Øget fokus på tro udfordrer sekularisering

Det er selvbedrag, når vi siger, at vi i Danmark adskiller religion og politik, mener en teolog og en statskundskabs-mand

AF JOHANNE DUUS HORNEMANN

Skal vi adskille religion og politik, eller skal vi åbent erkende, at det ikke kan lade sig gøre?

Det er to fremtrædende professorer uenige om, og forleden gav de hver deres bud på, hvordan de to størrelser skal spille sammen i en moderne verden.

Anledningen var et debatmøde på Aarhus Universitet med titlen "Religionernes rolle i samfundet", der var arrangeret af den folkekirkelige organisation Folkekirke og Religionsmøde. Op mod 50 universitetsfolk, præster, studerende og repræsentanter fra en række kirkelige organisationer deltog og lyttede ivrigt til de to professorers debatindlæg.

Svend Andersen, der er professor i etik og religionsfilosofi ved Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet, og Ole Wæver, der er professor i international politik ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, er enige om, at det er udtryk for et kollektivt selvbedrag, når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med opbakning fra flere folketingspolitikere siger, at vi i Danmark adskiller religion og politik.

De er også enige om, at vi skal tage stilling til, hvilken rolle religion skal spille i samfundet i takt med, at den fylder mere i den offentlige debat, og at der generelt er en stigende interesse for åndelig søgning. Men så hører enigheden også op.

Mens Svend Andersen mener, at vi skal gøre alvor af vores lutherske arv og holde religion og politik helt adskilt, så mener Ole Wæver, at religion er et mindst lige så godt argument for en politisk holdning som ethvert andet.

– Når Dansk Folkeparti argumenterer for en afskaffelse af blasfemiparagraffen, er det med skjulte religiøse argumenter. Partiet bruger politisk magt til at føre religionskrig mod islam, og det er en farlig udvikling. I stedet skal vi søge et politisk liv fri for religion, siger Svend Andersen.

– Hvis vi skal efterleve Luthers toregimentelære, så er det muligt i det politiske liv at opnå overensstemmelse mellem det en kristen vil gøre, og det en ikke-kristen vil gøre. Det betyder, at selvom man har en kristen baggrund for sit politiske ståsted, har man tillid til, at en ikke-kristen kan komme frem til samme resultat, siger han.

Ole Wæver mener, det er en ideologisk tænkning, som ikke kan realiseres i virkeligheden. I hans øjne er det langt mere farligt at lade, som om at et politisk argument ikke udspringer af religion frem for at stå ved det, der præger den enkeltes holdning.

– I Danmark vil vi ikke blande religion med politik, men vi vil godt blande politik med religion. Vi opfatter os som sekulære, men i virkeligheden slår vi andre oven i hovedet med et regelsæt, vi ikke selv overholder, siger han og henviser til den vestlige verdens fordømmelse af islamismen. Jeg mener, at religiøse argumenter skal være legitime i politik. Jeg kan ikke se, hvorfor et argument mod abort, der tager sit udspring I Bibelen, er mindre værd end ethvert andet argument mod abort, siger Ole Wæver.

Blandt tilhørerne er cand. theol. Karsten Høgild, der lige nu går på Pastoralseminariet i Århus. Han tilhører den unge generation i en gammel debat om forholdet mellem religion og politik, og han placerer sig holdningsmæssigt midt i mellem de to professorer.

– Jeg tror ikke, vi kan agerer neutralt i det politiske liv, som Svend Andersen taler om, men jeg mener heller ikke som Ole Wæver, at vi skal blande politik og religion helt sammen, siger han og fortsætter:

– Jeg synes, vi må tale os frem til en måde at gøre tingene på, hvor jeg må vurderer, hvad der er rimeligt at kræve af en muslim uden samme baggrund som min og omvendt. Vi skal kunne tale om, hvorfor vi argumenterer, som vi gør.

Også formanden for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Ejvind Sørensen, har fundet vejen til Aarhus Universitet for at følge debatten. Han mener, at det helt afgørende for at lade religionerne finde deres rolle i samfundet er, at den længe efterspurgte kompetenceudredning om folkekirken sættes i gang.

– Jeg mener, at religionen bestemt skal have en plads, men den skal også kende sin plads. Stat og kirke har lige nu nogle skæve forventninger til hinanden, og det gør, at vi ind i mellem mistror hinanden. Dybest set bør det politiske liv og kirken kunne bruge hinanden, siger han.

duus@kristeligt-dagblad.dk