Prøv avisen

Gazas kristne forsvinder sammen med håbet for en bedre fremtid

Den Hellige Families Kirke er samlingspunkt for den katolske menighed i Gaza, der tæller omkring 200 mennesker. Foto: Ashraf Amra/APA Images/Zuma Wire/Ritzau Scanpix

Der er ikke meget mere end 1000 kristne tilbage i det forarmede og indelukkede Gaza mellem Israel og Egypten. Det kristne mindretal bliver mindre for hvert år, og især jul og påske er oplagte anledninger for de unge kristne til at forlade det krigsplagede landområde

Ikoner af Jomfru Maria, Jesus og skytshelgenen Porphyrius af Gaza hænger i guldrammer langs væggen. Ved kirkens alter ligger en opslået bibel med et stykke broderet klæde med arabisk kalligrafi lagt henover. Tomme træstole polstret med rødt stof er stillet op på rækker til menigheden.

”Næsten ingen kommer og beder her mere,” fortæller Sana Teresa, der viser rundt i den ortodokse Sankt Porphyrius-kirke, der er opkaldt efter helgenen, der i 400-tallet gennemtvang kristningen af Gazas hedenske indbyggere.

”De kristne har især forladt Gaza i løbet af de seneste 10 år. Vi var 5000 kristne her, og i dag er vi kun omkring 1000 tilbage,” siger den midaldrende sekretær, der er født og opvokset i den lille enklave.

Kristne har beboet området siden kristendommens begyndelse, og kirken er rejst oven på stenene fra en ældre kirke fra Sankt Porphyrius’ tid. I dag udgør den kristne minoritet et forsvindende lille mindretal af Gazastribens to millioner indbyggere, der er lukket inde bag hegn og mure på et areal på størrelse med Langeland.

Sana Teresa er iklædt lilla bluse, en ankellang nederdel og har et brunrødt pagehår. I modsætning til alle de muslimske kvinder i Gaza går hun ikke med nogen form for tildækning af sit hår. Selvom et udækket hår kan give begrænsninger, når det for eksempel kommer til at besidde offentlige embeder i Gazastriben, der er kontrolleret af den islamistiske Hamas-bevægelse, mener Sana Teresa ikke, at det er religiøst pres, der får de kristne til at udvandre.

”Der er ingen fremtid i Gaza for nogen. Det er den samme trøstesløshed, der gælder de kristne og muslimerne. Vi lider under den samme situation og den samme besættelse,” siger hun.

Israel og Egyptens blokade af Gazastriben har ifølge Verdensbanken kastet Gazas økonomi ud i frit fald. Arbejdsløsheden er på 53 procent og på mere end 70 procent blandt unge. Derfor er Sana Teresas egne to sønner blandt de kristne, der har forladt fra Gazastriben i løbet af de seneste år. De bor nu begge to på Den Arabiske Halvø, hvor jobmulighederne er bedre. De kan få deres egen lejlighed at bo i og forhåbentligt en bedre fremtid.

”De er taget af sted, fordi der ikke er noget håb her. Især vores unge er taget til Canada, Europa eller golflandene, hvis de er så heldige at have fået en arbejdstilladelse,” fortæller hun og fortsætter:

”Mine sønner bor sammen, og til trods for at kun den ene kan arbejde, vil ingen af dem hjem. Her er ingen fremtidsudsigter for dem.”

Andre kristne palæstinensere forlader Gazastriben under en af de kristne højtider, hvor det er muligt at søge de israelske myndigheder om at komme til Jerusalem eller Betlehem. For at undgå, at Gazas kristne tager endeligt fra enklaven under jul eller påske, tillader de israelske myndigheder kun dele af familier at tage af sted under højtiderne, så de kan sikre sig, at de vender tilbage igen.

”I mange familier får kun børnene adgang til at rejse ud, mens forældrene må blive tilbage. Det er ikke retfærdigt på denne måde. I år fik min mand lov til at tage ud af Gaza – jeg gjorde ikke,” fortæller Sana Teresa.

De kristne fra Gaza, der bliver på Vestbredden, lever der ofte ulovligt og uden mulighed for at rejse andre steder hen.

”Allahu Akbar.”

Det muslimske bønnekald gjalder ud over den gårdsplads, der omkranser Por-phyrius-kirken. I en snæver gyde side om side med en moské, hvorfra højttalerne på minareten udbasunerer bønner fem gange i døgnet, ligger kirken i den del af Gazas gamle bydel, der bliver kaldt for olivenkvarteret. Det er centrum for den ortodokse menighed i Gazastriben. Det er den største af de to kirker, der ligger i Gaza.

Siden den muslimske invasion i år 600 har de kristne levet som en religiøs minoritet i sameksistens med de hovedsageligt sunnitiske naboer. Men tiderne skifter.

”Man kan blive i tvivl om, hvor lang tid der bliver ved med at være et kristent mindretal her,” siger Salim Shahin, der er 60 år og pensionist, men tidligere har ledet den ortodokse menighed i Gaza by.

Han er en ældre herre med leverpletter på sine stadig kraftige hænder. Før blokaden arbejdede han ligesom tusinder af andre beboere i Gaza som arbejdsmand i Is-rael.

”Før var vi kendt for vores arbejdsmoral og styrke. Vi blev behandlet fair af israelerne. Men sådan er det ikke længere. Intet andet land i verden opfører sig på den måde over for folk, de lever side om side med,” siger han.

Siden den militante Hamas-bevægelse overtog styret i Gaza i 2007, har der været flere krige med Israel, hvor flere tusinde palæstinensere har mistet livet under israelske bombardementer.

Salim Shahin har dog ikke tænkt sig at forlade Gaza.

”Jeg hører hjemme i det her land. Det er min ret at blive her,” siger han og peger ud ad vinduet på det kontor, han stadig benytter sig af, og som ligger i menighedshuset ved siden af kirken.

”Prøv at kigge ud ad vinduet. Her ligger moskéen. Vi har ikke nogen problemer med muslimerne. Vi er det samme samfund og har de samme liv. De kristne og muslimerne her er et folk.”

Til trods for den sameksistens, der er mellem det kristne mindretal og den muslimske majoritet, har der tidligere været hændelser, der har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på Gazas kristne befolkning.

Under Muhammed-krisen, hvor den muslimske verdens vrede ikke kun blev rettet mod Danmark, men også mod kristne generelt, modtog den katolske kirke i Gaza trusler pr. fax. Og i 2007 blev en kristen boghandler myrdet af, hvad der formentlig var islamistiske ekstremister. Under begge episoder har Hamas-bevægelsen dog erklæret sin støtte til det kristne mindretal.

Bag enorme sorte jernporte ligger en gårdsplads med kirke og legeplads. Det gule og hvide flag, der symboliserer Pavestaten, blafrer i vinden på toppen af et kirketårn, der vender ud mod den snævre gade.

Den Hellige Families Kirke ligger en mindre køretur fra den ortodokse kirke og er samlingspunkt for den katolske menighed i Gaza, der tæller omkring 200 mennesker. Kirken administrerer forskellige institutioner i Gaza by, deriblandt et hospital og tre skoler. Flertallet af patienter og elever er her muslimer.

Pierbattista Pizzaballa er ærkebiskop af Jerusalem og overhoved for de katolske menigheder i Israel, Vestbredden, Gaza, Jordan og Cypern. Tre til fire gange om året besøger den oprindeligt italienske gejstlige Gazastriben og sin menighed.

”De kristne i Gaza lider, men det gør hele befolkningen. At de er kristne, giver dem på den ene side færre muligheder, men de bliver ikke betragtet som et andet folk,” siger han.

Pierbattista Pizzaballa pointerer, at selvom det kan være svært for kristne at have offentlige embeder i Hamas-styret, hjælper det internationale kristne samfund dem udefra – blandt andet ved at skabe arbejde i diverse kristne organisationer og institutioner. Det gør deres situation en lille smule mindre akut, end den er for andre indbyggere i Gaza, mener ærkebiskoppen.

”Hamas er ikke dem, der skaber problemer for de kristne. Styret ønsker at vise omverdenen, at de er gode ved deres mindretal, og dermed ville de aldrig skabe problemer for de kristne.”

Til spørgsmålet om, hvorvidt religiøse ekstremister truer de kristne menigheder, svarer han, at der selvfølgelig altid vil være fanatikere.

”De kristne i min menighed er ikke underlagt religiøs forfølgelse,” siger han.

Samtidig mener ærkebiskoppen ikke, at man kan fortænke de kristne i, at de vælger at blive væk efter at have besøgt Vestbredden i anledning af de kristne helligdage.

”Jeg bebrejder dem ikke. Den økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige situation i Gaza er forfærdelig,” siger Pierbattista Pizzaballa, der dog ikke tror, at kristendommen vil forsvinde helt fra Gazastriben.

”Det, der sker i Gaza, er det samme, der sker alle steder Mellemøsten. Vi bliver færre og færre. Men vi vil aldrig holde op med at være en lille minoritet her,” siger han.

Under det hvælvede himmelblå loft i Sankt Porphyrius-kirken beder Sana Teresa en bøn, under afbildninger af hændelser fra Bibelen. Hun smider en shekel i en donationsbøsse og tænder et lys i kirken, hvorefter hun bevæger læberne i stilhed.

”Jeg kan ikke forlade min familie her, mit arbejde og mine søskende. Jeg har hele mit liv her i Gaza,” fortæller hun bagefter og fortsætter:

”Men jeg beder til Gud om, at mine sønner, som ikke er her i Gaza, vil blive ved med at være ved godt helbred.”

Sana Teresa viser rundt i den ortodokse Porphyrius-kirke. Hendes sønner har forladt Gaza. ”Her er ingen fremtidsudsigter for dem,” siger hun. – Foto: Frederik Tillitz.