Genindfør oplæring i Luthers katekismus

KRISTENDOM: Mange af folkekirkens medlemmer ved ingenting om kristendom. Sådan var det også for 500 år siden. Derfor skrev Luther sin klare indføring i kristendom

»Størstedelen af folkekirkens medlemmer mangler elementær viden om, hvad evangelisk-luthersk kristendom er«, stod der i Kristeligt Dagblad den 10. september.

Det samme var tilfældet for snart 500 år siden. Derfor skrev Luther Den Lille Katekismus med korte, men rigtig gode kommentarer til De Ti Bud, trosbekendelsen, Fadervor, dåb og nadver, samt samlede nogle vigtige bibelsteder, som belærer kristne om deres forpligtelser i dagliglivet.

Katekismen skulle ikke kun læres udenad. Det var vigtigt, at der også blev prædiket, så folk lærte at forstå katekismestoffet. Til hjælp for præsterne skrev Luther derfor Den Store Katekismus med eksempler på, hvordan man kunne prædike. Præsterne havde hårdt brug for denne hjælp. Det har mange desværre også i dag.

Luther regnede selv sine katekismer for noget af det vigtigste, han skrev. For uvidenheden var stor, og det var en yderst alvorlig åndelig sag. Den manglende elementære viden dengang og i dag betyder i virkeligheden, at størstedelen af (folke)kirkens medlemmer ikke kunne og ikke kan regnes som kristne. Selv skrev Luther i forordet til Den Store Katekismus, at den, der ikke ved besked med katekismestoffet, ikke vil kunne regnes blandt de kristne og ikke bør få adgang til noget sakramente.

Men det var også en alvorlig sag for samfundet, for den manglende oplæring i Guds bud fik snart ugudeligheden til at brede sig med nedbrydelsen af samfundet til følge. Det samme er sket hos os. Børn slås ihjel, skønt Gud i det femte bud forbyder drab. Skønt vi har fået det sjette bud, holdes ægteskabet ikke i ære, men skilsmisser er en naturlig sag, når man ikke længere får sine behov opfyldt. Én ting er, at mennesker dermed synder imod Guds vilje for ægteskabet. Noget andet er, at det også er ødelæggende for samfundet. Skilsmisser koster mange milliarder hvert år, stod der i Kristeligt Dagblad den 11. september. Fordi man i vor tid ikke vil sætte grænser for egoismen, men vil leve og give folk lov til at leve et ugudeligt liv.

I generationer var det en lykke for både kirke og samfund, at vort og andre folk blev oplært i katekismen. Lad os blive ordentligt lutherske igen og genindføre oplæring i Luthers Lille Katekismus. Så gør vi både kirken og samfundet en tjeneste.

Alvorlige kristne kan begynde at læse Den Lille Katekismus til husandagten i hjemmet. Andre skal nok hjælpes i gang. Men det er også helt nødvendigt, at præster og teologer selv flittigt bruger begge katekismer, sådan som Luther selv gjorde det.

For det første burde det i en evangelisk-luthersk kirke være en selvfølge, at såvel præster som »børn og jævne mennesker« kender børnelærdommen. For det andet burde det være lige så naturligt, at de, der ikke kender katekismen, ikke bør regnes blandt kristne og derfor heller ikke få adgang til noget sakramente.

Genindførelsen af katekismeoplæring i hjem og kirke kan ved Guds nåde og barmhjertighed føre til, at børn, jævne folk, menighedsråd, ja, selv teologer og præster igen får en elementær viden om kristendom og Guds vilje, så vores kirke og vort samfund kan komme på fode igen.

Lad os derfor genindføre katekismen. Den giver elementær viden om evangelisk-luthersk kristendom, som er forsvundet. Den viser vejen til en sand, bibelsk tro. Og den beskytter samfundet mod f.eks. ødelæggelse af familierne og de deraffølgende enorme udgifter.

Georg S. Adamsen er dr.theol. og lektor i Det Nye Testamente ved Menighedsfakultetet i Århus og desuden bestyrelses-medlem i Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse