Gislingepræstens dilemma er fælles for alle i folkekirken

Skal vi have en selvafgrænsende, dogmatisk poleret kirke eller en folkekirke med plads til alle med Kristustroen som den dybe sammenhæng i alting?

Gislingepræstens dilemma er fælles for alle i folkekirken

Når Robert Redford spiller hovedrollen som hestehvisker i sin egen film af samme navn fra 1998, går det rent ind. Hvor er det fantastisk, at den blonde cowboy kan nå ind til både hesten og dens ulykkeligt skadede rytter, som ellers har låst sig inde i sig selv. Når en vestsjællandsk sognepræst har erfaringer med, at en telepatør kan kommunikere med hendes syge hest – og ovenikøbet med døde heste – er historien straks i pressen. Om søndagen i kirken holder vi os til evangeliet og søger at udlægge Jesu helbredelser og dæmonuddrivelser symbolsk, selvom det ligger langt fra Bibelens tankegang.

Om mandagen, når ægtefællen har fået kræft, eller datteren har ligget 10 måneder i mørkerum uden at kunne få hjælp mod senfølgerne af hjernerystelse og piskesmæld, opsøger vi de alternative helbredere uden smålig skelen til deres livsforståelse.

Når der holdes begravelse i folkekirken, tror cirka 20 procent af deltagerne på reinkarnation – og mange hører både præstens tale og salmer som ”Nærmere Gud til dig” som bekræftelse på idéen om sjælevandring. Folketroen, som er udviklet til at hjælpe mennesker med at klare livets udfordringer, har altid haft plads under kirkens tag. Det nye i dag er, at lægfolk i kirken ikke længere lader præsten være ene om at føre ordet. Individualiseringen og behovet for at være ægte og autentiske får os til at fortælle præsten, hvordan vi har det i vores kamp med livets udfordringer. Og viser det sig så, at præsten faktisk har samme erfaringer som lægfolket, så ligger det lige for at invitere en telepatisk hestehvisker indenfor, så vi kan dele den side af tilværelsen med hinanden.

Der er naturligvis en portion humbug blandt telepatiske hestehviskere. Der kan også være tale om psykisk overspændthed, ligesom en alternativ helbreder kan sætte ind med sin behandling på det tidspunkt, hvor krop og sind er godt på vej til en selvhelbredelse, så den alternative behandlings virkning ikke er er så mirakuløs endda. Men når det er sagt, er alt jo ikke dermed sagt.

Spørg blot Eske Willerslev eller Kristian Leth, som ikke har særlig hang til det irrationale, men som har oplevelser og erfaringer, de må stille sig åbent undrende overfor. Eller spørg de enker og enkemænd, der dagligt taler med den afdøde ægtefælle hjemme i stuen.

Når Grundtvig sagde ”Menneske først, kristen så”, tænkte han først og fremmest, at vi kunne og skulle blive kristne, sådan som vi var og er folk her i vores danske kultur. I dag i en individualiseret tidsalder, kan vi omformulere Grundtvig til ”Eksistentiel først, kristen så”. Vi hører og oplever gennem de eksistentielle oplevelser og erfaringer, vi allerede har. Den dogmatisk korrekte kristendom ender som en gang goddag-mand-økseskaft, hvis ikke der knyttes til ved den eksistentielle livskamp af nok så forskellig art, som vi alle kæmper. Det er afgørende, at intet menneskes eksistentielle spørgsmål er udelukket i kirken. Selvom nogle af tilhørerne i Gislinge den 1. juni måske kom efter en eksotisk oplevelse, var der sikkert flere, der kom, fordi de har oplevelser og tanker, som de gerne vil have belyst.

Vi har vænnet os til, at fornyelse i folkekirken altid skal komme nedefra, fordi folkekirkens ledelse kun har ringe kapacitet til at tænke foran. Havde Grundtvig ikke begået selvtægt ved at lade sin egne salmer synge i Vartov 100 år før, var de næppe blevet optaget i salmebogen fra 1953. Eksemplerne er uendeligt mange. Men de er ikke alle lige så vellykkede, som Grundtvigs salmer oftest er det.

Folkekirken har ikke megen ekspertise på alternative, nyåndelige overdrev, som sognepræsten i Gislinge, Dorthe Thaulov, har bevæget sig ind i.

Men vi har da Ole Skjerbæk Madsen, selvom han de seneste 20 år har været ansat af Areopagos. Han har bevæget sig dybt ind i samtale og solidaritet med mennesker, der er optaget af new age, mindfulness, tarot-kort og dybde-empati – og holdt det hele sammen med klassiske former for kristen meditation og spiritualitet. Det vidner om svigt i virksomhedskulturen i folkekirken, når en præst, der er optaget af telepatisk hestehvisken, ikke stille og roligt får hjælp og støtte fra en kollega, som har længere og dybere erfaringer med det, der i gamle dage hed folkereligion.

Folkekirkens opgave er at rumme menneskers eksistentielle anliggender af enhver art, samtidig med at den peger på Kristus som vejen, sandheden og livet. Det afgørende er ikke at måle alt i forhold til det 500 år gammel bekendelsesgrundlag. Det afgørende er, om folkekirken i alt, hvad den gør, i sidste instans bidrager til menneskers orientering mod Jesus Kristus. Det er utroværdigt, når vi gør og tænker et til hverdag, og siger noget andet i kirken. Her er der plads til forbedringer for os alle.

Folkekirkens biskopper kan vælge at bandlyse det eksistentielle engagement i bestemte folkelige livstolkninger inden for kirkens område. Så kan vi få en dogmatisk poleret, selvafgrænsende kirke, der langsomt, men sikkert mister forbindelsen til folk, som tænker, at deres livskamp kan være lige så vigtig som kirkens lære. Men der er også en mulighed for at fastholde en folkekirke med plads til os alle og med Kristustroen som den dybe sammenhæng i alting.

Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teologi og leder af Center for Kirkeforskning på Københavns Universitet.