring, fordi man blev enig om en fælles udlægning af et teologisk spørgsmål, som havde været i centrum af Luthers konflikt med den katolske kirke. Her har man ikke taget fat på teologiske spørgsmål. I stedet har man lavet en fælles historisk fortælling om, hvad det var der skete. Og man siger, at Reformationen bragte meget godt med sig, som den katolske kirke under alle omstændigheder burde have taget til sig. Det er Luthers teologiske bidrag til kristenheden, og det er det, man siger tak for i Lund,” på- peger Niels Henrik Gregersen.

”Med Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren var vi på de teologiske plan. I Lund står vi i spiritualitetens rum. Men det er bestemt ikke ligegyldigt, at man har et historisk afklaringsarbejde og har skabt et fælles kirkeligt klima. Det betyder, at den teologiske debat sker i et andet klima. Men der er ikke rykket ved de teologiske udeståender, som stadig eksisterer,” understreger han.

Et af disse udeståender er nadverfællesskabet, som den katolske kirke stadig afviser på baggrund af de forskellige teologiske opfattelser af Kristi tilstedeværelse i nadveren. Under et besøg i en luthersk kirke i Rom for nylig vakte pave Frans opsigt, da en katolsk kvinde spurgte, hvorfor hun ikke kan deltage i samme nadver som sin protestantiske mand.

”Følg din samvittighed,” svarede paven og syntes dermed at åbne en dør for et muligt nadverfællesskab.

”I virkeligheden er der for eksempel i Tyskland rigtig mange katolske præster, der lader luthersk-katolske par deltage i nadveren sammen uden at stille spørgsmål. Der er også mange, der ikke vil. Men når praksis ændrer sig, så ender teologien også med at ændre sig, og det er ikke udelukket, at vi vil se samme udvikling i dette spørgsmål, som vi så med retfærdiggørelsen,” mener Niels Henrik Gregersen.

Et andet udestående er spørgsmålet om kirkens enhed og paveinstitutionen. I 2000, året efter den epogørende fælleserklæring om retfærdiggørelsen, udsendte kardinal Joseph Ratzinger, den senere pave Benedikt, erklæringen ”Dominus Iesus”, der ganske vist anerkender de protestantiske kirker som kristne. Men som forsat ser den katolske kirke som den eneste kirke i fuld forstand.

Lederen af de danske katolitikker, biskop Czeslaw Kozon, holder sig på denne linje. Han vil selv være i Lund på mandag sammen med adskillige danske katolikker.

”Som katolikker mener vi, at kirkens enhed skal være, som den var oprindeligt, men med plads til forskellige riter, som de østkirkelige riter. De sidste årtiers dialog med andre kirker har bragt os nærmere, selvom der endnu er store udestående spørgsmål. Det er også markant, at vi for første gang er med til at markere Reformationen som en begivenhed, vi skal forholde os til som katolikker,” siger biskop Kozon.

”Der er andre økumeniske veje,” påpeger Niels Henrik Gregersen

”Protestantiske kirker vil aldrig anerkende paven som Guds repræsentant på jorden. Men vi kan anerkende ham som en fremtrædende repræsentant for kristenheden. Og den katolske kirke anerkender, at kristenheden også eksisterer uden for kirken i Rom,” siger han.

Andre er mere skeptiske over for de økumeniske fremskridt.

”Den katolske kirke anerkender ikke andre kirker som fuldgyldige kirker. Og problemet med Fælleserklæringen fra 1999, som stadig er kontroversiel, var netop, at den på overfladen så ud som om, der var tale om en stor tilnærmelse. Men når man fik læst alt det, der stod med småt, så var den – særligt hvad kirkesynet angår – på mange måder præget af traditionel tænkning, og netop derfor kunne der ikke skabes dansk enighed om at underskrive den,” påpeger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor ved Institut for Systematisk Teologi.

For Kaisamari Hintikka fra Det Lutherske Verdensforbund er reformationsfejringen i Lund ikke desto mindre en sejr for den økumeniske bevægelse.

”Selvfølgelig er der teologiske spørgsmål, vi ikke er færdige med at diskutere, men vi gemmer dem bestemt ikke ind under gulvtæppet. Vi arbejder sammen på så mange måder, inden for dialog, diakoni og humanitært arbejde. Og i dag kan vi sammen vidne om, at der er potentiale i religion, hvis vi lutheranere og katolikker overvinder vores smertefulde fortid. Det er et vigtigt budskab i verden i dag,” siger Kaisamari Hintikka.8