Rapport: Troende er bedre samfundsborgere

Aktivt troende mennesker er lykkeligere og mere engagerede i deres lokalsamfund end andre borgere, viser en ny amerikansk undersøgelse

Et aktivt trosliv er godt for både det enkelte menneske og det lokalsamfund, som han eller hun lever i.

Den konklusion kan drages ud fra en ny undersøgelse fra det uafhængige amerikanske forskningscenter Pew Research Center, som har set nærmere på sammenhængen mellem religiøsitet og trivsel i USA og 25 andre fortrinsvist kristne lande.

Ifølge Pew Research Center er mennesker, der er aktive i religiøse menigheder, typisk både lykkeligere og mere samfundsengagerede end mennesker, som ingen religiøs tilknytning har, eller som er passive medlemmer af et trossamfund.

De aktive troende stemmer oftere til politiske valg og er mere tilbøjelige til at deltage i sekulære frivillige organisationer som velgørenhedsgrupper, sportsklubber og foreninger.

”Vi ser et klart mønster: Det er ikke en religiøs tilknytning i sig selv, der gør en forskel for et menneskes trivsel og samfundsengagement. Det, som betyder noget, er aktiv deltagelse i et trossamfund. Dette kan i teorien betyde, at samfund med faldende religiøst engagement, heriblandt eksempelvis USA, kan være i risiko for en forværring i den overordnede personlige og samfundsmæssige trivsel,” siger Joey Marshall, der er forsker på Pew Research Center og medforfatter til undersøgelsen.

I USA siger 58 procent af de religiøst aktive adspurgte eksempelvis, at de er aktive i mindst én sekulær organisation, mens det kun gælder 51 procent af de adspurgte, som ikke er religiøst aktive, og 39 procent af de ikke-troende. Dertil kommer, at 69 procent af de religiøst aktive amerikanere stemmer til landsdækkende valg, mens det samme kun gælder 59 procent af de troende, som ikke er religiøst aktive, og 48 procent af de ikke-troende.

Tendensen er den samme i hovedparten af de øvrige 25 lande, som undersøgelsen dækker.

Dertil kommer, at personer, der deltager aktivt i organiseret religion, generelt er mere tilfredse med deres tilværelse end andre mennesker.

Eksempelvis beskriver 36 procent af religiøst aktive amerikanere sig selv som ”meget lykkelige”, mens kun 25 procent af de ikke-religiøst aktive troende og 25 procent af de ikke-troende gør det samme.

Aktivt troendes bedre trivsel i livet har flere mulige forklaringsårsager, siger Joey Marshall fra Pew Research Center.

”Vi ved fra tidligere forskning, at de sociale netværk, der opstår i forbindelse med aktiv deltagelse i et trossamfund, gør folk lykkeligere ved at give dem et tilhørsforhold og adgang til en bredere kreds af støttepersoner, som kan hjælpe dem med at have styr på tilværelsen. Nogle forskere mener også, at religion kan gavne psykisk trivsel, fordi visse religiøse overbevisninger og forestillinger kan hjælpe folk med at håndtere eksempelvis stress og modgang,” siger han.

Undersøgelsen beviser dog ikke, at alene det at gå til gudstjeneste jævnligt direkte forbedrer folks liv, understreger Joey Marshall.

”Vores forskning beviser ikke, at religiøsitet bevirker lykke. I stedet kan det være, at lykkeligere, sundere mennesker er mere tilbøjelige end deres mere psykisk eller fysisk skrøbelige modparter til at være aktive i både religiøse og sekulære organisationer, hvilket øger deres trivsel endnu mere. Vi ved ikke, om hønen kom før ægget eller omvendt i denne forbindelse,” siger Pew-forskeren.

Fakta

En ny undersøgelse fra det amerikanske forskningscenter Pew Research Center gransker sammenhængen mellem religiøsitet og samfundsengagement, lykke og sundhed. Undersøgelsen konkluderer at religiøst aktive mennesker generelt er lykkeligere og mere samfundsengagerede end mennesker, som er passive medlemmer af et trossamfund, eller som er ikke-troende.

Undersøgelsen er baseret på adskillige internationale forskningsresultater fra det seneste tiår, og dens konklusioner er justeret for faktorer såsom alder, køn, ægteskabelig status, indkomst og uddannelse. Den dækker 26 fortrinsvist kristne lande, heriblandt USA, Holland, Tyskland og Spanien.