Prøv avisen

Glemmer vi det diakonale arbejde, halverer vi kristendommen

Folkekirken skal gøre sig bevidst, at halvdelen af kirkens arbejde er diakoni, mener gadepræst ved Odense Domkirke Peder Thyssen. Foto: Johnny Anthon Wichmann.

Interview Folkekirken har for længe levet et kustodeliv opslugt af finkultur og uden fornemmelse for den voksende sociale nød. Vi risikerer at gøre os overflødig som kirke, siger gadepræst ved Odense Domkirke Peder Thyssen

Den gyldenbrune muskelhund begynder at spjætte, pibe og skrabe løs i asfalten, da den får øje på Peder Thyssen.

Ja, ja, Tikko, Peder Præst skal nok komme og hilse på dig, siger Teddy, en ung mand i læderbusker, militærstøvler og slidt cowboyjakke, mens han pulser på sin cigaret og holder godt fast i den energiske krydsning mellem en rottweiler og en terrier.

LÆS OGSÅ: Præster utilfredse med kirkens sociale indsats

Selv hundene i Odense lyser op, når de ser Peder Thyssen, en lille mand med milde øjne og sandfarvet jakke med skriften gadepræst. For ni år siden blev han ansat som præst i Odense Domkirke for at styrke kirkens diakonale profil. I begyndelsen spurgte folk ham, hvorfor han gik rundt på gaden og snakkede med dem.

Nu spørger vi kun, når han ikke kommer, bemærker en af de 13 mennesker, der opholder sig på det lille torv over for Kirkens Korshærs varmestue, mens tatoverede næver slipper taget om grønne ølflasker for at trykke præsten i hånden.

De kender ham fra fattigdomsgudstjeneste i domkirken, den daglige korshærsgudstjeneste i Sct. Hans Kirke og fra fællesspisning i korshærens varmestue, hvor han også er præst. Med 19 års erfaring som korshærspræst har han set for megen social armod til, at han vil lade folkekirken sejle sin egen finkulturelle sø.

Jeg ved godt, at mit arbejde er taknemmeligt, fordi det er så synligt, og jeg derfor bliver anerkendt. Men diakoni er meget andet end at tage sig af folk på gaden. Og det helt store problem er, at diakoni ikke er tænkt ind i kirkens selvforståelse som for eksempel gudstjenesten er det, siger præsten, mens vi går over til varmestuen for at finde en rolig krog. Han uddyber:

Min hovedtanke er, at folkekirken skal forandre fokus; at man i sognene gør sig bevidst, at diakoni er halvdelen af kirkens arbejde. Dér er vi slet ikke endnu. Vi har heller intet på vores budgetter, der hedder diakonalt arbejde. De store indsatser bliver brugt på finkultur, og vi bruger millioner på vores højmesse. Gudstjenesten er vigtig, men det er halsløs gerning, hvis dem, vi skal have fat i, sidder derhjemme eller nede på torvet.

Peder Thyssen er ikke alene om at kritisere sin egen kirkes indsats over for fattige, misbrugere og ensomme. Ifølge en ny undersøgelse mener 47 procent af folkekirkens præster, at kirken bruger for mange penge på kunst og kultur og for få på diakoni.

Ifølge Odense-præsten undergraver kirken sit fundament, kristendommen, hvis den fortsætter som hidtil og glemmer sit sociale ansvar.

Diakoni er omsorg for legemet, mens forkyndelse er omsorg for sjælen. I kristendommen er sjæl og legeme ligeværdige. Misser vi den diakonale del, halverer vi kristendommen. Vi er tilbøjelige til at gøre forskel og gøre sjælen lidt bedre end legemet, men Jesus gør ikke forskel, siger han og uddyber med eksempler fra Det Nye Testamente:

Tag bare bespisningen af de 5000 i ørkenen, de mange helbredelser og opvækkelsen af Lazarus. Jesus opvakte ham fra de døde, fordi kvinderne i historien havde brug for ham. Jesus begyndte ikke at spørge til deres tro. Han så deres nød og mødte dem nu og her.

Og netop det at afholde sig fra at spørge til folks tro er magtpåliggende for Peder Thyssen. Diakoni må aldrig blive en gulerod for at få folk til at komme i kirken, understreger han.

Som præst prædiker jeg frelse hver søndag. Jeg tror på Himmel og Helvede. Men det er ikke mig, der skal frelse mennesker. Jeg er sendt til at være Jesu budbringer og jeg lægger ikke skjul på min tro. Men hvad folk vil bruge det til, må de selv om, siger han.

Det er meget vigtigt i det diakonale arbejde, at vi ikke kommer med en skjult dagsorden: Vi vil hjælpe dig for at få dig over i kirken det er så ukristeligt. Diakoni skal gives åbent og ærligt og skal ikke betales med kirkegang, siger præsten, inden vi bevæger os op mod Odense Domkirke, hvor han skal klæde om til en bisættelse. Det tager tid at gå de få hundrede meter. Der skal stoppes og hilses med gensidige smil og håndtryk. Peder Thyssen er tidligere kåret til Årets Fynbo, og han har af Håndværker- og Industriforeningen i Odense modtaget ærestitlen Årets Æreshåndværker for sit sociale engagement. Han er beæret, men samtidig ærgerlig på folkekirkens vegne.

Mit arbejde bliver kun gjort til en sensation, fordi det er så sjældent, at en præst går ud af kirken og blander sig i menneskers liv på deres præmisser, siger han.

Men hvad med Odense Domkirke, en fornem bygning med moderne mosaikvinduer og et bugnende program af kirkekoncerter? Hvordan retfærdiggør en diakonal spydspids som Peder Thyssen, at hans egen kirke poster en stor pose penge i kunst og kultur?

Jeg er ikke imod, at kirken bruger penge på musik og koncerter. Men vi skal bruge mange flere penge på diakoni. Det er stadig ikke afstemt. Det er noget, vi snakker meget om i menighedsrådet. Det var jo derfor, jeg kom hertil. Vi holder fattigdomsgudstjenester, og kirken støtter mit gadearbejde. Men vi skal gerne derhen, hvor vi bliver foregangskirke. Kun på den måde kan vi bevare troværdigheden som kirke. Ellers risikerer vi at gøre os overflødig som kirke.

johansen@k.dk