Villa, Volvo og vovse er et fast udtryk for kernefamilien i vor tid. Meget har forandret sig på den front, når man sammenligner med boligforholdene på Jesu tid.
”Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” Sådan siger Jesus til sine disciple i søndagens tekst, der prædikes i landets kirker i morgen. For at forstå, hvor stort og vigtigt Jesu løfte er, skal vi forstå, hvordan de boliger og dermed de familier så ud, som Jesus omtaler i søndagens tekst, forklarer Anine Madvig Struer, der er medlem af repræsentantskabet i Selskab for Bibelsk Arkæologi og som arkæolog har deltaget i udgravninger i Israel gennem en lang årrække.
”På Jesu tid levede mange ude i landsbyer i huse, som for vores udgangspunkt i dag vil synes små i forhold til antallet af beboere. Den brede befolkning boede sammen som storfamilier. Det vil sige, at vi har at gøre med en husstand, der omfattede faderen, moderen, sønner, ugifte døtre, svigerdøtre og børnebørn,” siger Anine Madvig Struer.
Husene var typisk bygget op af små rum, der åbnede ud til en central gårdsplads. Byggematerialet var marksten eller soltørret tegl. Rummene havde som oftest få og små højtsiddende vinduer, der fungerede som lyskilde, men som af praktiske årsager ikke var store. Det gjaldt nemlig om at holde kulden ude om vinteren og varmen om sommeren og at sikre sig mod indbrud.
De dunkle rum betød, at meget arbejde foregik udendørs:
”Gårdspladsen er familielivets omdrejningspunkt. Herude var køkkenet og plads til forskellige håndværk, eksempelvis en væv, som kvinderne kunne væve klæder på. Husenes flade, stabile tage fungerede også som tagterrasse og rum for forskellige af dagligdagens aktiviteter, hvis pladsen i gården var sluppet op,” siger Anine Madvig Struer.
De mange rum rundt om gårdspladsen er vigtige elementer til at forstå søndagens tekst.
Og i den svenske bibeloversættelse oversættes ordet ”bolig” netop med ”rum”, hvilket understreger denne virkelighed med et hus bestående af mange rum med plads til storfamilien, pointerer hun.
Og hun peger på, at dengang betød familien alt:
”På Jesu tid gik familiefællesskabet forud for den enkelte, modsat nutidens fokus på individet. I dag kan man sagtens klare sig uden sin familie, men dengang var slægten ens sikkerhedsnet. Hvis man var i problemer, var der ingen social velfærdshjælp såsom kontanthjælp. Man var helt afhængig af hjælpen fra slægten. Derfor er det også centralt, at Jesus taler til sine disciple, hvoraf mange af dem faktisk har forladt familien for at følge ham. De får her en lovning på, at i stedet for alt det, de har opgivet, vil de få en ny familie i Guds rige, hvis de følger ham.”
Når Jesus siger til sine disciple, at i hans faders hus er der mange boliger eller rum, og at han vil gøre en plads rede for dem, så hører de ham, ifølge Anine Madvig Struer, faktisk sige, at han går bort for at gøre det muligt for dem at blive medlemmer af Guds storfamilie – med det fællesskab, den omsorg og de rettigheder, det indebærer.
”Det kan være svært at forstå omfanget af Jesu invitation, hvis ikke man forstår måden at leve på dengang. I dag kan man måske tænke, når man hører teksten: ’Fint, fint, han lover mig tag over hovedet i himmeriget’, men det er vigtigt at huske på, at hvis man ikke havde en familie dengang, så havde man praktisk talt ingenting. Derfor handler Jesu løfte om meget mere end blot husly: Det er en invitation til gennem Jesus at blive Guds barn og arve et evigt liv i hans nærvær.”