Generalsekretær i Frikirkenet: Vi gav køb på vores frihedsrettigheder under coronakrisen

Hvis danske trossamfund ikke er tydelige om deres frihedsrettigheder, hvorfor skal andre så være det? Generalsekretær i Frikirkenet Mikael Wandt Laursen reflekterer over en svær tid for kristendommen i Danmark

Jævnfør de statslige regler er kirken lukket, stod der på Valby Kirke i Nordsjælland under coronakrisen. Men fik staten lov at bestemme for meget over kirken? Det mener Mikael Wandt Laursen.
Jævnfør de statslige regler er kirken lukket, stod der på Valby Kirke i Nordsjælland under coronakrisen. Men fik staten lov at bestemme for meget over kirken? Det mener Mikael Wandt Laursen. Foto: Leif Tuxen.

”Det er jo bare anbefalinger”. Mikael Wandt Laursen smagte på ordet ”bare”. ”Bare anbefalinger, siger du.” Aha, tænkte han.

Det var i foråret 2021. I den anden ende af telefonen sad en embedsmand, der skulle rådgive om coronareglerne, og talte i en let overbærende tone til generalsekretæren for netværket af danske frikirker, Frikirkenet.

I det foregående år havde de danske frikirker efter bedste evne forsøgt at følge trop, når regeringen først meldte den ene retningslinje ud og siden den anden.

”For os var det meget vigtigt, at vi ikke stak ud, at vi blev opfattet som ansvarlige, og vi lagde os helt klart i slipstrømmen på det, som regeringen sagde, og det, som folkekirken gjorde,” siger han i dag.

Da Mikael Wandt Laursen lagde på dengang for godt et halvt år siden, sad han tilbage med en følelse af, at samtalen med embedsmanden var et vendepunkt. De anbefalinger, han før havde oplevet at være så restriktive, at man blev sat i ”gabestokken”, hvis man trodsede dem, var pludselig til forhandling.

Det var med denne anekdote, at Mikael Wandt Laursen indledte sit oplæg til årsmødet for Selskab for Kirkeret på Københavns Universitet, hvor han i sidste uge var en af seks oplægsholdere, der gav et bud på, hvilken læring de danske trossamfund skal tage med sig fra coronakrisen. Dagens tema var ”regulering af coronakrisen –med folkekirken og trossamfundene som case”.

Da invitationen til årsmødet landede i Mikael Wandt Laursens indbakke, var det en oplagt mulighed for at reflektere over det seneste halvandet år. Refleksionens konklusion blev denne: Under coronakrisen blev kirkerne en del af en politisk beslutningsproces frem for at markere, at de har et kald, der rækker længere end politik.

”Kirken – og her taler jeg bredt – har et kald, som handler om at møde folks åndelige behov. Vi er kaldet til at være kropsliggørelsen af kristendommen. Det er ikke statsministerens opgave,” uddyber generalsekretæren.

Anfægter ikke det politiske valg

Men hvad er så statsministerens opgave? Mette Frederiksen (S) traf et valg om at følge et markant forsigtighedsprincip, da hun den 11. marts 2020 tonede frem på det første af mange pressemøder fra sin plads ved pulten i Statsministeriet. Valget sendte folkekirken og de danske trossamfund ud i en krise, der sidenhen er blevet betegnet som historisk. Men det er ikke Mette Frederiksens politiske valg, som Mikael Wandt Laursen anfægter, understreger han.

”Helt fra krisens start skulle vi have skelnet skarpere mellem kirkens opgave og statsministerens opgave. Vi kan ikke forvente, at statsministeren skal fortælle kirken, hvad den skal gøre i en situation som denne. Vi burde i højere grad have reflekteret over, hvordan vi skulle have ageret i situationen i forhold til vores særlige ansvar,” siger han og fortsætter:

”Vi var meget optaget af at være pligtopfyldende og ansvarlige medborgere, men vi var ikke nok optaget af, hvad vi var forpligtet på i forhold til kristendommen i den daværende situation.”

Det mest tydelige eksempel, mener Mikael Wandt Laursen, er sidste års påskelukning, hvor kirkerne lukkede for gudstjenester i den ellers travle påsketid.

”Her anerkendte statsministeren ellers, at der er en form for urørlighedszone i forhold til kirken, og at gudstjenester er væsentlige for folkets åndelige behov. Men vi greb ikke den anerkendelse, og vi må tage en stor del af skylden på os selv, fordi vi forsømte den og andre anledninger, der var til at fortælle, hvorfor det virkelig var vigtigt at få åbnet de her gudstjenester. Og når vi forsømte det så mange gange, så var det til sidst åbenbart heller ikke så vigtigt,” siger han med henvisning til, at kirkerne stod blandt de sidste i køen ved det endelige bortfald af restriktioner.

En plan på tegnebrættet?

Til spørgsmålet om, hvorvidt coronakrisen har givet anledning til at lægge en plan, holder Mikael Wandt Laursen inde et øjeblik.

”Jeg ved ikke, om det har givet anledning til en decideret plan. Der har snarere udkrystalliseret sig et opmærksomhedspunkt. Det er gået op for mig, at det er vigtigt at huske på, at vi er nødt til selv at kæmpe for frihedsrettighederne. I Danmark har vi en tendens til at være meget korrekte i det kirkelige,” siger generalsekretæren og henviser til et nyligt eksempel, hvor præster i Haderslev Stift og Københavns Stift i tre år er blevet opfordret til at maskere kirkelige elementer i mails til konfirmander på grund af GDPR-regler.

”Vi har en eller anden form for korrekthedsgen, som er flot og godt, men det korrekthedsgen kan også tage overhånd, hvor vi måske forlanger noget af politikerne, de ikke rigtig kan give os,” fortsætter han.

Med andre ord kan hverken folkekirken eller andre trossamfund forlange, at politikerne skal vide, hvor meget en gudstjeneste betyder, eller præcis hvor snittet skal lægges i en anbefaling.

”Vi skal i højere grad turde sige fra og til – også højlydt. Vove at fokusere på ånden i en anbefaling og ikke blive fanget i en overivrig implementering af alle bogstaverne. Vi burde have turdet at fastholde tidligere, at anbefalingerne fra Statens Serum Institut bare var anbefalinger, og så opfordre til, at man agerede ansvarligt lokalt ud fra det lokale smittetryk.”

Hvad vil du gøre anderledes næste gang?

”En anden gang vil jeg gøre mig selv bevidst om, at jeg på den ene side selvfølgelig er nødt til at handle ansvarligt i forhold til den situation, vores land befinder sig i, og de politiske valg, der bliver truffet, men at jeg på den anden side også skal være opmærksom på vores frihedsrettigheder som kirke og trossamfund. Vi kan ikke regne med, at der er andre, der råber op om, hvor vigtig gudstjenesten er, eller hvor frit troen skal have lov til at udfolde sig. Vi skal selv varetage vores rettigheder.”

Alt dette er ikke det samme som at sige, at kirken hoppede for højt, når Mette Frederiksen sagde hop, understreger Mikael Wandt Laursen. Men det er en vigtig refleksion over en svær tid for kristendommen i Danmark.

”Vi har ikke fejlet hele vejen igennem. Men for mig at se ofrede vi især under påskelukningen både vores juridiske og teologiske ståsteder for let. Næste gang er vi nødt til at have i baghovedet, at det først og fremmest er os, der skal kæmpe for, at for eksempel gudstjenester er vigtige for mennesket. Hvis vi ikke er tydelige om vores frihedsrettigheder, hvorfor skal andre så være det?”.