Genindvielse af Silkeborg Kirke fejret med folkegave og dronningebesøg

Silkeborg Kirke slog palmesøndag dørene op til en gennemrenoveret kirke og ny kirkekunst af Peter Brandes, som byens borgere har samlet ind til. Kirken var fuldstændig fyldt, og udenfor ventede endnu flere for at få deres nye kirkerum at se

Dronning Margrethe deltog i går ved genindvielsen af Silkeborg Kirke, hvor hun blandt andet hilste på kunstner Peter Brandes, der står bag kirkens nye alterudsmykning. Byens borgere har selv samlet ind til den nye kirkekunst, så der var stor folkefest både udenfor kirken og indenfor ved festgudstjenesten palmesøndag.
Dronning Margrethe deltog i går ved genindvielsen af Silkeborg Kirke, hvor hun blandt andet hilste på kunstner Peter Brandes, der står bag kirkens nye alterudsmykning. Byens borgere har selv samlet ind til den nye kirkekunst, så der var stor folkefest både udenfor kirken og indenfor ved festgudstjenesten palmesøndag. Foto: Michael Drost-Hansen.

I et helt år har Silkeborg Kirke været lukket på grund af en gennemgribende renovering og kirkegængerne været henvist til sognets kapel. Men i går genåbnede kirken med en propfyldt festgudstjeneste. Forrettet af biskop Henrik Wigh-Poulsen og med dronning Margrethe og kunstner Peter Brandes blandt gæsterne.

Allerede en time før gudstjenesten begyndte folk at stille sig i kø foran kirken, hvor i alt 400 havde fået plads til den særlige højmesse. Men endnu flere ville gerne have været med indenfor og se det forvandlede kirkerum. Med helt nye bænke af egetræ, nylagt teglstensgulv, nedtonet farvesætning samt smukke messinglysekroner. Og ikke mindst: helt ny kirkekunst af Peter Brandes i form af knæfald og alterbord, som silkeborgenserne selv har samlet ind til.

I alt har byens borgere sammen med flere fonde og virksomheder doneret en million kroner. Derfor var der også stadig kø foran kirken på Torvet i Silkeborg, da dørene blev lukket, og palmesøndags højmesse indenfor blandt andet bød på stående salmesang og imponerende korsang.

Derfor var der også både flag hejst til tops i dagens festlige anledning, side om side med flag på halv på grund af den særlige dato, Besættelsen den 9. april, som palmesøndag faldt på i år. Og netop de to tråde, glæden og alvoren, var også gennemgående i biskop Henrik Wigh-Poulsens prædiken denne søndag, hvor dagens tekst handlede om Jesus, der er på vej ind i Jerusalem.

”På vej mod sin tilfangetagelse. På vej mod lidelse og død,” lød det i biskoppens indledning, hvorefter han gik over til at kæde denne vej sammen med den vej, vi allesammen befinder os på.

”...og du oplever med årene, at vejen ligesom snævrer ind og efterhånden bliver til den ene, hvis endemål står dig stadigt klarere for øje, uomgængeligt, ufravigeligt,” sagde han og fortsatte:

”De to fortællinger, Guds store fortælling i sin søn og vores den lille fortælling, taler sammen, hører sammen. For Guds veje er ikke længere højt hævet over vores. Tværtimod. I Jesu gik han på vores veje, de veje vi skal gå. Men han gik foran... Og det er godt at vide, når vi føler os uden retning og mål.”

I slutningen af sin prædiken berørte Henrik Wigh Poulsen også den nye kirkekunst, som denne dag blev afsløret for første gang.

Et knæfald med et næsten tegneserieagtigt forløb om Jesus i Getsemane Have med blandt andet Judaskysset og den senere tornekroning. Og et alterbord i blå nuancer der viser ham, mens han er på vej mod Golgata, bærende på korset. I sin kunstneriske fortolkning har Peter Brandes ladet korsets tværbjælke forvandle sig til et lam for på den måde at illustrere, at Jesus bærer sig selv som offergave. Mens der ud for lammet er skrevet to ord og et punktum: ”Nåden er”. Skrevet af salmedigteren Simon Grotrian.

”To ord og et punktum. To små beskedne ord som rummer en hel verden, en ny og glædelig virkelighed. Nåden er,” lød det fra Henrik Wigh-Poulsen som afslutning på prædikenen.

Den nye kirkekunst har Peter Brandes tænkt i dialog med kirkens gyldne alterudsmykning fra 1943, der viser den sejrende Kristus på korset med Jomfru Maria og apostlen Johannes ved sin side. På den måde udgør kirkens alterparti nu den samlede påskefortælling med opstandelsen og håbet som det centrale budskab.

”Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg måtte bidrage til kirkerummets udsmykning og den i forvejen meget smukke udskæring af Kristus på korset, som er i alterbilledet,” fortalte Peter Brandes efter udgangsbønnen til de fremmødte i kirken. Og mens postludiet klingede ud, og kirken langsomt tømtes, stod det næste hold nysgerrige silkeborgensere klar til for første gang at se deres nye kirkerum, som fik mange lov- rosende ord.

”Hvor er det blevet smukt,” lød det blandt andet fra Aksel Holst Nielsen, der gennem sit advokatfirma også havde været med til at donere penge til den nye kirkekunst.

Samtidig var solen kommet frem på pladsen foran kirken, og mens nogle gik ud, og andre gik ind i kirken, fortsatte den kirkelige folkefest på Torvet i Silkeborg med syng-med-sange fra Kors- hærens Genbrugs Band, KGB, og masser af kage og kirkekaffe i opslåede telte.

Silkeborg festede både indenfor og udenfor Silkeborg Kirke, der palmesøndag blev genindviet ved en festgudstjeneste efter et års omfattende renovering. Mange af byens borgere har været med til at støtte den nye kirkekunst af Peter Brandes. Det samme har en række virksomheder og fonde herunder Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond. Forrest i billedet ses biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen. – Fotos: Michael Drost-Hansen/Polfoto.
Silkeborg festede både indenfor og udenfor Silkeborg Kirke, der palmesøndag blev genindviet ved en festgudstjeneste efter et års omfattende renovering. Mange af byens borgere har været med til at støtte den nye kirkekunst af Peter Brandes. Det samme har en række virksomheder og fonde herunder Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond. Forrest i billedet ses biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen. – Fotos: Michael Drost-Hansen/Polfoto. Foto: Michael Drost-Hansen
Peter Brandes har skabt kirkens nye knæfald og alterbord, som sammen med kirkens forgyldte alterudsmykning udgør den samlede påskefortælling. Fra den knælende Kristus i Getsemane Have på knæfaldet, over alterbordets illustration af hans vej til Golgata med korset, frem til korsfæstelsen og opstandelsen på det gyldne alterkors.
Peter Brandes har skabt kirkens nye knæfald og alterbord, som sammen med kirkens forgyldte alterudsmykning udgør den samlede påskefortælling. Fra den knælende Kristus i Getsemane Have på knæfaldet, over alterbordets illustration af hans vej til Golgata med korset, frem til korsfæstelsen og opstandelsen på det gyldne alterkors. Foto: Michael Drost-Hansen