Global uro får danskerne til at gå i kirke

En kombination af stigende international uro og folkekirkens evne til at samle både de kultur- og kirkekristne får flere danskere til at gå i kirke, siger religionsforskere

Vi strømmer til kirken i julen.
Vi strømmer til kirken i julen. Foto: Mads Jensen.

Op mod halvanden millioner danskere vil i denne jul finde sig til rette på landets kirkebænke. Af dem vil en stadigt voksende andel også gå regelmæssigt i kirke resten af året. Ny forskning med afsæt i tal fra EU-forskningsinstitutionen European Social Survey viser nemlig, at Danmark sammen med Bulgarien, Rusland og Rumænien er de eneste lande i Europa med stigning i antallet af personer, som går i kirke mindst en gang om måneden. I Danmark er andelen af regelmæssige kirkegængere steget fra 3,8 procent i 1990 til 9,2 procent i 2012.

Når faldet i kirkegang over det meste af Europa er stabiliseret og i enkelte lande som Danmark ligefrem i vækst, skyldes det især de seneste års massive økonomiske stagnation og stigende internationale uro, siger den anerkendte amerikanske samfundsforsker og professor ved University of Michigan Ronald Inglehart, som også er leder af den globale værdiundersøgelse.

I bogen ”Sacred and Secular. Religion and Politics Worldwide” beskriver han og Harvardprofessor Pippa Norris, hvordan et højt niveau af økonomisk og eksistentiel sikkerhed gør religion mindre betydningsfuld for den enkelte og dermed bidrager til sekularisering af samfundet. Omvendt vil stigende økonomisk og eksistentiel usikkerhed have den modsatte effekt med et øget behov for troen på højere magter og en dybere sammenhæng i tilværelsen.

”Finanskrisen har i høj grad øget den økonomiske usikkerhed, som har præget Vesten generelt de sidste 25 år. Hertil kommer den aktuelle globale uro og truslen fra islamisk terrorisme, som senest er blevet suppleret med den usikkerhed, som følger af Ruslands invasion af Ukraine. Samlet set oplever befolkningerne i Danmark og andre vesteuropæiske lande en stigende økonomisk og fysisk usikkerhed. Teoretisk ved vi, at denne følelse af usikkerhed fører til øget kirkegang, og de aktuelle tal er med til at bekræfte, at det faktisk sker”, siger Ronald Inglehart.

Ser man på den gruppe, som kun går i kirke i julen, er den vokset i hele Europa. Men hvor stigningen i sydeuropæiske lande som Spanien og Italien hovedsageligt skyldes, at gruppen af faste kirkegængere er faldet, så skyldes stigningen i højtidskirkegang i Danmark og Nordeuropa, at antallet af kirkefremmede er blevet mindre, fortæller religionsforsker ved Københavns Universitet Peter B. Andersen, som er med i gruppen af forskere bag den danske del af værdiundersøgelsen.

I Danmark er stigningen meget markant fra 11 procent i 1981 til 31 procent i 2008, og senest har både gallup-undersøgelser og folkekirkens egne tal bekræftet tendensen.

Når lige netop Danmark oplever en særlig markant stigning i kirkegangen, hænger det ikke mindst sammen med folkekirkens evne til at åbne sig for både de kultur- og lejlighedskristne og de traditionelle kirkekristne, påpeger han.

”Den danske folkekirke har i højere grad end kirkerne i Norge og Sverige formået at samle hele den protestantiske del af befolkningen. Det er en balancegang, hvor folkekirken har formået at forny sig med en lang række alderspecifikke og målrettede aktiviteter som natkirke, babysalmesang og spaghettigudstjenester samtidig med at man har kunnet fastholde de traditionsbevidste kirkekristne, som først og fremmest kommer til højmessen om søndagen”, siger Peter B. Andersen.

Han understreger, at svarene fra den danske værdiundersøgelse viser, at den markante stigning i kirkegang ved højtider er udtryk for et aktivt valg, hvor den religiøse dimension vælges til.

”Tilvalget af kirken i julen er ikke, som mange fejlagtigt tror, en tilfældig ramme om familiehyggen. For mange er der tale om et særdeles bevidst valg, som rummer en alvor og en specifik religiøs betydning. Der er simpelthen en åbenhed for kirken og kristendommen, som vi ikke har set længe,” siger Peter B. Andersen.

Stigningen i kirkegangen virker umiddelbart overraskende, fordi sekulariseringen i årtier er blevet opfattet som en naturlov, hvor videnskabelige fremskridt og økonomisk vækst ville trænge tro og religion i baggrunden, siger professor i tekst- og kulturanalyse ved Syddansk Universitet Nils Gunder Hansen.

”Men konsekvent sekularisering forudsætter, at ikke-religiøse faktorer kan tilfredsstille menneskers behov for mening, retning, tryghed og frihed. Og her kniber det nok i disse år. Det moderne menneskes tro på, at næste generation automatisk får det bedre, og at vi går imod en mere fredelig og ordnet verden, er under pres. På den baggrund er det forståeligt, at mange i disse år søger imod noget, der virker stabilt og sammenhængsskabende, og det er folkekirken, som billedligt bliver et sted at søge ly”, siger Nils Gunder Hansen.

I bogen ”Danske tidsånder 1940-2010” forsøger han at beskrive de dybereliggende bevægelser i den danske idé- og kulturdebat. Han ser flere tegn i den aktuelle tidsånd på en tilbagevenden til 1950'ernes mere alvorsfulde og pessimistiske stemning før fremskridtsoptimismen gjorde sit indtog i begyndelsen af 1960'erne.

”Vi lever i dystre og urovækkende tider - fra klimakrise og konkurrencestat til den uafklarede geopolitiske situation i verden og fraværet af en samlende stormagt. Det er svært for den enkelte at vide, hvor vi egentlig bevæger os hen,” siger han.

Vi er samtidig med de mange verserende sager i SKAT, ministerier med videre blevet revet ud af forestillingen om Danmark som et lille overskueligt land, hvor alle kan have en meget høj grad af tillid til de offentlige myndigheder, fortæller Nils Gunder Hansen.

Han ser flere tilløb til, at både kulturradikale og kulturkonservative positioner som i 1950'erne forenes i en samlende kulturkritik, som i dag må være rettet mod individualisering og en politisk elite, som kører derudaf i sit eget lukkede rum.

”Svend Brinkmanns 'Stå fast' og Michael Böss' 'Det demente samfund' er blot to forsøg på at formulere en kritik, der adresserer en udvikling i den politiske kultur, som presser mange mennesker. En udvikling, som også er en del af baggrunden for, at stadigt flere opsøger en kirke, der netop udmærker sig ved at være et sted, hvor samfundets individualisering og nyttekrav er sat ud af kraft,” siger Nils Gunder Hansen.