Grundtvig-center bliver atter reddet på målstregen

Center for Grundtvigforskning i Aarhus får alligevel plads på finansloven og kan i mindst endnu et år fortsætte arbejdet med at udgive alle N.F.S. Grundtvigs mange værker

Statue af N.F.S. Grundtvig ved Vartov i København.
Statue af N.F.S. Grundtvig ved Vartov i København. Foto: Brian Bergmann/Ritzau Scanpix.

På Center for Grundtvigforskning må det føles som lidt af et deja vu.

Ligesom sidste år så centeret, der hører under Aarhus Universitet, ud til at ryge af finansloven, da den socialdemokratiske regering i slutningen af august præsenterede sit finanslovsudspil for 2021. Det ville sandsynligvis have betydet, at centeret måtte lukke og slukke.

Men ligesom sidste år bliver centeret nu alligevel reddet.

Det står klart efter dagens forhandlinger om den såkaldte forskningsreserve. Her lykkedes det at finde penge til at fortsætte Center for Grundtvigforsknings aktiviteter i endnu et år. Centeret beskæftiger sig først og fremmest med at udgive alle N.F.S. Grundtvigs 1000 værker i en digitaliseret og kommenteret udgave. Derudover står Center for Grundtvigforskning for ph.d.-projekter, konferencer og seminarer, vidensudveksling med udenlandske forskere og udbredelse af Grundtvigs tekster til udlandet.

Leder af Center for Grundtvigforskning, lektor Katrine Frøkjær Baunvig, er ikke overraskende både glad og lettet over, at centeret kan fortsætte arbejdet.

”Vi synes selv, vi udfører et godt og vigtigt stykke arbejde, og nu håber jeg, at vi også kan finde ro omkring vores finansiering, så vi ikke skal gennemgå de her usikre perioder hvert år,” siger hun.

Hun finder det paradoksalt, at Center for Grundtvigforsknings arbejde oprindeligt blev bestilt fra Christiansborg, og at centeret nu halvvejs inde i projektet skal bruge tid og penge på lobbyarbejde for at overbevise selvsamme Christiansborg om, at arbejdet med at udgive Grundtvigs værker skal fortsætte.

”Vi er selvfølgelig fulde af forståelse for, at der er pres på de offentlige finanser, og at der både er en coronakrise og en klimakrise, der også koster penge. Samtidig er vi ærgerlige over, at der er politikere, som ikke kan se, at vi laver et vigtigt stykke arbejde,” siger Katrine Frøkjær Baunvig, der også fortæller, at centeret fejrer bevillingen på en helt særlig måde:

”På mandag udgiver vi faktisk en ny pulje af Grundtvigs tekster på vores hjemmeside.”

Også hos Dansk Folkeparti, der er med i aftalen om fordelingen af forskningsreserven, er der begejstring at finde. I en pressemeddelelse, som er offenliggjort på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside, udtaler partiets forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl:

”I Dansk Folkeparti er vi glade for at kunne sikre fortsættelse af Center for Grundtvigforskning og dermed sikre en afgørende del af den danske kulturarv for eftertiden.”

Bag aftalen, der sikrer centeret en bevilling på 10 millioner kroner, står regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, De Konservative, Alternativet og Frie Grønne.

Center for Grundtvigforskning har siden 2009 under forskellige forskningsministre årligt fået 10 millioner kroner bevilliget til sit arbejde.

De digitale udgaver af Grundtvigs værker kan læses på hjemmesiden www.grundtvigsværker.dk.