Glansbillede af Scientology

Scientology åbnede i går en udstilling om sig selv

Glansbillede af Scientology
Foto: Leif Tuxen.

Flere hundrede scientologer klædt i festtøj stod presset sammen og overværede åbningen af en udstilling i København, som ifølge Scientology selv vil vise omverdenen, hvad organisationen virkelig står for.

Flere talere inviteret

Blandt talerne ved åbningen var S.L. Sharma fra det nyligt godkendte Hindusamfundet i Danmark, og han blev mødt med øredøvende bifald, da han sagde:

- Hvis du er kristen, skal du forblive kristen. Hvis du er muslim, skal du forblive muslim. Hvis du er hindu, skal du forblive hindu. Hvis du er scientolog, skal du venligst være en god scientolog.

Religionssociolog Peter B. Andersen, Institut for Religionshistorie på Københavns Universitet, redegjorde i en tale for et forskningsprojekt, der er ved at afdække scientologers religiøsitet i forhold til resten af danskernes.

Han undlod at komme ind på spørgsmålet om, hvorvidt Scientology skal godkendes som trossamfund, men gennemgik i stedet scientologernes religiøsitet, der er mere ensartet, end forskerne før har troet. De fleste tror for eksempel på reinkarnation og mener, at Gud er en åndelig kraft, men tror ikke på dommedag og syndighed.

Til Kristeligt Dagblad siger Peter B. Andersen, at han brugte anledningen til at opfylde en forskers forpligtelse til at melde tilbage til den gruppe, han undersøger.

Udstillingen er et glansbillede af Scientology og den afdøde stifter, L. Ron Hubbard. Den fortæller stort set det samme som præsentationsbogen »Hvad er Scientology?« udgivet af Scientologys forlag. Mange af illustrationerne fra bogen bruges også på udstillingen - tilsat korte tekster og et udvalg af L. Ron Hubbards slagord. For eksempel: »Det, der er sandt for dig, er det, du selv har observeret«.

Ingen kontroversielle detaljer om Scientology

En planche beskriver, at USA i 1993 anerkendte Scientology som et trossamfund og dermed fritog den pengestærke organisation for at betale skat for ejendomme og forretningsaktiviteter. Men der står intet om, at Scientology på det tidspunkt havde sagsøgt staterne for at presse skattefritagelsen igennem og truede med endnu flere dyre sagsanlæg ved domstole i hele landet.

Udstillingen viser L. Ron Hubbard som en overnaturligt begavet dreng og senere mand. På en række malerier vises sektens leder stolt ridende på en hest allerede som tre et halvt-årig. Og senere - da han var 16 år - studerede han indsigtsfulde magikere i Fjernøsten, kan man læse ved siden af et maleri af samme situation. En film redegør for en række grunde til, at man bør holde af Hubbard - og beundre ham.

Blandt andet skulle han være fuldt professionel inden for hele 29 fagområder - fra flyvning og fotografi til musik og søfart på verdenshavene. Men ikke et ord om, at L. Ron Hubbard i mange år sejlede rundt på verdenshavene, fordi meget få lande ville lade hans kontroversielle skib lægge til. Og ikke et ord om, at flere studier har vist, at det meste af hans exceptionelle fortid var opdigtet.

Publikum kan prøve Scientologys specielle form for terapeutisk virksomhed, auditering, og der er brikse til folk med rygproblemer, som vil prøve Scientologys behandling af den slags. Det er muligt at købe bøger og melde sig på de første kurser. Men noget dækkende billede af pengemaskinen, sekten og terapien Scientology får publikum ikke.

En række kendte danskere deltager i arrangementer ved udstillingen.

Således er der i eftermiddag kl. 15.00 debat om menneskerettighederne, hvor direktør for Det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, religionshistoriker Mikael Rothstein og dr.jur. Mogens Heide-Jørgensen er paneldeltagere.

Udstillingen kan ses i Axelborg på Vesterbrogade i København frem til den 21. december. Den har tidligere været vist i 14 europæiske storbyer og haft flere end 125.000 besøgende, oplyser Scientology.